Følg dialogkonference i Alexandria live

Alexandria dialogmøde
Forfatter billede

Hvilken rolle spiller medierne i det arabiske forår – og i Danmark? En dansk-egyptisk dialogkonference i middelhavsbyen Alexandria prøver i disse dage at finde svarene. Konferencen er arrangeret af Danmission og kan følges live på nettet.

Danmissions dialogkonference i Alexandria får stor mediebevågenhed i Egypten. Foto: Danmission.

Dialogkonferencen er den femte af sin slags og bærer titlen ”Mediernes ændrede rolle for demokrati og samfund”. Sociale medier har eksempelvis spillet en afgørende rolle i de oprør, der i februar i år førte til Mubarak-regimets fald i Egypten.

Men også de etablerede internationale nyhedskanaler som Al Jazeera og Alhurra har været vigtige, når frihedsbudskabet skulle spredes rundt til de i alt 80 millioner egyptere. Den egyptiske revolution var et tydeligt eksempel på, hvilken central placering både etablerede og nye medier har i moderne samfund.

Gennem oplæg, debatter og workshops med religiøse ledere, forskere og mediefolk fra Danmark og Egypten skal konferencen undersøge forbindelserne mellem religion, samfund, politik og forandring med fokus på tværkulturel og tværreligiøs dialog.

Den dansk-egyptisk dialogkonference er arrangeret i et samarbejde mellem Danmission og deres egyptiske partner CEOSS, som er den evangelisk koptiske kirkes udviklingsorganisation.

Konferencen, som varer indtil fredag, kan følges live ved at klikke på dette link: http://www.livestream.com/ceoss.

Der vil løbende blive lagt interviews og andet materiale i forbindelse med konferencen på hjemmesiden.

FAKTA
De dansk-egyptiske dialogkonferencer er en den del af Danmissions dialogarbejde i Egypten. Dialogarbejdet er støttet af Danida og udføres i samarbejde med den egyptiske partner, som er den evangelisk koptiske kirkes udviklingsorganisation.

De tidligere dansk-egyptiske dialogkonferencer har haft følgende temaer:
2004: “Civil Society, Democracy and Modernization”, Denmark
2006: “Dialogue in the Egyptian-Danish Context”, Egypt
2008: “Youth in the Cross Cultural Understanding”, Denmark
2009: “Climate change: Egyptian-Danish approaches”, Egypt
2011: “The Medias Changing Role for Democracy and Society”