Regeringens plan er at bruge godt 17 milliarder kroner på udviklingsbistand i 2021. Det kan man se i forslaget til finanslov, men det er det givet ikke mange, der ulejliger sig med. Og for dem, der gør, kan det være svært at gennemskue de mange tal.
Men udviklingsbistanden er sjældent i fokus, når finansloven diskuteres, og på den baggrund satte Timbuktu Fonden for nogle år siden journalist Jesper Heldgaard til at pløje tallene igennem og skrive en sammenhængende analyse for at skabe et overblik. Onsdag blev hans analyse af det seneste finanslovsforslag præsenteret ved et arrangement hos IDA Global Development.
Se Globalnyt omtale af analysen.
”Jeg søger efter tendenser og sjove detaljer i de mange tal,” fortalte Jesper Heldgaard i sin præsentation, hvor han fremhævede en række observationer og konklusioner:
Eftersom regeringen står stejlt på, at udviklingsbistanden skal udgøre hverken mere eller mindre end 0,7 procent af Danmarks BNI, så er der en risiko for, at der næste år kommer en efterregulering af udgifterne fra år. Det skyldes, at coronakrisen har skåret toppen af vores BNI i 2020, og det betyder, at 0,7 procent bliver færre kroner og ører, end vi troede i efteråret 2019, da den nuværende finanslov blev vedtaget. Konsekvenser vil være, at der er brugt for meget i 2020 og merforbruget vil blive trukket fra i 2021.
Der er i dag ingen politikere, der er villige til at ofre politisk kapital på at kæmpe for højere bistand på bekostning af for eksempel velfærd.
Det kan se ud, som om regeringen lægger op til at sige farvel til Tanzania og Uganda, som i årtier har været topmodtagere af dansk udviklingsbistand.
Udenrigsministeriets fokus er i dag på strategi, innovation og pionerindsatser på bekostning af den decentrale tilgang, implementering, forankring og resultatopsamling på ambassaderne i modtagerlandene.
”Jesper giver aldrig op”
Analysen blev godt modtaget af de omkring 30 deltagere, der bestod af en blanding af forskere, praktikere og en enkelt politiker – Enhedslistens politiske ordfører Christian Juhl.
”Jesper giver aldrig op,” sagde tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach anerkendende.
Han havde dog én mindre anke: Han kunne godt have ønsket sig, at analysen leverede en opdeling mellem de globale indsatser og den reelle udviklingsbistand. Tanken med 0,7 procentgrænsen var oprindeligt, at de rige lande skulle give 0,7 procent af deres BNI til verdens fattigste, og derfor ser han det som en udhuling af den fattigdomsorienterede bistand, når lande regner alt muligt andet end fattigdomsorienteret bistand med i den udviklingsbistand, som de indrapporterer til udviklingskomiteen (DAC) under den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.
Friis Bach var inviteret til at tale om tendenser i fremtidens udviklingsbistand. Før han gik på podiet, kom professor Anne Mette Kjær med sit bud på ’udviklingsbistand, der virker’ og nogle overordnede kommentarer til dansk udviklingsbistand anno 2020.
Babyen og badevandet
Anne Mette Kjær er professor ved Århus Universitet, mangeårig forsker i udviklingssamarbejde og fra i år formand for Udviklingspolitisk råd, som har til opgave et rådgive udviklingsministeren.
Hvis man vil vide, om og i hvilken grad udviklingsbistand virker, så kan man kigge flere steder. Ser man for eksempel på den økonomiske vækst i landene, så er der blandt forskere konsensus om, at der er en positiv, men dog ret lille effekt af bistanden, fortalte hun. Selv mener hun dog, at det er mere interessant at se på, hvordan og under hvilke omstændigheder bistanden virker. Lykkes det for eksempel at styrke sundhedssektoren i et land gennem såkaldt sektorbistand? Eller er bistanden faktisk reelt med til at skabe adgang til retshjælp – access to justice, som det hedder i fagjargonen?
Noget af det, der ifølge både forskningen og OECD DACs analyser af bistanden virker bedst, er de lange seje træk og kapacitetsopbygning gennem partnerskaber. Partnerskaberne ligger især i landeprogrammerne, men også i støtten til civilsamfundet.
Dansk udviklingsbistand er i årtier blevet rost for sin brug af partnerskaber, men der er ikke meget fokus på partnerskaber i dette års finanslovsforslag, siger Anne Mette Kjær. Vi skal i det hele taget passe på ikke at skylle babyen ud med badevandet, advarer professoren.
Der er en generel konsensus i udviklingsmiljøet om, at humanitær bistand fungerer bedst, når den kobles sammen med den langsigtede udviklingsbistand (såkaldt nexus). Så når Danmark for eksempel hjælper flygtninge i det nordlige Uganda, så styrker det indsatsen, at vi har en ambassade i landet. Her er der folk, som kender landet og kan hjælpe med at sætte flygtningesituationen ind i en lokal kontekst. Det samme er tilfældet i Burkina Faso, mener hun. Vi er altså bedst gearet til at lave god ’nexus’, dér hvor vi rent faktisk er til stede.
Tilsvarende har vi set, at efter lukningen af den danske repræsentation i Niger, er det blevet sværere for Danmark at agere i landet, anførte hun. Det har Globalnyt tidligere beskrevet, da en evaluering undersøgte den danske indsats i landet.
Nyt fokusområde for dansk bistand?
Dansk bistands altmuligmand Christian Friis Bach var blevet bedt om at kigge i krystalkuglen og komme med et bud på fremtidens udviklingssamarbejde.
Den tidligere udviklingsminister, undergeneralsekretær for FN, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp med meget mere ridsede tre tendenser op, som, han mener, vil komme til at fylde mere i de kommende år.
Den første tendens er, at der kommer flere og flere sociale sikkerhedsforanstaltninger.
I Uganda, Kenya og Lesotho er der for eksempel i dag ret til pension – begrænset javist, men den er der – og i Sydafrika har regeringen indført børnepenge. Siden foråret har coronakrisen fået stort set alle lande til at indføre nye sociale sikkerhedsforanstaltninger.
Det er en markant udvikling, som han erkender, at han ikke så komme, da han selv var udviklingsminister. Området er et oplagt sted for Danmark at gøre sig gældende med ekspertise, og det bør være et centralt område i Danmarks fremtidige bistand, mener han.
Den anden tendens er, at bistandsudbud i stigende grad bliver åbnet for private udbydere, og det ser flere som en fordel. Et eksempel er præsidenten i Somaliland, som Christian Friis Bach talte med under et besøg i landet tidligere på året. Præsidenten var godt træt af internationale ngo’er, som han ikke opfattede som en særlig hjælp. Han foretrak private virksomheder, der kunne hjælpe med konkrete ting.
Tredje og sidste tendens er, at flere bistandsmidler i de kommende år vil gå igennem EU og forskellige internationale organisationer. Det er for eksempel Global Partnership for Education (GPE) og The Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria. Tendensen ses allerede nu, hvor der i finanslovsforslaget er afsat knap 2,5 milliarder kroner til bistand via EU.
Danmark bør bruge langt flere ressourcer på at påvirke disse organisationers retning og arbejde, mener den forhenværende udviklingsminister.
