Af Lis Garval
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktionsledelse
Politiske iagttagere har tilsyneladende ingen tiltro til, at Afghanistan-fredsmødet på Maldiverne i begyndelsen af november vil bringe en forsoning nærmere. Selv blandt deltagere i mødet blev det efterfølgende understreget, at virkelige fremskridt mod fred må inkludere den afghanske regering og Taliban.
Og der var ingen repræsentant for regeringen i Kabul eller officielle repræsentanter for Tabilan blandt mødedeltagerne. Gulbuddin Hekmatayars søn, Feroz Hekmatyar, har dog ifølge TOLOnews udtrykt håb om et positivt resultat af mødet og den vedtagne fem-punkts fredsplan. I en møde-resolution understreges desuden ikke blot Kabul-regeringens afgørende rolle i fredsbestræbelser, men også nabolandenes nøglefunktion.
Den danske ambassadør i Afghanistan, Carsten Damsgaard, mener også det er for tidligt at udtale sig om mulighederne for en politisk forsoningsproces i Afghanistan, og det selvom strukturerne for forsoningsprocessen endelig er ved at være på plads med oprettelsen af det Høje Fredsråd i slutningen af september.
Præsident Karzais lancerede allerede en politisk forsoningsproces i talen ved sin genindsættelse i november 2009, og derefter fulgte gennemførelsen af fredsjirgaen i juni og Kabul-konferencen i juli – da det internationale samfund blandt andet lovede finansiering til regeringens reintegrationsprogram.
Carsten Damsgaard siger: ”Efter etableringen af rammeværket for forhandlinger er næste skridt etableringen af kontakter til oprørsgrupperne og igangsættelse af tillidvækkende foranstaltninger, der på sigt kan føre til egentlige forhandlinger. Kontakter til oprørsgrupperne er ikke noget nyt. Sådanne kontakter er foregået på alle niveauer, siden Taliban blev stødt fra magten. Men frekvensen af kontakter kan nok siges at være stigende, i hvert fald på de lidt lavere niveauer. På lokalt plan ser man desuden en stigning i antallet af grupper, der udviser interesse for at nedlægge våbnene og dermed reintegration, men det er dog stadig et beskedent antal.”
Ambassadøren understreger som meget vigtigt, at man fortsætter både det militære pres på oprørsgrupperne og den civile og bistandsmæssige indsats og opbygning af god regeringsførelse.
” Når alt kommer til alt, drejer det sig om at skabe et alternativ, som den afghanske befolkning finder mere attraktiv end den model, som Taliban står for. Og det kan kun afghanere gøre. Derfor er det så vigtigt at styrke og inddrage det afghanske civilsamfund, ikke mindst menneskerettighedsgrupper, i udviklingssamarbejdet”
Stabilitet og udvikling
Det er dansk politik at gennemføre en flerstrenget indsats i Afghanistan. Både en militær, civil og politisk. Kompleksiteten i den igangværende danske – som i den internationale – indsats er følgelig meget stor og spænder over hele spektret fra implementering i konfliktzoner til områder med langsigtet udviklingsopbygning. Selv om der er opnået klare fremskridt, er udfordringerne også fortsat betydelige.
”Bedre levevilkår og økonomisk vækst er en forudsætning for stabilitet i Afghanistan. Det er alle enige om,” siger ambassadør Carsten Damsgaard, der samtidig understreger, at det er uhyre vanskeligt at skabe udvikling og vækst i konfliktplagede områder.
Han peger på, at befolkningen i landområderne generelt har fået bedre vilkår, men at fattigdommen fortsat er meget stor:
”Det er lykkedes at skabe fremskridt og udrulle større nationale programmer, som Danmark støtter, særligt i de mere fredelige nordlige og vestlige egne af landet. Her har den forholdsvis stabile situation muliggjort en mærkbar økonomisk forbedring af befolkningens levevilkår”.
Flere civile tab
Rapporter fra FN og flere nødhjælps- og udviklingsorganisationer bekræfter dog, at sikkerheds¬situationen i nogle områder er forværret i de seneste par år, og at situationen fortsat er alvorlig.
Indsættelsen af de yderligere 37.000 soldater i 2010 især i de sydlige og østlige provinser har dog bidraget til at stabilisere distrikter og reducere oprørsaktiviteter i store dele af Helmand. Effekten af troppetilføjelsen ses allerede i flere distrikter, hvor byområder er blevet gjort mere trygge og betingelserne for at gennemføre udviklingsaktiviteter derfor forbedret.
Den seneste i rækken af halvårlige FN-rapporter oplyser også, at det ikke kun er soldater men civile, der i hidtil uset omfang bliver dræbt eller lemlæstet.
Der er tale om en stigning på 31 procent i civile tab, og ofrene er især kvinder og børn. Der er således rapporteret en stigning på 155 procent i antallet af unge mennesker, der dør ved bombesprængninger. Ifølge FN-rapporten er det Taliban, der er skyld i tre fjerdele af alle tab, mens tab forårsaget af de afghanske sikkerhedsstyrker og de internationale styrker er for nedadgående.
