Mineofre i Kabul. Krigsinvalide i Libyen. Hjemløse på Vesterbro.
Internationalt Røde Kors har uddelt Florence Nightingale medaljen til 3 danske sygeplejersker, der i særlig grad har spredt håb i fortvivlede situationer.
“I har udvist exceptionelt mod og selvopofrelse og været med til at sprede håb midt i kaos. Det vil vi gerne hylde jer for!”
Sådan lød det fra generalsekretær Anders Ladekarl, da Dansk Røde Kors tirsdag forestod uddelingen af Florence Nightingale medaljen til 3 sygeplejersker, som på hver sin måde har bragt håb til mennesker i den yderste nød.
Medaljen blev tildelt:
Jørgen Venø (56), som igennem 19 år været udsendt af Røde Kors til flere af verdens brændpunkter både som leder og klinisk sygeplejerske på felthospitaler. I juli rejser han igen af sted; denne gang til Pakistan.
Gitte Wandschneider (48), som indledte sin karriere i 1988 og siden har arbejdet for at lindre sygdom og smerte hos hjemløse, psykisk syge, indsatte, misbrugere og andre på det danske samfunds yderste kant.
Sygeplejerske Lone Gravgaard, som fik medaljen for sit “exceptionelle mod og sin opofrelse i konflikt- og katastrofeområder”.
Den 58-årige falstring har været udsendt for Læger uden Grænser (MSF) ikke færre end 8 gange, men er ikke bleg for at blive sendt ud igen.
– Jeg har altid været sådan en, der kunne lide at skabe orden i kaos. Jeg er god til at danne mig overblik og få struktur, svarer Lone Gravgaard på spørgsmålet om, hvorfor hun i hele sin karriere har søgt udfordringer i ustabile og usikre lande.
Lone Gravgaard har som den foreløbigt eneste danske sygeplejerske været landeansvarlig i et af Læger uden Grænsers projektlande, da hun i 2000 var i Bosnien-Hercegovina.
2 gange har hun været udsendt til Angola. I 1996 var hun med til at etablere sundhedsklinikker, og i 2001 var hun katastrofe- og medicinsk koordinator.
Flere gange har befolkningen på Balkan været mål for Lone Gravgaards arbejdsindsats. I 1997 var hun feltkoordinator i Tuzla i Bosnien, hvor hun blandt andet genopbyggede mindre klinikker og sundhedscentre og sørgede for sikker vandforsyning.
Året efter var hun i Prizen i Kosovo for at lave mobile klinikker, men måtte evakueres, da USA begyndte at bombe området. Fra Makedonien fortsatte hun sit arbejde med at hjælpe flygtningestrømmen fra Kosovo.
I 1999 var Lone Gravgaard tilbage i Kosovo, hvor hun var ansvarlig for at koordinere støtten til klinikker og hospitaler i området.
Derudover har hun arbejdet i Mozambique og Liberia for MSF og i Zambia, Nicaragua og Libanon for andre organisationer.
I dag arbejder Lone Gravgaard som hjemmesygeplejerske på Nørrebro i København, hvor hun bor med sin hollandske mand, som arbejder for FNs Udviklingsprogram UNDP.
Siden Florence Nightingale-medaljen blev indstiftet i 1912 har 29 danskere modtaget hæderen – heriblandt 4 danske sygeplejersker, der arbejder for Læger uden Grænser. Det er Dansk Sygeplejeråd, der indstiller de danske kandidater.
Medaljen er indstiftet til minde om den engelske sygeplejerske, Florence Nightingale, som i 1800-tallet revolutionerede det engelske sundhedsvæsen og under Krimkrigen fra 1853-1856 ydede en overmenneskelig indsats på lazarettet, hvor hun nedbragte dødeligheden fra 42 til 2 procent.