EU har bevilget 4,55 mio. euro til en gruppe internationale nødhjælpsorganisationers arbejde med at dæmpe og afbøde eftervirkningerne af konflikten i det centralasiatiske land i 2010 og forebygge yderligere optrapning af konflikter.
Det skriver Folkekirkens Nødhjælp på sin hjemmeside.
Voldsomme sammenstød mellem kirgisere og usbekere i fjor sendte hundredtusinder af usbekere på flugt.
Under de voldelige sammenstød i det sydlige Kirgisistan i juni 2010 gik syv internationale NGO’er i landet sammen i en ny alliance, TASK (Transition Alliance for South Kyrgyzstan) om at koordinere deres akutte nødhjælpsarbejde.
De syv organisationers arbejde var så effektivt, at EU’s udenrigstjeneste, European External Action Service (EEAS) har opfordret organisationerne til i fællesskab at fortsætte et konfliktdæmpende arbejde. Organisationerne har valgt Folkekirkens Nødhjælp til at stå i spidsen for arbejdet.
Med EU-bevillingen kan de syv organisationer og deres otte lokale samarbejdspartnere de næste 18 måneder arbejde med:
Kortlægning af konflikter
Eksisterende konflikter og nye potentielle konflikter (om fx land og vand) skal kortlægges for at gøre det muligt at starte en indsats i de områder, der er mest sprængfarlige
Uddannelse af lokale mæglere
De nye mæglere skal mægle i konkrete, lokale konflikter – for på den måde at undgå, at uenighed eskalerer og udvikler sig til vold
Krisehjælp
Uddannelse af et lokalt korps af mennesker, der kan yde krisehjælp til ofre for vold eller overgreb. Krisehjælp kan afbøde vrede og hævntørst
Retshjælp
Juridisk hjælp, så ofre for overgreb kan få deres sag ind i det offentlige retssystem – også for at tvinge det offentlige retssystem til at tage ubehagelige sager op
Støtte til lokale udviklingsprojekter
Lokale konflikter kan afhjælpes ved at støtte samarbejde om et fælles, lokalt behov – fx boring af en brønd eller renovering af en skole. TASK giver materialerne, lokalsamfundet arbejdskraften
Uddannelse til marginaliserede unge
Mange af voldsmændene under konflikten var udsatte unge, der hverken kan få arbejde eller en ordentlig fremtid. De skal uddannes til at kunne klare sig selv
Læs videre her: http://www.noedhjaelp.dk/nyheder/seneste-nyt/33-8-mio.-kroner-til-konflikt-nedtrapning-i-kirgistan