Fængslet, iransk kvindesagsforkæmper får Nobels Fredspris

Narges Mohammadi under en høring ved Defenders of Human Rights Association i Teheran, 2007.


Foto: Morteza Nikoubazl/NurPhoto via Getty Images
Søren Steensig

6. oktober 2023

I løbet sine 51 år er den kurdisk-iranske menneskerettighedsaktivist Narges Mohammadi blevet arresteret 13 gange, dømt skyldig fem gange og idømt 154 piskeslag. Siden 2020 har hun siddet i Teherans berygtede Evin-fængsel, hvor hun afsoner sin seneste dom, der lyder på ti år for blandt andet at “sprede propaganda” mod præstestyret.

Men tremmer kan ikke bremse Mohammadis frihedskamp. I fængslet organiserede hun demonstrationer og strejker i solidaritet med “kvinde, liv, frihed”-bevægelsens kamp mod præstestyrets kvindeundertrykkelse i 2022.

Nu bliver Mohammadi hædret med Nobels Fredspris for sin ukuelige “kamp mod undertrykkelse af kvinder i Iran og hendes kamp for at fremme menneskerettigheder og frihed for alle.”

Har ikke krammet sine børn i otte år

Narges Mohammadi voksede op i en middelklasse-familie i byen Zanjan. I et interview med New York Times fortæller hun om to barndomsminder, der ansporede hendes livslange kamp for frihed og retfærdighed.

Det ene var den kurv med mad, som hendes mor hver weekend pakkede og fragtede til fængslets politiske fanger efter revolutionen i 1979. Morens familie var politisk engageret, og Mohammadis onkel og to fætre var begge blevet fængslet, efter præstestyret væltede shahen.

Læs også: Hvorfor slog sidste års protester i Iran fejl?

Hver dag sad Mohammadis mor og lyttede nøje efter, når dagens henrettelser blev proklameret i radioen. Mohammadis andet definerende barndomsminde er moderens sammenkrøllede krop på stuens gulvtæppe, efter den ene fætters navn blev råbt op en eftermiddag.

Da Mohammadi mange år senere begyndte på universitetet i Qazvin, gik hun på jagt efter studenterkredse for kvinder, men de fandtes ikke. I stedet startede hun dem selv. Det var også i universitetstiden, hun mødte sin mand Taghi Rahmani, der var en kendt stemme i de aktivistiske undergrundsmiljøer, som Mohammadi hurtigt blev en del af.

Sammen har de i dag to børn, tvillingerne Ali og Kiana på 16 år, som Mohammadi ikke har været i samme rum som de sidste otte år. Taghi Rahmani har selv siddet fængslet 14 år i Iran, men bor nu i Frankrig med børnene. De fire familiemedlemmer har ikke levet sammen alle fire, siden teenagerne var tumlinge, fordi én af forældrene hele tiden har siddet i fængsel.

Alligevel kæmper Narges Mohammadi ufortrødent videre med de muligheder, hun har bag tremmerne. Hun har blandt andet udgivet rapporter om den udbredte, systematiske brug af seksuel vold mod kvindelige fanger i Irans fængsler.

“Hver dag sidder jeg ved vinduet og stirrer ud på det grønne og drømmer om et frit Iran,” fortæller Mohammadi i New York Times-interviewet fra april. “Hver gang de straffer mig, hver gang de tager noget fra mig, kæmper jeg endnu mere beslutsomt for at opnå demokrati og frihed og intet mindre.”