”Jeg har stadig smerter i min venstre arm, og jeg kan ikke lave hårdt arbejde. Jeg kan kun bruge min venstre hånd lidt tid af gangen.”
Ayesa Bejum var 17 år, da fabrikskomplekset Rana Plaza styrtede sammen og begravede hundreder af arbejdere. Hun arbejdede på New Web Style, som var en af de mange tekstilfabrikker i bygningen, der blandt andet syede for store, internationale mærker.
Klokken var tre minutter i 9 om morgenen den 24. april 2013, da Rana Plaza kollapsede. Ayesa arbejdede på 7. etage i den otte etager høje bygning. Ayesa var indespærret i 11 timer i murbrokkerne sammen med ligene af hendes kolleger, førend hun blev reddet. Hun lå på hospitalet i 10 dage og fik fysioterapi et helt år efter.
Hjælp og gode råd
Ayesa er en af de arbejdere, som har fået erstatning og samtidig blevet støttet af BILS (Bangladesh Institute of Labour studies). Det betyder, at hun er kommet på fode igen.
”Jeg har været i stand til at åbne en lille købmandsforretning. Jeg har fået 25.000 kroner i erstatning fra Rana Plaza Donors Trust Fund og 1.700 kroner fra BILS. Jeg har også fået 300 kroner om måneden fra BILS i det år, jeg gik i fysioterapi,” fortæller Ayesa.
Men det handler ikke kun om penge. BILS har især hjulpet Ayesa med at udfylde papirerne til at søge erstatning – og samtidig har Ayesa fået råd og vejledning.
”Da det gik op for mig, at min arm og hånd ikke kunne bruges, diskuterede jeg mulighederne med BILS, og de hjalp mig med at starte min forretning.”
Direkte støtte og omskoling er nødvendig for de ramte arbejdere fra Rana Plaza. Der arbejdede formentlig mere end 3.000 mennesker i bygningen, og selvom Rana Plaza Donors Trust Fund blev stiftet som en særlig fond, der skulle samle penge ind til ofrene, har mange ventet meget længe på deres erstatning. Blandt andet fordi nogle af tøjfirmaerne ikke ville indbetale til fonden – på trods af deres medansvar for katastrofen.
Fysiske og psykiske mén
Mange af arbejderne har siden haft både fysiske og psykiske skader – lige som Ayesa, der forståeligt nok ikke har lyst til at arbejde i tekstilindustrien igen:
”Jeg skal aldrig sætte mine ben i en tekstilfabrik igen. Det tør jeg simpelthen ikke. Jeg tænker stadig på, hvordan jeg var indespærret med mine døde kolleger. Hver gang jeg går forbi en fabrik, bliver jeg bange,” og fortsætter:
”Det gode er, at BILS ikke kun har støttet mig finansielt. Ved at tale med dem om min forretning, føler jeg også, at jeg er blevet mere moden i mine beslutninger.”
BILS er Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Bangladesh og ud over at yde direkte støtte til ofrene, sidder BILS med i Rana Plaza-koordineringskomiteen blandt repræsentanter for arbejdsgivere, ILO og Bangladesh’ regering.
