Den fremtrædende iranske filminstruktør, Jafar Panahi, er idømt 6 års fængsel i sit hjemland for at have “tilskyndet til oprør” samt 20 års forbud mod at lave film, skriver Berlingske Tidende mandag.
Det har vakt internationale protester og nu markerer det københavnske Grand Teatret ved Rådhuspladsen i samarbejde med filmtidsskriftet Ekko protesten på dansk grund ved at vise 3 af Panahis seværdige film – der alle er forbudt i Iran.
* “Offside” om kvindelige iranske fodboldfans besværligheder vises lørdag den 29. januar.
* “Blodrødt guld” om et katastrofalt røveri hos en guldsmed kan ses søndag d. 30. januar.
* Den Guldløve-belønnede “Cirklen” om 3 kvindeskæbner i Teheran præsenteres mandag d. 31. januar.
Alle 3 film vises kl. 21.30 og overskuddet fra billetsalget tilfalder Jafar Panahis familie.