Flygtningene, som i disse dage strømmer mod EU-landenes grænser, er et fælles europæisk ansvar, understreger seks nordiske organisationer i et opråb til politikerne.
”Den handlingslammelse, Europa viser i mødet med den største flygtningestrøm siden anden verdenskrig, er sørgelig at se på. Derfor kræver vi omgående handling fra vores ledere,” lyder det i den fælles kronik, som Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, er medunderskriver på.
De flygtninge, der i store tal strømmer ind i Europa fra lande som Syrien, Irak, Afghanistan og Eritrea, skal have hjælp – og årsagerne til, at de flygter skal bekæmpes i de lande, de kommer fra, skriver de seks store nordiske nødhjælpsorganisationer
”Vi opfordrer de nordiske regeringer til at gå forrest og tage del i en omfattende europæisk solidarisk indsats for syriske flygtninge. Nationale politiske hensyn må vige i mødet med den humanitære krise, der nu udspiller sig.”
Mennesker skal have håb og værdighed
Organisationerne understreger, at det er nu, de europæiske værdier skal stå deres prøve.
”Løsningen på de humanitære problemer, de europæiske ledere sidder med nu, består ikke udelukkende i at standse de menneskemasser, som søger mod vores velfærd. Den vigtigste indsats skal ske i de lande, folk flygter fra.”
”Mennesker skal have håb og værdighed og mulighed for at forandre deres eget liv. Det har vores organisationer arbejdet med verden over i årtier. Vi ved, at det virker. Vi ved, at mennesker ønsker at klare sig selv. Vi ved, at ingen ønsker at flygte fra alt, hvad de ejer og har.,” skriver de seks organisationer.
Kronikken bringes samtidig i tre store, nordiske aviser for at opfordre politikerne til at komme ud af handlingslammelsen og skride til handling.
Den kommer samme dag, som EU’s kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, i en form for State of the Union-tale opfordrede EU’s medlemslande til at blive enige om en kvotefordeling af i alt 160.000 flygtninge imellem sig på et ekstraordinært indenrigs- og justitsministermøde i Bruxelles på mandag.
Kritik af nedskæringer
Fra nødhjælpsorganisationernes side vil der bliver holdt øje med, om EU-landene – i modsætning til i juni, da et lignende forslag var på bordet – kan blive enige om en aftale om fordeling af asyl-ansøgere.
”Hvis ikke verdens rigeste og mest udviklede demokratiske lande kan håndtere denne krise på en human måde, har det europæiske samfund spillet fallit,” lyder det fra de seks nødhjælpsorganisationer, der også retter en skarp kritik mod de hjemlige politikere og nedskæringerne i udviklingsbistanden.
”I flere af de nordiske lande er tendensen, at politikerne skærer ned på finansieringen af den langsigtede bistand; den, som opbygger og udvikler samfund og gør mennesker i stand til at skabe deres egen fremtid. I stedet overføres pengene til akutte humanitære indsatser af den type, som alle humanitære organisationer nu er i gang med i Europa. Det er en strudse-politik, som måske giver hurtig, politisk gevinst. Men den bidrager ikke til mere stabilitet, fred og udvikling i verden.”