Evaluering: Operation Dagsværk er unik og bør fortsætte

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Operation Dagsværk har fundet en god balance mellem frivillighed og professionalisme, og bidrager effektivt til at skabe debat blandt unge om internationale udviklingsspørgsmål. Det er nogle af konklusionerne af en netop offentliggjort evaluering.

Operation Dagsværk har siden sin start i 1985 jævnligt været udsat for kritisk omtale, men en ny og uafhængig evaluering er fuld af roser og anbefaler, at Operation Dagsværk fortsætter med mindre justeringer.

Sådan skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside og fortsætter:

For et budget på omkring to millioner kroner formår Operation Dagsværk hvert år at gennemføre en landsdækkende kampagne om udviklingsspørgsmål, der når ud til op mod 60.000 elever og engagerer mere end 20.000 af disse til aktivt at gå ud og indsamle 4-6 mio. kr. til et udviklingsprojekt. Det er en betydelig bedrift og uhørt effektivt, fastslår evalueringen, som er foretaget af konsulentfirmaet COWI.

Vækker elevers nysgerrighed

Operation Dagsværk får ros for at vække gymnasieelevers nysgerrighed overfor globale problemstillinger og for at introducere dem til ulandstemaer.

Emner, som eleverne ellers sjældent møder i deres gymnasieforløb. Kampagnen lægger op til, at eleverne selv tager stilling til, om de vil deltage i frivillige aktiviteter på skolerne og i indsamlingen.

Evalueringen dokumenterer, at de mange involverede frivillige tilegner sig viden og kompetencer, der tjener dem videre frem i livet. Og mens andre ulandsorganisationer oplever vanskeligheder med at fastholde unge i ulandsarbejde, synes det at være en mindre udfordring for Operation Dagsværk.

Den NGO, der vinder konkurrencen om årets projekt, opnår både at der bliver samlet penge ind til det konkrete projekt, og at den når ud til en attraktiv, men vanskelig målgruppe: de unge.

Ministeren: Operation dagsværk udfylder en vigtig funktion

”Jeg vil gerne ønske Operation Dagsværk tillykke med evalueringen, som er meget positiv. Organisationen udfylder en vigtig funktion, når det drejer sig om at engagere de unge i globale problemstillinger. De mange frivillige, som driver indsatsen, er organisationens helt store styrke og muliggør den unikke ung-til-ung formidling af udviklingsproblematikker. Det synes jeg er mægtig flot,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Evalueringen omfatter alene kommunikations-, oplysnings-, og kampagnedelen af Operation Dagsværk også kaldt ’kampagnen’, og den inddrager således ikke projekter i udviklingslande, som modtager de indsamlede midler.

I 2013 gik de indsamlede midler til et projekt gennemført af IBIS i Sierra Leone. Projektet vedrørte minedrift, med fokus på mineselskabers skatteunddragelse. Projektet var – som altid – valgt af gymnasieeleverne selv, og netop den aktive inddragelse af eleverne er ifølge evalueringen med til at gøre Operation Dagsværk unik og bidrage til gennemslagskraften.

Plads til forbedringer

På enkelte punkter ser evalueringen dog plads til forbedringer: Operation Dagsværk skal for eksempel blive langt bedre til at inddrage og følge op på tidligere års projekter. Det sker stort set ikke i øjeblikket.

Evalueringen er iværksat af Danida på opfordring fra Operation Dagsværk. Danida har bl.a. via sin oplysningsbevilling i mange år har støttet Operation Dagsværks undervisnings- og kampagneaktiviteter på baggrund af årlige, konkrete ansøgninger.

Danidas kommentarer

Danida er glad for evalueringen men ikke enig i alt:

”Danida noterer med tilfredshed evalueringens mange positive konklusioner, men også at evalueringen kommer med nogle anbefalinger til justeringer, som der vil blive fulgt op. Danida er derimod ikke enig i en anbefaling om, at den nuværende kampagne bør udvides til også at omfatte folkeskolen, for det vil kræve flere fastansatte på sekretariatet og dermed få kampagnen til at miste noget af sin unikke frivillighedskarakter,” skriver Udenrigsministeriet. 

Download evalueringen og et dansk resumé, der indeholder Danidas kommentarer til evalueringen.