For omtrent 12 år siden strømmede millioner af syrere på gaden og protesterede mod præsident Bashar al-Assads brutale regime. Forandringens time var kommet, mente befolkningen. En revolution var begyndt.
Hvad der oprindeligt var fredelige, folkelige protester, udviklede sig siden fatalt.
Regimet slog hårdt ned på al opposition, og med indblandingen af en række nationale og internationale aktører udviklede Syrien sig i de efterfølgende år til en dødbringende og aldeles kompleks krigszone, hvor to ud af tre syrere siden revolutionens start har forladt hus og hjem.
Agob Yacoub, som er festivalkoordinator på Syrian Doc Days, husker tydeligt revolutionens spæde start. I 2011 stod han i Syriens gader og skreg efter forandring. Demonstrationerne varede oftest blot et par minutter, fortæller han, inden politiet dukkede op og begyndte at skyde, og folk løb i alle retninger.
”Jeg bearbejder alle de her følelser og ting, der er sket, når jeg byder folk velkommen til Syrian Doc Days. Bare ved at vise en film, eller ved at invitere folk på Facebook til et event, gør jeg opmærksom på, hvad der sker i Syrien,” siger han til Globalnyt.
Syrisk kultur på menuen
At Syrien – naturligvis – er meget andet end krig og konflikt, kommer hurtigt til udtryk ved Syrian Doc Days’ åbningsreception.
I ankomstsalen indleder sangerinden Dana Alshihaby med fløjlsbløde toner fra det libanesiske musikikon, Fairuz, der i årtier har samlet den arabiske verden i relaterbare sange om kærlighed, patriotisme og modstandskraft. Publikum stemmer i og griber Dana Alshihaby, når hun lejlighedsvis bryder ud i gråd. Hun har palæstinensiske rødder, fortæller hun, og situationen i Gaza er kun al for sammenlignelig med syrernes skæbne.
I baren fyldes tallerkenerne med falafler, hummus og daddelkager, som de fremmødte dog kun akkurat når at sætte tænderne i, før Agob Yacoub guider os i retning mod biografsalen og filmfestivalens første visning, dokumentarfilmen ’5 Seasons of Revolution’.
På det store lærred følger vi, hvordan Lina, en syrisk dokumentarisk, via aktivisme og undergrundsjournalistik dokumenterer Assad-regimets uhyrligheder i revolutionens første år. Vi kender måske nok til Aleppo og Homs, men i filmen præsenteres unikke optagelser fra de kollapsede byers indre, hvor Lina og hendes medaktivister kæmper for at finde mening i de maltrakterede murbrokkers forarmelse.
Efter filmen toner Lina frem på skærmen via en Zoom-forbindelse fra bopælen i Madrid, hvor hun i dag bor. En Q-and-A-session er undervejs, og Lina svarer godt for sig. En dansk mand rejser sig og spørger Lina, hvordan han som udenforstående og ikke-kyndig Syrien-kender kan hjælpe landet?
”Jeg tror, at du er i en bedre position end så mange andre, når det kommer til at influere de globale magtstrukturer, der påvirker Syriens skæbne,” siger Lina og tilføjer, at det selvfølgelig er svært at påvirke strukturerne i FNs Sikkerhedsråd, hvor Rusland og Kina i flere omgange har brugt deres vetoret til at holde hånden over Assad-regimet i Syrien.
Publikum er spørgelystne, og særligt emotionelt bliver det, da en herboende syrisk flygtning med en klump i halsen deler sin historie med Lina og den fyldte biografsal. Den spørgende flygtning føler sig afkoblet fra sine familiemedlemmers virkelighed i Syrien. Så hvad gør man, når man i diasporaen ikke længere kan indgyde håb i familien hjemme i Syrien, bliver Lina spurgt?
”Jeg ved med sikkerhed, at vi aldrig vil have håb, hvis vi ikke opsøger det. At forvente, at håbet bare kommer til os, er for meget af en ønsketænkning, synes jeg. Det er bare ikke sådan, at verden fungerer,” lyder svaret.
Filmgenrens potentiale
Med blot fem filmvisninger på fem dage har Syrian Doc Days været nødsaget til at afvise mange dygtige filmskabere fra Syrien.
Trods de strenge krav er filminstruktøren Eyas Almokdad med filmen ’The Final Scene’ sluppet igennem nåleøjet og har fundet vej til et sofahjørne i Cinemateket, alt imens publikum forlader biografsalen og begiver sig ud i efterårsmørket.
”Jeg har altid troet på, at cinematografien er som en kraft, der kan ændre mennesker og forstærke deres ord, ikke bare i Syrien, men i hele verden.”
Eyas Almokdad begyndte at filme sin dokumentarfilm ’The Final Scene’ i 2012, da revolutionen stadig var i sin indledende fase, men filmen udkom først i 2021. Syriens uafbrudte kriser har udfordret filmskaberen. For skal man stoppe med at filme, når befolkningens trængsler fortsætter?
”Jeg har at gøre med en situation, der aldrig ender. De mennesker, der kæmper i min film, kæmper jo stadig.”
Da Eyas Almokdad i 2021 publicerede sin film og endelig stoppede med at filme, var det samtidig en måde at acceptere Syriens skæbne på, fortæller han:
”At stoppe med at filme var en måde at acceptere nederlaget på. Vi har tabt. Syrien har tabt, og nu må vi sige, at vi er ved at være trætte. Vi har kæmpet i så mange år.”
Syrian Doc Days løber af stablen fra d. 22. november og slutter søndag d. 26. november. Du kan se programmet her.
