Film der udfordrede censuren i Burma

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Efter 50 år med militærdiktaturets omfattende censur, fængslinger og forfølgelse i Burma, gæster en række af landets filmfolk og aktivister Danmark, viser deres ucensurerede film og fortæller om, hvordan de har udfordret landets før så strenge censur.

Det skriver Dansk PEN i en pressemeddelelse onsdag.

Filmene vises den 27.–28. oktober i Cinemateket i København og debatteres under overskriften ”Frihedsfilm fra Myanmar”. Det er sjove, tragiske og gribende historier fra det virkelige liv i Burma, lavet af filmmagere, der har udfordret censuren under landets militærstyre, har siddet fængslet eller på anden vis har betalt en høj pris for at ytre sig.

Cinemateket spørger: Er drømmen om et frit Burma et fatamorgana, en kliché – eller virkelighed?

Mød kunstnerne bag

”Frihedsfilm fra Myanmar” byder på muligheden for at møde filmmagerne og kunstnerne bag filmene.

Det gælder bl.a. landets ledende politiske komiker, den folkekære aktivist Zarganar, og journalisten Zaw Thet Htwe, der begge har tilbragt lange perioder i fængsel.

Senest efter at have organiseret nødhjælp og udtalt sig kritisk om militærstyrets indsats for at hjælpe befolkningen da en altødelæggende cyklon ramte landet i 2008. Som en del af de historiske omvæltninger i landet blev de begge løsladt for nylig sammen med hundredvis af andre politiske fanger.

Performance-kunstneren Htein Lin og musikeren Win Maw, hvis toner blev smuglet ud af fængslet og kendes fra den Oscar-nominerede dokumentar “Burma VJ”, gæster også København. Under militærstyret sad de begge fængslet, men leverer nu gennem deres kunstneriske udtryk et unikt indblik i landet og den virkelighed, som var kendt, men blev fortiet.

Filmprogrammet

De to dage byder blandt andet på den prisbelønnede kortfilm ”Ban that Scene” der skildrer mediernes, kunstens og filmenes kamp mod censuren, samt den bevægende dokumentarfilm ”Nargis – When Time Stopped Breathing”, der fortæller den gribende historie om dengang cyklonen Nargis ændrede og ødelagde alt på en nat.

Under overskriften “Stemmer fra Myanmar” vises syv kortfilm – en samling menneskelige historier, der har været gemt indtil for ganske nylig. Heriblandt ‘Fallow’ (Nanda Maw Lin, 12 min.), som er en smukt filmet odyssé gennem et døgn i Yangon, mens ’Freedom’ (Thar Kyaw, 8 min.) fortæller burmesernes historie elegant i spurve-perspektiv.

Det fulde program for ”Frihedsfilm fra Myanmar” kan ses på Cinematekets hjemmeside:
http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=7757

Mogens Lykketoft og Christian Friis Bach

Arrangementet åbnes lørdag den 27. oktober kl. 14 i Cinemateket med en debat mellem tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) og Burmas ledende politiske komiker, Zarganar.

Mogens Lykketoft, der kender Burma indgående og udkommer med en bog om landet (skrevet sammen med Mette Holm), trækker de store linjer, mens Zarganar fortæller om den på en gang lange og samtidig uhyre korte vej fra frygt til frihed – og til film.

Der holdes reception efter debatten i Cinematekets Asta Bar kl. 15.30-17.00.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) deltager søndag den 28. oktober kl. 19.00 i en afsluttende debat med de indbudte gæster om, hvad den nyvundne frihed i Burma kan bruges til.

Mere om Frihedsfilm fra Burma

Sted og tid: Cinemateket, Gothersgade 55, København K. 27.-28. oktober 2012.

Billetbestilling: Tlf. 33 74 34 12 eller http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=7757

”Frihedsfilm fra Myanmar” er arrangeret i et tæt samarbejde mellem antropolog og freelance journalist Susanne Kempel, International Media Support (IMS), Cinemateket, Freemuse, CPH:DOX og Dansk PEN med støtte fra Kunstrådets Pulje for Ytringsfrihed og Politiken-fonden.

Yderligere oplysninger hos:
Mille Rode, Dansk PEN ([email protected]) på +45 32 95 44 17 eller
Andreas Reventlow ([email protected]), International Media Support
(IMS) på +45 88 32 70 05.