EUs udenrigsministre sendte mandag et klart signal om, at EU vil spille en rolle i Libyen, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Situationen i Libyen var den altoverskyggende dagsorden, da EU’s udenrigsministre mødtes i Bruxelles. Der blev sat gang i planlægningen af EU’s bidrag til håndtering af krisen, sanktionerne mod det siddende regime blev skærpet, og der blev sendt et klart budskab om, at EU også på den lange bane vil bidrage, bl.a. til forsoning og politiske løsninger.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) foreslår en særlig EU-udsending til Libyen.
Også situationen i Yemen og Bahrain fik udenrigsministrene til på det kraftigste at opfordre magthaverne til at afstå fra vold og indlede en reel dialog om nødvendige reformer.
Rådsmødet var domineret af udviklingen i Libyen og fremtiden for det libyske folk. Udenrigsministrene fik sat gang i EU’s planlægning af konkrete bidrag; fokus var bl.a. på humanitær hjælp og beskyttelse af humanitære organisationer, samt maritim overvågning i Middelhavet.
Udenrigsministrene gav videre hinanden håndslag på – i tæt samarbejde med den Arabiske Liga, den Afrikanske Union og FN – at bidrage til den politiske genskabelse af Libyen.
– Jeg er glad for, at EU’s 27 lande i dag blev enige om, at vi aktivt vil bidrage til både at håndtere den krise vi står overfor lige nu, og at sende et signal om, at EU også på lidt længere sigt er klar til at engagere sig i forsoning og politiske løsninger, som der vil være behov for i Libyen, når situationen er stabiliseret, siger Lene Espersen.
Udenrigsministeren foreslog på mødet, at EU udpeger en særlig udsending til Libyen, der får til opgave at varetage løbende politiske kontakter til det nye Libyens demokratiske kræfter. Formålet er at styrke EU’s engagement i landet og bidrage til genopbygningen af landet.
Det er især på dette område, at EU har noget at byde på i sammenligning med andre internationale organisationer.
– Nu har det internationale samfund taget sit ansvar på sig for at stoppe Gaddafi og hans regimes myrderier på civilbefolkningen. Men vi vil ikke lægge skjul på, at situationen i landet langt fra et løst med den militære indsats. Der forestår et stort arbejde for at støtte det libyske folk i dets legitime krav på demokrati i deres land, siger Lene Espersen.
Vedr. Bahrain og Yemen sendte udenrigsministrene et klart budskab om, at regimerne i de to lande skal stoppe overgrebene på demonstranterne og indlede en dialog.
Yderligere oplysninger hos:
Rikke Egelund tlf. 50 77 86 97 og Lars Gert Lose 40 25 06 38