Afghanistan, Syrien og Yemen er blandt de lande, hvor hundredvis af mennesker årligt dør eller bliver såret på grund af landminer.
Alene i Afghanistan blev 1.310 mennesker dræbt eller lemlæstet sidste år på grund af miner, der ligger gemt under jordskorpen.
Men kun tre lande i verden har regeringsstyrker, der inden for det seneste år har lagt nye landminer ud: Syrien, Nordkorea og Burma.
Selv om de fleste lande har underskrevet en international traktat mod landminer og det kun er de tre nævnte lande, der i perioden fra oktober 2015 til oktober 2016 har brugt dette våben, er antallet af ofre for landminer stigende og er nu på det højeste niveau siden 2006.
Det skyldes især krige og konflikter i Syrien, Libyen, Yemen og Ukraine, viser optællinger, som organisationen Landmine Monitor har foretaget.
I 2015 registrerede organisationen 6.461 dræbte og sårede som følge af landminer. Det er en stigning på 75 procent i forhold til året inden.
Samtidig er det det højeste antal, der er registreret siden 2006, hvor antallet var 6.573.
Mangler penge til rydning
Langt de fleste ofre (78%) for landminer er civile, og mere end en tredjedel af dem, der bliver dræbt eller kommer til skade på grund af landminer, er børn.
Der er mangel på penge til det langsommelige arbejde med at rydde op efter tidligere tiders krige og konflikter og få fjernet de dødelige våben.
Læs mere og find Landmine Monitors årsrapport her