Zar Amir Ebrahimi har selv mærket det iranske samfunds afsmag over for kvinder. Det gjorde hun længe før den revolution, der lige nu udspiller sig i hele Iran, og som vi endnu ikke ved hvor ender.
Som 25-årig blev en sexvideo af hende lækket og florerede på det sorte marked i Iran. På det tidspunkt var hun en af de største iranske skuespillerinder, men måtte flygte til Paris af frygt for en fængselsdom.
Fængselsdommen er ikke blevet mindre sandsynlig. Tidligere i år vandt Zar Amir Ebrahimi prisen for bedste skuespiller på den prestigefyldte filmfestival i Cannes for hendes rolle i den danskproducerede Holy Spider. I Holy Spider spreder en religiøs seriemorder skræk og rædsel i den hellige by Mashhad ved at dræbe prostituerede i Allahs navn og fortælle pressen om det. Filmen blev tidligere på året udråbt til at være Danmarks Oscar-bud, og torsdag fik den premiere i de danske biografer til flotte anmeldelser.
På en måde kan Zar Amir Ebrahimi takke det iranske samfund for, at hun står her i dag. Men det har hverken været en let rejse eller et specielt rart sted at stå. For når hun lige nu rejser verden rundt for at promovere Holy Spider, er det svært for hende at tænke på film, når teenagere bliver skudt i gaderne for deres ønske om frihed.
En guddommelig mission
Globalnyt møder Zar Amir Ebrahimi i et aflukket rum for enden af en trappe i Grand Teatret i København, hvor to politibetjente bevogter opgangen. Til gengæld får hendes mørke let bølgede hår lov til at skinne i modsætningen til de iranske kvinder i hendes hjemland.
Siden den 22-årig iranske kvinde Mahsa Amini 16. september døde i moralpolitiets varetægt efter at være arresteret på grund af hendes måde at bære sin hijab på, har iranske kvinder med mændene i ryggen protesteret og brændt deres hijab af på gaderne. Protester der har kostet flere hundrede demonstranter livet.
“Det har været så svært for mig at tage til de her festivaler lige nu og fortsætte med at snakke om den her film, mens den brutale virkelighed udspiller sig i Iran. Men hvad kan jeg ellers gøre? Mennesker i Iran har brug for os lige nu til at være deres stemme, de har brug for alt det spotlys, de kan få,” siger hun.
Det er et ansvar hun føler tungt på sine skuldre. Ikke helt ulig sin rolle i Holy Spider. Her spiller hun den insisterende journalist Rahimi, der kommer til Mashhad fra Teheran for at kigge myndighederne efter i sømmene. Med hendes store alvorlige øjne ser hun et politi, der lader stå til, mens morderen uforstyrret fortsætter sine fanatiske handlinger og lægger ligene frem til frit skue det samme sted hver gang.
Filmen bygger på rigtige hændelser. Mellem 2000 og 2001 gik en mand på det, han selv beskrev som ”en guddommelig mission”. Han ville rense Mashhad for urenhed, og undervejs slog han seksten prostituerede kvinder ihjel. Pressen døbte ham edderkoppemorderen, fordi han pakkede ofrene ind og placerede dem i udkanten af byens gadespind.
Zar Amir Ebrahimi var dengang 15 år gammel. Hun husker tydeligt den frygt, der spredte sig særligt blandt de iranske kvinder, når endnu et mord blev afsløret i morgenavisen.
“Så da jeg hørte, at han (instruktør Ali Abassi, red.) ville lave den her film, tænkte jeg bare, at det er en af de historier, der har brug for at blive fortalt,” siger hun.
Smerten har gjort mig til en bedre skuespiller
I lang tid baksede Zar Amir Ebrahimi med at finde ind til den fiktive journalists motivation. Hvorfor ville hun risikere sit eget liv for at opklare en forbrydelse, der ikke umiddelbart havde noget med hende at gøre?
“Vi ledte efter hendes grunde i hendes barndom, hos hendes forældre. Det kunne måske være en form for hævn, eller også er hun feminist? Ingen af dem var gode årsager for os. Men da jeg begyndte at arbejde med hende, var det ligesom om, hun var i mig. Jeg har hendes årsager. Jeg har oplevet den misogyni, som morderen er udtryk for, siger hun og tilføjer:
“Jeg tror, at jo mere smerte, der er i mig, jo bedre en skuespiller bliver jeg.”
Det var ellers slet ikke meningen, at Zar Amir Ebrahimi skulle spille med. Hun var blevet tilknyttet Holy Spider allerede i 2018 som caster, men den kvindelige hovedrolle havde de svært ved at besætte. De fandt en ung kvinde, som var parat til at forlade landet for at spille Rahimi, men med få uger til optagelse fik hun kolde fødder. Så sad Zar Amir Ebrahimi der, grædende og uden nogen muligheder. Men imens hun øvede replikker med de andre skuespillere, fandt de ud af, at det var hende, der skulle spille Rahimi. Hun havde jo allerede taget konsekvensen i 2006, da hun forlod landet og bosatte sig i Paris.
“Ingen af os vidste, hvad konsekvenserne ville blive, men jeg tror, vi alle vidste, at der kan være nogle farer for nogle af os.”
Ved verdenspremieren i Cannes fordømte det iranske præstestyre filmen. Ellers har den ikke fyldt meget i medierne. Måske ændrer det sig, hvis Holy Spider kommer op på den helt store scene og bliver Oscar-nomineret.
Gør det for os alle sammen
På sin nuværende turne med Holy Spider er Zar Amir Ebrahimi ved at genopdage Rahimi set i lyset af, hvad der foregår i Iran.
“Jeg fik for et par dage siden en besked fra en ven, som fortalte mig, at han ville gå på gaderne. Jeg sagde til ham, ‘jeg kan ikke fortælle dig, at du ikke skal gøre det, men pas nu på dig selv’ Han svarede, ‘nej det kan du ikke, for jeg gør det for dig. Jeg vil have, at du er her. Men jeg gør det også for mig selv.’”
“Jeg tænkte bare wow, det, de gør nu, er ikke bare for dem selv. Det er for os alle sammen. Og jeg tror Rahimi gør det samme. Ligesom alle de piger, som kæmper for os alle på gaderne i Iran lige nu. Men det tænkte jeg ikke over, da vi lavede filmen.”
Det er anden gang, Zar Amir Ebrahimi oplever store protester i sit hjemland fra sit eksil i Europa. Første gang var i 2009 under den grønne revolution. Her prøvede en reformbevægelse at skabe forandringer inden for det politiske system. Men en sådan revolution er for Zar Amir Ebrahimi og mange af hendes landsmænd ikke længere en mulighed.
“Dengang mistede vi alle sammen tilliden selv til reformisterne,” siger hun og banker bestemt med sin pegefinger på det glasbord, der adskiller os.
Hun betegner sig selv som en radikal person. Også dengang. Men hun kunne aldrig finde på ikke at stemme. Hun klyngede sig til et håb, om at hvis hele samfundet besluttede sig for at gå reformvejen, så okay. Lad os give det et forsøg.
“Vi tænkte, at det her samfund har ikke brug for endnu en revolution,” siger hun med henvisning til den islamiske revolution i 1979.
“Vi har allerede tabt 30 år, og vi har brug for forandringer. Men det kunne de her reformister ikke give. Nu er vi klar til en revolution igen.”
Min bedsteforældre troede også hun ville vende hjem
Mellem interviews, filmvisninger og flyveture forsøger Zar Amir Ebrahimi som så mange andre at følge med i begivenhederne i sit hjemland gennem det snævre vindue, der bliver stadig mindre og mere sløret på grund af censur og præstestyrets begrænsning af internetadgangen.
“Ligesom dig prøver jeg bare at følge med. I bedste fald har jeg nogle venner, som kan fortælle mig, hvad der sker, men det kan de sjældent, fordi forbindelsen er så dårlig. Men jeg har en viden og en erfaring fra det samfund, og jeg føler virkelig forandringen. De dræber teenagere i gaden lige nu. Det gør mig så rasende.”
Den nye ungdomsgeneration af både iranske kvinder og mænd, der kræver deres ret, blander raseriet sig på daglig basis med håb for Zar Amir Ebrahimi.
“Jeg tror ikke, de har en frygt mere. Og det er godt. Min generation voksede op med frygt på grund af krig og revolution og alle de her mørke øjeblikke. Men den nye generation er ikke kun modig, de vil også have forandringer, og de er forbundet til hele verden gennem sociale medier. De vil have kontrol over deres krop, deres frihed og deres rettigheder,” siger hun.
“Før eller siden vil der ske forandringer.”
På spørgsmålet om Zar Amir-Ebrahimi selv tror hun vil være i stand til at vende hjem en dag blandes håbet med et karaktertræk hun har opdyrket gennem de mange år uden forandringer: Kynismen.
“Jeg har altid troet, at jeg vil komme tilbage til Iran en dag,” siger hun først alvorligt og tager sig selv i at grine af det.
“Men det tror jeg også, vores bedsteforældre troede.”
