Omkring 700 personer lever som slaver i Danmark. Det vurderer britiske Kevin Bales, ph.d. og professor ved Hull Universitys Institut for Studier af Slaver og Frigørelse. Han har ligeledes grundlagt organisationen Free The Slaves.
Det skriver DR online tirsdag.
Bates anslår overfor Amnesty Internationals månedsmagasin tallet i Danmark til de ca. 700, mens der på verdensplan er mellem 20 og 30 millioner slaver. Det fremgår også af hans indeks for globalt slaveri – se http://www.globalslaveryindex.org
Til sammenligning er der ifølge indekset omkring 1.200 slaver i Sverige og ca. 600 i Norge.
Slaveriet i Danmark og andre vestlige lande foregår ifølge Kevin Bales bag lukkede døre på fabrikker, hoteller, restauranter, bordeller og i private hjem.
For at komme problemet til livs kræver det, at politikerne i Europa og USA gør en ekstra indsats, mener han.
Ifølge den britiske professor er opmærksomheden – eller manglen på samme – på slaveri påvirket af en kulturel misforståelse.
“Vi siger til hinanden, at det er noget, der sker for filippinske piger, og at det ikke handler om os. De er udlændinge, og de har sikkert selv været ude om det. Vi har simpelt hen en tendens til at kaste skylden på offeret og det kulturelle rum”, anfører Kevin Bales.
Han understreger, at de ca. 700 slaver i Danmark er et overslag.