Fortalt til Morten Scriver Andersen
Mandag
Formålet med turen er at bekræfte vores partnerskab med Syrisk Røde Halvmåne, som i forlængelse af regimeskiftet i Syrien også har skiftet ledelse.
Jeg har været i Syrien 10 gange under konflikten de sidste 13 år. Så jeg er rent personligt spændt på at opleve et land, jeg kender ret godt, fra en ny vinkel. Hvordan er det nye Syrien mon anderledes end det under Assad? Hvordan vil man kunne mærke, at det er et nyt styre?
Udover den røde uniform har jeg pakket lidt tyrkisk peber og andre gode sager til vores medarbejdere i Libanon.
Jeg tager afsted fra Kastrup Lufthavn 10.45 på et direkte fly til Beirut, hvor jeg har en enkelt overnatning på et hotel, inden turen i morgen går via bil over den syriske grænse.
Tirsdag
Jeg står tidligt op og kører med min libanesiske kollega fra Libanesisk Røde Kors op til grænsen til Syrien og bliver så samlet op af mine kollegaer fra Syrisk Røde Halvmåne på den anden side af grænsen.
Normalt tager det 4-5 timer, fordi man skal have tjekket sit visum og alle mulige andre papirer, som skal godkendes af et meget sparsomt personale. Denne gang tager det bare 2,5 time. Ind og aflevere passet på den libanesiske side, stempel. Videre til den syriske side, stempel. Og så videre igen. Ingen betaling. Normalt koster det 80 dollar at få lov til at komme ind i Syrien.
Jeg er lidt overrasket over, hvor få mennesker jeg møder, som er på vej hjem til Syrien efter at være flygtet. Men i modsætning til tidligere, er der rigtig mange internationale ngo’er. Jeg lægger særligt mærke, at der pludselig er Læger Uden Grænser på vej til Damaskus. De har jo i den grad været forbudt af Assad, fordi de har arbejdet på oprørernes side. Det et tegn på det opbrud, vi ser nu. 600 internationale ngo’er har meldt deres ankomst i Syrien den sidste måned.
Det udvikler sig hurtigt til at være en nærmest en psykosocial tur
Det udvikler sig hurtigt til at være en nærmest en psykosocial tur, fordi af de medarbejdere, vi møder i Syrien, har behov for at lette deres hjerter. Mennesker jeg har mødt mange gange, fortæller pludselig fuldstændig åbent om den undertrykkelse og kontrol, de har oplevet. Om et pres, de har været udsat for, når de skulle fordele nødhjælp. Det har de aldrig rigtig snakket om før af angst for, hvad det kunne have af konsekvenser.
I Damaskus mødes vi med den nye ledelse. Både den nye præsident og generalsekretær for Syrisk Røde Halvmåne har jeg kendt i 15 år, så det var fantastisk at få bekræftet, at den tillid, der har været mellem os, stadig består.
Det er sådan, at Røde Kors’ ledelse i et land som Syrien bliver udpeget af den siddende regering. Så noget af det første, det nye styre gjorde, var at afsætte den gamle præsident for Syrisk Røde Halvmåne og indsætte en ny.
Den nye ledelse fortæller også om, hvordan de lige så stille er i gang med at skifte nogle af de personer ud i organisationen, som ikke har været til at stole på, eller som har været for tæt på regimet. At de er i gang med at undersøge nogle af de påstande, der har været om misbrug af penge, og at de er ved at sætte systemer op, som kan håndtere klager og skabe mere transparens.
Onsdag
I dag har jeg et pakket program. Jeg skal mødes med alle mine peers, altså de andre internationale organisationer, der er til stede. Det er tysk og norsk Røde Kors,Den internationale Røde Kors-komite. Vores nødhjælpsafdeling, sundhedsafdeling og økonomiafdelingen. Alle vores operationelle kollegaer, som giver deres vurdering af situationen, og vi diskuterer, hvordan vi i fremtiden skal samarbejde.
Damaskus er også helt forandret, som jeg kører rundt. Alle de checkpoints, jeg normalt har skulle igennem, er væk. De veje, der tidligere har været lukket omkring regeringsbygningerne, og som jeg aldrig har kørt på før, er åbne. Så vi kan faktisk køre i byen, som vi har lyst.
Man skal også lige vende sig til de nye sikkerhedsfolk, der går rundt. Det er langskæggede mænd med kalashnikovs, som både er på hotellet og alle mulige steder i byen. Væk er også politiet, som plejer at dirigere trafikken. Det udnytter folk til at se stort på fartbegrænsningerne, haha. Det er fuldstændig kaotisk.
Man mærker virkelig en tyrkisk invasion af landet på den måde, at de er nu den dominerende faktor i Syrien
Selv på hotellet om aftenen sidder der en mand med en kalashnikov i baren. Jeg bor på et statsligt hotel. Der plejer at være meget få mennesker og meget formel stemning. Men i de her dage er det fuldstændig proppet. Vi kunne dårligt få et værelse for alle mediefolkene og særligt de mange tyrkiske organisationer. Man mærker virkelig en tyrkisk invasion af landet på den måde, at de er nu den dominerende faktor i Syrien. Og det mærker man også på hotellet. At de har fået indflydelse.
Vi kan ikke få en øl om aftenen, fordi det er slut med det på de statslige hoteller. Der var kun myntete at hente. Men så nøjes vi med det.
Torsdag
Torsdag får vi lejlighed til at lave et kort feltbesøg. Jeg skal lave lidt optagelser til Danmarks Indsamling, som jo i næste uge har fokus på børn. Så vi kører ud i en lille forstad, Darayya, som jeg aldrig har været i før. Den har været under belejring i mange år og er fuldstændig smadret.
Læs også: Efter Assads fald frygter kurderne i Syrien at blive svigtet af verden igen
Vi møder nogle af dem, som er vendt tilbage. Blandt andet en kvinde med tre børn, som er vendt tilbage fra det nordlige Syrien og har sat nogle presenninger op i et ødelagt hus.
De har adgang til vand to gange om ugen og elektricitet en time om dagen. Hendes dreng på 12 år har de organiseret noget privat skoleundervisning for, men han kan hverken læse eller skrive, selvom han formelt set går i femte klasse.
De er optimistiske. Hvis vi bare kan skaffe dem nogle solpaneler og noget strøm, så skal de nok klare sig, mener de. De har jo nu mulighed for at bevæge sig rundt i deres hjemstavn, som de ikke har kunnet i de 12-13 år, konflikten har stået på.
Om aftenen tager vi tilbage til Beirut. Det tager 2,5 time igen. Alt går glat.
Fredag
Israelerne holder meget tæt øje med, hvad der sker i Libanon. Det er tydeligt at mærke. Der er sådan en summen af droner over landet hele tiden. Det er også svært at finde vej i byen, fordi israelerne har jammet GPS-systemet. Hvis man kigger på en GPS i Beirut, ser det ud som om, at man befinder sig i Amman. Så vi er afhængige af lokale chauffører.
Jeg mødes med min kollega fra Libanesisk Røde Kors. Vi har sammen med den danske ambassade et meget omfattende program, hvor vi støtter deres ambulancer og deres redningsfolk. Og de har jo været i fuld vigør under konflikten.
Vi besøger også nogle af de Hizbollah-kontrollerede områder i Beirut og ser nogle af de bombardementer, som israelerne har foretaget i Beirut.
Efterfølgende spiser jeg middag med den danske ambassadør. Han havde også lige været i Syrien, så vi kan compare notes. En del af vores programmer i Libanon er finansieret af Danmark og den danske ambassade, så de skulle have en status på det.
Sideløbende med det her har vi også en del interne møder over Teams og Zoom om situationen i Gaza, da det pludselig står klart, at en våbenhvile er lige om hjørnet.
Læs også: Fem ting du bør vide om dansk støtte til Syrien
Vi taler med vores medarbejdere på Vestbredden, som sidder i Ramallah. Og vi taler med vores kontor i København for at sikre, at vi har tilstrækkeligt mange forsyninger klar til at blive sendt afsted, og for at aftale, hvad vi i øvrigt skal kommunikere om situationen.
Vi har en briefing af Udenrigsministeriet, og i forbindelse med Danmarks plads i Sikkerhedsrådet også en briefing af vores diplomater i New York. Det handler om, hvordan vi ser situationen, og hvilke udfordringer vi ser i den våbenhvile, der er indgået på det humanitære plan. Altså, hvor vanskeligt det er at leve op til de humanitære forventninger, der ligger i forlængelse af våbenhvilen.
En ting er jo, at der må komme 600 biler ind i Gaza. Noget andet er, hvad vi får lov til at komme ind med og hvilke procedurer, vi skal igennem. Alle vores lagre og alt, hvad vi har opmagasineret i Gaza, er smadret. Så vi har ikke noget sted at opmagasinere den nødhjælp, der kommer ind.
Hvordan de lige pludselig skal kunne håndtere en kæmpe humanitær operation er næsten uoverskueligt
Desuden er der ingen sikkerhed i Gaza. Det betyder, at fordelingerne risikerer at blive plyndret eller fuldstændig kaotiske, fordi de bliver nødt til at blive losset direkte af lastbilerne.
Til sidst er vi meget bekymret over, at vi ikke kan bringe nyt personale ind. Vores frivillige kollegaer fra Palæstinensisk Røde Halvmåne er fuldstændig udmattede efter så mange måneders krig. Hvordan de lige pludselig skal kunne håndtere en kæmpe humanitær operation er næsten uoverskueligt.
Lørdag
Klokken tre om natten flyver jeg til Bruxelles, hvor min søn arbejder. En helt anden mission. Jeg skal besøge min ældste søn og se mit nye barnebarn for første gang. Hun er tre uger gammel, så min kone og min yngste søn er der også. Det blev ikke til meget andet end en enkelt lille gåtur rundt i byen. Ellers burede vi os inde i deres lejlighed afskærmet fra omverdenen.
Søndag
Jeg tager flyet hjem til København om eftermiddagen, og om aftenen venter der en ny opgave.
Det er jo det smukke ved Røde Kors. Jeg sidder med i en arbejdsmarkedskommission, som Kommunernes Landsforening har, og som skal færdiggøre en beretning her i dag. Det handler om, at vi skal finde nye måder at sikre, at der både er flere udsatte, som kommer ind på arbejdsmarkedet, og at vi imødekommer det enorme behov, der bliver for arbejdskraft i fremtiden.
Så der måtte jeg om aftenen sætte mig ned og læse de papirer, der er til mødet, og så sidder vi her de næste to dage og prøver at lave en betænkning om fremtidens arbejdsmarked.
