Libanons politiske system
Der er 18 officielt anerkendte religiøse grupper (også kaldet sekter) i Libanon.
Der findes ingen opdaterede folketællinger, men det anslås, at de tre største sekter, sunni-muslimer, shia-muslimer og kristne maronitter udgør hver cirka 30% af befolkningen.
Libanons politiske system er baseret på en fordeling af magten mellem landets sekter.
Posten som præsident, premierminister og formand for parlamentet skal gå til henholdsvis en kristen, en sunni-muslim og en shia-muslim.
De 128 sæder i Libanons parlament er ligeledes reserveret til medlemmer af forskellige sekter, og de fleste politiske partier slår sig op på at repræsentere en bestemt sekt.
Sekteriske skel gennemsyrer også store dele af civilsamfundet og uddannelsesvæsenet.
For præcis tre år siden, den 17. oktober 2019, strømmede tusindvis af libanesere på gaden i protest mod landets regime. Hverdagen blev sat på pause. Trafikken blev blokeret af demonstranter. Skoler og banker lukkede. Omtrent en million mennesker deltog i protesterne, som varede flere måneder.
Den såkaldte oktoberopstand udtrykte ikke blot utilfredshed med den siddende elite. Den gjorde også op med den sekteriske splittelse, som eliten bidrog til at holde i live. ”Vi er den folkelige revolution, I er borgerkrigen,” råbte demonstranter på tværs af landet.
Billederne af de menneskefyldte gader i 2019 står i stærk kontrast til de billeder og nyheder, der er kommet ud fra Libanon de seneste tre år: En hovedstad ødelagt af en eksplosion, mørklagte gader som følge af strømmangel, alarmerende fattigdomsrater, en finansiel sektor i kollaps og en galoperende inflation.
For et par dage siden ramte inflationen sågar et hidtidigt højdepunkt. Prisen for en dollar krydsede 40.000 libanesiske pund. Før krisen var kursen fastlåst til 1500 pund per dollar.
Håbet, som gennemsyrede landet for tre år siden, er nu forvandlet til desperation, og oktoberopstanden bliver af mange fremstillet som en fiasko. Det er ikke svært at forstå, hvordan man kan nå frem til den konklusion.
For protesterne formåede ikke at vælte de siddende politikere af magten. Politikerne er tværtimod fortsat med at nyde godt af deres privilegier, mens deres interne stridigheder har gjort det umuligt at vedtage dybt nødvendige reformer. I øjeblikket er de i færd med at kaste landet ud i et dobbelt politisk vakuum. Der er stadig ikke blevet nedsat en regering siden valget i maj i år, og den 31. oktober udløber præsidenten, Michel Aouns term. Intet tyder på, at der bliver fundet en afløser før den dato.
Alligevel bør vi være varsomme med at konkludere noget endeligt om oktoberopstandens konsekvenser for libanesisk politik. Vil vi forstå, hvordan folkelige protester i lande som Libanon kan skabe politisk forandring og mindske splittelse og konflikt, må vi tage de mere langsigtede briller på.
Et mere langsigtet perspektiv på protester
Vurderer man betydningen af folkelige protester ud fra, hvorvidt demonstranterne på kort sigt får indfriet de krav, der fremsættes i gaden, misser man vigtige nuancer.
For det første er det ikke altid sikkert, at demonstranterne overhovedet forventer, at deres krav bliver indfriet som følge af en enkelt protest. I de slagord, der blev råbt i gaderne, krævede Libanons demonstranter en total omvæltning af det politiske system – fra de siddende politikere til de finansielle institutioner. Det var dog langt fra dem alle, der mente at så store forandringer var realistiske. For mange var målet med protesterne snarere at opbygge mest muligt modstand mod regimet.
For det andet har demonstranter ofte forskellige og endda modsatrettede krav. Dette var også tilfældet i Libanon, hvor der var stor uenighed om, hvilke politiske ændringer, der var behov for.
Dertil kommer, at de umiddelbare konsekvenser af protestbevægelser ikke nødvendigvis er de mest afgørende på sigt. Selvom protester kan presse statsledere til at gå af, hvilket i første omgang kan opfattes som en succes, skaber dette ofte kun en overfladisk forandring.
Det var oktoberopstanden i Libanon et godt eksempel på. Da den daværende premierminister Saad Hariri gik af i 2019 efter knap to ugers pres fra gaden, blev han blot erstattet af en ny kandidat af samme skuffe, og faktisk blev han nomineret som premierminister igen allerede omkring etårsdagen for protesterne.
Omvendt kan nogle af de vigtigste konsekvenser af protester ikke nødvendigvis spores, før der er gået flere år. En af de store styrker ved masseprotester er, at de giver liv og ressourcer til nye organisationer, som gradvist kan oversætte folkelig utilfredshed til politisk forandring. Disse organisationer kan tage form af både græsrodspartier, ngo´er og mere uformelle netværk.
Efter folkemængderne har forladt gaderne, står de over for en hård prøve. De skal overleve og vinde indflydelse i en ubarmhjertig politisk kontekst, hvor de siddende eliter diskriminerer, overvåger og forsøger at sabotere dem indefra. Hvordan de klarer denne udfordring, er afgørende for, hvordan vi skal forstå protesternes langsigtede konsekvenser.
Forandringer under overfladen i Libanon
Kaster vi et blik på civilsamfundet i Libanon, er der sket en interessant udvikling årene efter oktoberopstanden. Sideløbende med, at landet har bevæget sig ud i en stadig dybere krise, er nye organisationer i oppositionen begyndt at få en grad af indflydelse, de ikke tidligere har haft. Særligt to typer af organisationer er værd at bemærke.
Den første er de såkaldte uafhængige politiske bevægelser, som alle har det tilfælles, at de ønsker et opgør med det nuværende politiske system. Politik skal ikke længere være en kamp mellem sekter om fordelingen af landets ressourcer, mener de. Det skal handle om politisk ideologi og om at rydde ud i den omfattende korruption. Ved valget i maj måned i år blev i alt 13 kandidater fra forskellige uafhængige bevægelser valgt ind i det libanesiske parlament.
Det er naturligvis begrænset, hvad 13 mandater kan udrette i et parlament med 128 sæder, og deres interne uenigheder kan på sigt også gøre det svært for dem at arbejde som en samlet oppositionsblok. Ikke desto mindre er deres indtog i parlamentet en milepæl for oppositionen til regimet i Libanon.
Ved det foregående valg i 2018 blev kun en enkelt uafhængig kandidat valgt ind, og for ti år siden var de uafhængige politiske bevægelser slet ikke kendt i den brede befolkning. Som en aktivist forklarede mig i et forskningsinterview, var der dengang stort set ingen uden for Beiruts aktivistkredse, som vidste, hvad det overhovedet betød at være uafhængig af de traditionelle sekteriske partier.
Den anden type af organisationer er de nye fagforeningsinitiativer, som er opstået i senere år og er blevet udpeget som en vigtig kilde til politisk udvikling i Libanon. Fagforeningsinitiativerne tager både form af helt nye foreninger og paraplyorganisationer, der forsøger at overtage magten i Libanons større fagbevægelser, som traditionelt har været kontrolleret af de gamle eliter.
Et eksempel på det sidstnævnte er gruppen “Al-Naqaba Tantafid”, hvis navn groft kan oversættes til ”Fagforeningen gør opstand”. I sommeren 2021, knap to år efter protesterne, opstillede Al-Naqaba Tantafid kandidater til valget til ledelsen fagbevægelsen for ingeniører og arkitekter og vandt en markant sejr.
Betragter man Libanon over det sidste årti, tegner der sig et tydeligt mønster. Hver gang, der har været en større folkelig protest mod regimet, har det givet en indsprøjtning af ressourcer til oppositionen mod regimet, som gradvist er blevet større. Hvornår og hvorvidt denne opposition bliver stærk nok til at vælte regimet, er umuligt at sige, men mønstret understreger, at vi bør se Libanons oktoberopstand som et led i en længere forandringsproces.
Vejen fra protest til forandring
Bevæger vi blikket længere østpå kan erfaringerne fra Libanon bringe vigtige perspektiver til debatten om protesterne i Iran og deres konsekvenser. Trods håbefuldheden og den brede internationale støtte, er der stor sandsynlighed for, at de iranske protester, ligesom de libanesiske, kun vil føre til mindre symbolske indrømmelser og ikke skabe mærkbare ændringer på kort sigt.
Der er naturligvis betydelige forskelle mellem Libanon og Iran. Præstestyret har andre midler til rådighed i kampen mod den spirende opposition, og protesterne i Iran vil derfor ikke nødvendigvis afføde den samme type organisationer, som vi har set vokse frem i Libanon de senere år.
Men Libanons oktoberopstand retter vores opmærksomhed mod en række spørgsmål, der er vigtige at stille for at forstå, hvordan de iranske protester kan påvirke landet på sigt. Hvilke organisationer vil vokse frem, når demonstranterne har forladt gaderne? Hvordan kan disse organisationer blive i stand til at overleve og vokse sig større? Hvilke mindre sejre kan de vinde over de kommende år? Og under hvilke forudsætninger kan de om tre, fem eller tyve år skabe forandring?
Anne Kirstine Rønn er postdoc på Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab.