Dakar, Senegal, 25. september 2015. Moskéen i Yoff er hvid med en grønlig kuppel – farverne går igen i det disede turkise hav og de hvide bølgetoppe. Ovenover er himlen overskyet og sælsom i sin grå udstrækning. Heldigvis holder det tørt. På strandarealet foran moskéen er tusindvis af folk samlet, langt de fleste af dem er i hvide gevandter i dagens anledning. De beder sammen i stilhed. Bøjer sig samtidig og rejser sig synkront, mens imamens røst rustent gengives af en skrattende højtaler.
Får, får og atter får
Når muslimer verden over fejrer Tabaski, eller Eid al-Adha som højtiden hedder uden for Senegal, er det en markering af Abrahams villighed til at ofre sin søn til Gud. I Senegal ofrer man får for at ære Abraham.
På mange måder svarer senegalesisk Tabaski til vores jul. Det er årets største fest – og følgelig årets største udgift. Det er kutyme at offentlige lønninger udbetales forud i Tabaski-måneden, men i et land med høj arbejdsløshed og en stor uformel sektor er det for mange en kamp at skrabe penge nok sammen til en ordentlig Tabaski-fejring. For at markere dagen rigtigt skal alle i husstanden have et nyt sæt tøj, et ordentligt måltid mad skal kunne serveres, og ikke mindst skal der investeres i minimum ét får. Jo større, jo bedre.
Og får koster mange penge. I Dakar kan du købe et får for omkring 3-400 kroner, men skal du have et godt eksemplar – stort, sundt og stærkt – kan du snildt slippe flere tusinde kroner. Landbrugsministeren deler et par hundrede dyr ud til fattige familier, og Shell har lanceret en stor konkurrence, hvor du kan vinde et får. Samtidig krydser lastbil efter lastbil, læsset til med får, grænsen fra nabolandet Mali for at forsyne det senegalesiske marked forud for Tabaski. Men er der nok får til alle? Landets aviser er fulde af prognoser, urolige artikler og forsikringer fra politikere: ”Der er nok får i år”. Man anslår, at 750.000 får årligt ofres i forbindelse med Tabaski i Senegal.
Lille udsnit af fåreindhegningerne i Dakar op til Tabaski (fanget fra en bus)
Foto: Gerd Kieffer
Natarbejde
I ugerne op til Tabaski sitrer Dakars gader af ny energi. Der er mål og retning i folks skridt, mens de render deres ærinder. I ugevis er stadig flere indhegninger skudt op på store arealer mellem vejene – her går tusindvis af får og venter på en køber, mens de bliver vasket og gjort smukke af fårehandlerne.
Alle fårene, alle menneskene og al virakken omkring forberedelserne har forvandlet Dakar. Trafikpropperne, der normalt er overskuelige, skønt irriterende, er blevet monstrøse, og folk bruger timevis på at krydse byen. Selv om aftenen er det slemt. Når man langsomt bevæger sig igennem gaderne i den nattemørke by, kan man i søvnigt lys se skrædderne sidde bøjet dybt over deres symaskiner, mens den ene Tabaski-kreation efter den anden bliver tryllet frem under den hastigt arbejdende nål. Skrædderne arbejder døgnet rundt i ugerne op til højtiden; de tjener mere nu end på nogen anden tid af året.
Også frisørerne arbejder over i disse dage. Alle kvinder vil have nyflettet hår eller lokkerne fanget i en ny frisure i dagens anledning, og selv ud på de små timer sidder gabende kvinder og bliver hevet i håret.
Det sidste hvilested
Tilbage på stranden er bønnen overstået, og en for en vender de fremmødte hjem til sig selv. Udover et par enkelte åbne butikker er taxachauffører (der i dagens anledning tager ublu priser) og professionelle fåreslagtere, der med deres imponerende knive går rundt og venter på at blive hyret, de eneste, der lader til at arbejde i dag.
Fårene bliver halalslagtet ved at få skåret deres halspulsåre over og forbløde. Overalt på gaderne sidder mænd bøjet over spjættende får, mens jord og asfalt farves rød. Luften er fad og mættet af lugten af fersk kød og blod. Når dyrene er døde, tager kvinderne over. Det friske kød bliver omhyggelig krydret og stegt, før det bliver serveret på store fade med ris, salat, brød og løgsovs. Hele familien samles og deler måltider i fællesskab. Efter at have spist, slappes der af.
I nogle kvarterer i Dakar graver senegaleserne huller på gaden, hvor de begraver fårenes indvolde, hoved, ben og skind – andre steder bliver affaldet bare smidt og efterladt til at rådne. Hullerne bliver omhyggelig kastet til og toppet med en lille høj, der forvandler gaderne til en bizar kirkegård. I det mindste får de ofrede dyr for en stund et gravsted. Det er mere, end man kan sige om de tusindvis af grise, ænder og gæs, der må lade livet til jul hvert år.
En kvinde og hendes børn er i gang med at begrave indvolde, ben og horn efter deres får er slagtet.
Foto: Gerd Kieffer
