“Efter mere end 70 år er spørgsmålet om palæstinensernes flygtningestatus følsomt. Vi skal finde en løsning på problemet. Og det er ikke en løsning at beslutte, at nu findes problemet ikke længere, bare fordi det har været der så længe,” siger Phillipe Lazzarini, generalkommissær for UNRWA.
Organisationen blev oprettet i 1949 for at hjælpe de omkring 750.000 palæstinensere, der flygtede fra krigen, som fulgte Israels oprettelse i 1948. UNRWA skal hjælpe de palæstinensere, som boede i Palæstina i perioden fra 1. juni 1946 til 15. maj 1948, og deres efterkommere. Så det har organisationen gjort år efter år, mens flygtningegruppen er vokset til nu op imod 5,8 millioner mennesker, hvoraf kun få var i live, dengang flugten begyndte.
Særligt i Israel og USA, men også i mange andre lande i verden bliver der sat spørgsmålstegn ved, om man stadig kan betegne hovedparten af de palæstinensiske flygtninge som flygtninge.
“Deres situation er i fare for at falde helt under den politiske radar, men det vil give bagslag før eller siden. De vil også gerne være borgere, de vil som alle andre også gerne høre til i et land,” siger Phillipe Lazzarini til Globalnyt.
Ifølge ham kan det palæstinensiske flygtningespørgsmål kun løses gennem en fair og langtidsholdbar løsning. Det kan i hans øjne kun være den tostatsløsning, som det internationale samfund for længst har forpligtet sig til.
Jammerlige forhold
“I dag er der blandt de palæstinensiske flygtninge en følelse af håbløshed. Der er en følelse af at være blevet svigtet af det internationale samfund, og det, tror jeg, er farligt. Kombinationen af håbløshed og svigt i en så uforudsigelig og sprængfarlig region er bestemt ikke fremmende for stabilitet. Vi bliver nødt til at genskabe håbet for de palæstinensiske flygtninge,” siger han.
Phillipe Lazzarini overtog ledelsen i UNRWA i marts, da den tidligere generalkommissær måtte gå af efter alvorlige anklager om nepotisme og dårlig ledelse.
Læs også: ‘UNRWA river tæppet væk under sig selv’
Nu er der ryddet op. Alle kritikere har frigivet de bidrag, de har holdt tilbage. Ifølge den nye chef er tavlen visket ren.
Men selv om Lazzarini er garvet efter årtier i Røde Kors og FN og med erfaringer fra mange af verdens brændpunkter, udtrykker han alligevel en vis forbavselse over, hvor dårlige forhold mange af de palæstinensiske flygtninge lever under.
“Livet i Gaza er et deprimerende liv. Folk kæmper for at få enderne til at mødes, de har meget lidt at se frem til og er næsten totalt afhængige af hjælp udefra. UNRWA er holdt op med at skelne mellem de forskellige definitioner af fattigdom. Alle er meget fattige, og alle har brug for hjælp, bortset fra dem, der er på lønningslisten hos enten de Palæstinensiske myndigheder eller UNRWA. Det er de to absolut vigtigste arbejdsgivere i Gaza. Arbejdsløsheden er skyhøj, og det samme er afhængigheden af international hjælp,” siger han.
Det er skidt i Gaza, men det er lige så slemt i Libanon og Syrien, som Phillipe Lazzarini for nyligt har besøgt.
“Jeg er lige vendt tilbage fra Libanon og fra Syrien, og det er ufatteligt, så dårligt de palæstinensiske flygtninge har det. De kæmper for at skaffe familien et enkelt måltid om dagen. Det siger noget om både den økonomiske situation og det politiske klima i regionen.”
Problemet er, at de fleste palæstinensiske flygtninge befinder sig i områder med store spændinger, sociale, økonomiske og politiske kriser og i lande med stigende arbejdsløshed. Det er de i forvejen mest sårbare, der især er udsatte i sådanne situationer – heriblandt dem de palæstinensiske flygtninge.
Læg dertil Covid-19, som har størst konsekvens for de svageste. Under pandemien er de palæstinensiske flygtninge blevet markant fattigere, og folk forventer, at UNRWA hjælper. Det er det, organisationen er til for. Men donorerne er også presset af coronakrisen. UNRWA kan ikke skrue op for hjælpen, og det øger ifølge Lazzarini fortvivlelsen og håbløsheden.
Kassen er tom
I 2018 stoppede Trump-administrationen finansieringen af UNRWA. USA var den største donor med 360 millioner dollars om året – en tredjedel af det totale bidrag. I løbet af få dage måtte UNRWA gentænke alle programmer i regionen og prøve at få resten af det internationale samfund til at dække ind.
Det gjorde de også – i 2018. Bidragene skrumpede noget i 2019, og i år er de faldet igen. Det er en af grundene til, at Phillipe Lazzarini er på charmeoffensiv hos de europæiske lande. Han vil gerne have flere til at gøre som Danmark: Dels sætte bidraget op og dels forpligte sig for flere år, så UNRWAs økonomi bliver mere forudsigelig.
“Vi har kroniske økonomiske problemer. Der er ingen sammenhæng mellem vores opgaver og vores økonomi. Vi skal sørge for uddannelse, sundhed og socialt sikkerhedsnet for 5,8 millioner palæstinensiske flygtninge i regionen. Vi har effektiviseret, det vil sige skåret ned. Det er begyndt at kunne mærkes på kvaliteten af vores arbejde. I dag har vi omkring 50 elever i hver klasse, og det betyder selvfølgelig noget for undervisningen,” lyder det.
De seneste fem år har UNRWA ikke kunnet investere i noget, hverken i bygningers vedligeholdelse eller i teknologisk udstyr.
“Men værre endnu: Vi har et konstant likviditetsproblem, der er ingen penge i kassen. Vi ved aldrig, om vi kan betale vores ansatte. Vi er en organisation med næsten 30.000 ansatte – lærere, sygeplejersker, læger og mange andre, og de er næsten alle palæstinensiske flygtninge. To uger før de skal have løn, aner vi ikke, om pengene er der. I dag ved jeg ikke, hvad der sker i slutningen af måneden. Sådan er hver måned. Det er ikke holdbart,” siger han.
Derfor foreslår UNRWA-chefen, at donorerne sammen med organisationen finder en ny model for, hvordan den skal fungere. Hvad den skal lave, hvordan den skal gøre det, hvordan strategien for de kommende år ser ud. Når donorerne har bestemt det, så må de sørge for, at pengene er der.
“Jeg har også besluttet – for du hører hele tiden UNRWA råbe op om krise – at det vil jeg ikke gøre i fremtiden. Det foruroliger alle. Flygtningene, de ansatte, værtslandene. Det er heller ikke den bedste måde at få donorlande i tale på. De siger snarere, UNRWA er altid i krise, det er vel ikke værre nu, end det var sidste gang. Vi behøver ikke at give mere. Det, vi skal promovere, er værdien af vores arbejde og beskyttelsen af de palæstinensiske flygtninge,” lyder det fra Phillipe Lazzarini, der netop, som interviewet slutter, får at vide, at hans fly ud af Danmark er aflyst.
