Fodboldstjerne taget med falsk pas

gettyimages-1020902786
Før Neymar havde Brasilien Ronaldinho. Nu er den tidligere stjerne netop blevet taget med falsk pas i Paraguay.
Foto: Ian MacNicol/Getty Images.
Forfatter billede

5. marts 2020

Den brasilianske fodboldstjernen Ronaldinho kunne nærmest gå på vandet i nullerne.

Iklædt den berømte Blau/Grana-trøje med F.C. Barcelonas logo var det ham, der svang taktstokken, mens hans legesyge charmesmil og rastahår komplementeredes af alskens finter og finurligheder. I de år vandt han flere gange priser som klodens bedste, og han var en udsøgt og positiv fornøjelse at følge som spiller.

Senere på året er det planen, at klubben i Barcelona skal hylde det brasilianske fænomen ved en særlig showkamp, hvor gamle stjerner spiller, og overskuddet går til godgørende formål. Men meget tyder på, at de kommer til at afholde uden deres gamle stjerne, der efterhånden er fyldt 39 år.

Det ledende internationale nyhedssite inden for fodbold, Goal.com, kan berette, at Ronaldinho er blevet pågrebet i Brasiliens naboland Paraguay med et falsk pas.

Og det må man altså ikke.

Heller ikke selv om man er mangemillionær, fodboldikon, har været UNICEF-ambasadør i 16 år og har over 50 millioner følgere på Instagram.

Ulovligt fiskeri
Ronaldinho mistede sit pas i november 2018, efter han i 2015 havde forsøgt at bygge en ulovlig fiskefælde i et fredet område ved Brasiliens største sø, Guaiba-søen, som ligger nær hans hjemby Porto Alegre.

Sammen med sin bror modtog han en bøde på 8,5 millioner dollars, hvilket er cirka 58 millioner kroner. Da Ronaldinho nægtede at betale, tog Brasiliens højesteret hans pas fra ham og stoppede dermed fodboldstjernens mulighed for at rejse ud af landet.

Goal.com skriver endvidere, at Ronaldinho, samtidig med at han fik dommen, blev hyret til at være en af landets officielle ambassadører for turisme.

Vel at mærke en ambassadør uden udrejsemuligheder.