Forfulgt irakisk forfatter får ophold i København

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Den irakiske forfatter Suhail Sami Nader ankom sammen med sin kone til København i oktober som kommunens første fribyforfatter. Den 65-årige forfatter er forfulgt i hjemlandet på grund af sit forfatterskab.

Han har de seneste år boet i nabolandet Jordans hovedstad, Amman.

Med fribyordningen har København tilbudt at huse forfatteren og hans kone i en to-årig periode fra ankomsten, samt at afholde rejseudgifter, et månedlig beløb på 1.600 euro og en møbleret lejlighed, skriver Københavns kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning på sit website.

Forvaltningen vil sikre, at forfatteren får det bedst mulige ophold i København. Udgangspunktet er, at det skal give Suhail Sami Nader lejlighed til at arbejde uden trusler.

Kultur- og Fritids-forvaltningen vil invitere forfatteren og hans kone til at tage del i Københavns kultur- og fritidsliv, ligesom der vil være en officiel modtagelse på Københavns Rådhus.

Forvaltningen har i samarbejde med ICORN (International Cities of Refugee Network) arbejdet på at få en forfatter til København, siden Borgerrepræsentationen afsatte midler hertil i budgettet for 2011.

Kultur- og Fritidsudvalget nedsatte en ekstern udvælgelseskommite til at udvælge en forfatter på baggrund af ICORNs anbefalinger. På den baggrund blev der indgået en aftale med en forfulgt forfatter den 26. juli 2011.

Herefter indledte forvaltningen en længere proces med at få forfatteren til Danmark. I maj 2012 sprang forfatteren imidlertid fra, da han valgte at tage ophold i et andet land. ICORN har efterfølgende udvalgt en ny forfatter, der nu er ankommet til København.

Også på Fanø og i Odense

I dag er der ud over København en fribyforfatter på Fanø og i Odense. På Fanø har forfatteren snart været to år og er meget tilfreds med ordningen. I Odense er forfatteren netop ankommet. Frederiksberg og Aarhus har tidligere huset fribyforfattere.

I Aarhus er der i budgettet for 2013 afsat midler til en ny forfatter. Frederiksberg har p.t. ikke afsat midler til formålet.

Erfaringerne fra de fem aktuelle fribyer er, at kommunerne ikke kan forvente en ‘normal’ sagsbehandling. Positionen som friby stiller krav til tålmodighed, fleksibilitet og forståelse for helt særlige forhold, når det drejer sig om truede og forfulgte forfattere.

For det første er ICORN-forfatterne forfulgte og/eller flygtet fra hjemlandet. De kan opholde sig illegalt som flygtninge i andet land, have mangelfulde papirer og/eller være torturofre. Det kan afstedkomme udfordringer i forhold til sagsbehandlingstid i Udlændingeservice, ansøgning om opholdstilladelse mv.

For det andet kan sproglige barrierer trække dialogen og dermed sagsbehandlingen ud. Der kan ligeledes potentielt opstå problemer med at opnå opholdstilladelse på baggrund af vurderingen af ansøgningen i Udlændingeservice og PET.

Ud over København har bl.a. Odense tidligere haft problemer med at få en forfatter til byen. På baggrund af disse usikkerhedsmomenter kan ICORN som organisation ikke garantere, at en inviteret forfatter vælger at benytte sig af tilbuddet om et to-årigt ophold, anfører den københavnske forvaltning.

Pengene bag

På budgettet for 2011 blev der oprindeligt afsat 1,1 mio. kr. i 2011 og 0,9 mio. kr. i 2012 til at etablere en fribyordning i København.

Da det ikke var muligt at få en forfatter til København i 2011, blev de afsatte midler i 2011 overført til 2013 som led i overførsler mellem årene og budgetaftalen for 2013. Derfor er der nu i Budget 2013 afsat 1,1 mio. kr. til fribyordningen næste år.

Da aftalen med forfatteren løber to år fra han ankommer til Danmark, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen søge midler overført fra 2012 til 2013.

Ligeledes vil der med udgangen af 2013 skulle overføres midler til fribyordningen i 2014, så perioden fra januar til og med oktober 2014 er finansieret.