FN-forbundet: Kontrol og overvågning er gået alt for vidt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

FN-forbundet finder, at terrorfrygten bliver misbrugt og opfordrer til en politisk erkendelse af, at begrænsningen af frihedsrettighederne er gået for vidt, og til, at der tages initiativ til at komme tilbage på det menneskeretlige værdigrundlag.

Sådan hedder det i en udtalelse fra forbundets bestyrelse tirsdag.

FN-forbundet opfordrer også til, at problemet rejses internationalt, helt konkret i den tale, som Danmark skal holde på den snarlige generalforsamling i FN.

FN’s 193 medlemslande har alle skrevet under på, at de vil fremme fundamentale frihedsrettigheder (FN-pagtens artikel 1) og i Verdenserklæringen om menneskerettigheder er disse konkretiseret til bl.a. at omfatte

* menings-, ytrings- og mediefrihed (jævnfør artikel 19)
* frihed for vilkårlig indblanding i korrespondance (jf. artikel 12)
* ret til ikke at blive vilkårlig anholdt eller tilbageholdt (jf. artikel 9)

FN-forbundet har på det seneste noteret sig en række eksempler, hvor disse rettigheder synes krænket, herunder

* i USA, hvor National Security Agency systematisk overvåger al verdens trafik på de mest udbredte mail-servere samt lukkede møder i FN, EU m.fl.
* i Storbritannien, hvor myndigheder har anholdt journalisters bekendte samt gennemtvunget destruktion af et nyhedsmedies dokumentation i en konkret sag.
* i Danmark, hvor (den kurdiske TV-station) ROJ-TV er blevet lukket på et retsgrundlag, som har karakter af særlovgivning.

Også skred herhjemme

I Danmark ses også andre eksempler, der tyder på et skred i respekten for frihedsrettighederne, hedder det.

Der kan nævnes:

* Den nye lov om efterretningstjenester,
* administrativt afgjorte udvisninger af udlændinge,
* afslag på statsborgerskab uden begrundelse og
* senest loven, som begrænser indsigt i myndighedernes arbejde (offentlighedsloven).

Og også i EU-regi træffes der indgribende beslutninger, eksempelvis at medlemslandene er pålagt at logge telefonsamtaler, mail og sms’er i et år.

Frihedsrettigheder tilsidesat i “sjældent set omfang”

FN-forbundet er helt opmærksom på behovet for at beskytte vores samfund mod terrorisme, nationalt som internationalt, men finder, at der er taget skridt, som er helt ude af proportion med de trusler, der synes at være.

Regeringer verden over, herunder i Danmark, synes at have misbrugt frygten for terror til at tildele sikkerhedstjenester og -foranstaltninger en betydning, som strider mod principperne for åbne og demokratiske samfund.

Og som har ført til tilsidesættelser af frihedsrettigheder i sjældent set omfang.

FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan, udtalte så tidligt som i 2003 sin frygt for at ’krigen imod terror’ ville føre til indskrænkninger i friheden, som terrorisme i sig selv ikke kunne føre til.

Hans bekymringer har desværre vist sig fuldt berettigede, slutter udtalelsen.

Uddybende oplysninger hos:
Ole Olsen, formand for FN-forbundets
menneskeretsudvalg, tlf. 30 59 26 88 og e-mail:
[email protected]
og Jørgen Estrup, formand for FN-forbundet
Tlf: 30 70 33 25, E-mail: [email protected]