I september hvert år rykker Hansa fra sin landsby til saltmarsken i den indiske delstat Gujarat. Her arbejder hun sammen med sin mand og fem børn i 8-9 måneder med at udvinde salt.
De arbejder under konstant sol i et landskab, der er fladt, hvidt og uvirkeligt, som var det en fremmed planet.
Det er et møjsommeligt og monotont arbejde. Først graver man store bassiner ud, hvor vandet pumpes ind fra denne sære blanding af marskland og ørken.
Man ”høster” saltet med brede rive-lignende redskaber, og derefter bæres det med håndkraft og i kurve ind til bredden, hvor det tørres, sælges videre til mellemmænd og til sidst ud på det indiske marked.
Området, hvor Hansa arbejder, leverer næsten halvdelen af Indiens salt.
”Vi begynder ved solopgang og arbejder indtil ved 14-tiden. Så kan vi ikke mere, for solen er ubarmhjertig. Vand er en mangelvare her. Regeringens tankvogne kommer meget uregelmæssigt, og flaskevand er for dyrt. Nogle gange kollapser vi af hedeslag og udmattelse,” fortæller Hansa.
Deres eneste ly for sol og natten er et vakkelvornt bambusskur behængt med tynde stykker stof. På den måde lever familien i saltsæsonen uden for regntiderne.
Ingen skolegang, kun hårdt arbejde
Arbejdet med at udvinde salt er blevet givet til Hansa fra hun var en lille pige – overleveret fra generation til generation. Det betyder også, at hun aldrig har gået i skole og er analfabet.
Det er også en tradition, som lever videre i familien. Hendes fem børn er op til 15 år, og de går heller ikke i skole.
”Skole? Ser I nogen bygninger her? Det her er et øde sted. Der er kun os – familierne, som producerer salt – som er her 8 måneder om året. Mine børn går ikke i skole. De arbejder,” siger Hansa.
Udbyttet af salt svinger meget – fra 300 til 600 tons på en sæson. Hansa regner med, at dette års høst bliver på cirka 400 tons. Desværre har familien allerede investeret mange penge, fx i benzin til vandpumper.
Når alt bliver gjort op, regner Hansa med at tjene godt 500 kroner om måneden på deres hårde arbejde.
Kamp mod mellemmænd
Som mange andre, der arbejder på lignende vilkår rundt om i udviklingslandene, er Hansa afhængig af mellemmænd, som låner penge ud til investeringer, men derefter aftager saltet til lave priser. Det kan især lade sig gøre, fordi saltarbejderne forhandler individuelt med mellemhandlerne, som de også låner penge af.
Derfor har Hansa og andre saltarbejdere nu lært at stå sammen. De er i kontakt med hinanden via mobiltelefoner og kan derfor fortælle hinanden om mellemhandlernes forhandlingsudspil.
Det er organisationen SEWA, som er i gang med at samle saltarbejderne på denne måde.
SEWA har også nogle steder sat solceller op, som sparer udgifter til brændsel, og saltarbejderne er blevet trænet i at producere industri-salt, som går for tre gange så høj en pris som spisesalt.
Desuden har saltarbejderne fået gang i en slags kreditforening, så de kan låne penge af hinanden i stedet for at være afhængige af mellemhandlerne.
”Vi er nu blevet en slags familie,” fortæller Hansa, som tror, at hendes børn vil overtage familietraditionen:
”Jeg tænker, at mine børn også vil producere salt – men jeg håber, at de kan komme til at lære ny teknologi inden for saltproduktion, så de kan tjene mere end vores fædre og bedstefædre.
Cirka 30.000 familier producerer salt. Heraf er 19.000 familier organiseret af SEWA (Self Employed Women’s Association). SEWA er støttet af Ulandssekretariatet og har udført analyser af saltarbejdet. Det har bl.a. resulteret i kreditforeningen.
1-13. juni holder ILO’s (FN’s arbejdsorganisation) sin årlige konference i Geneve. Der er udsigt til, at arbejdsgivere, fagbevægelse og regeringer vedtager en anbefaling, som sigter på at formalisere arbejde i den uformelle økonomi. Dermed vil regeringer have et redskab til at lave handlingsplaner – og i sidste ende forbedre vilkårene for de næsten to milliarder mennesker, som arbejder i den uformelle økonomi verden over.
Artiklen er oprindeligt bragt på Ulandssekretariatets hjemmeside. Ulandssekretariatet er fagbevægelsens udviklingsorganisation.
