Indbyggerne i Burundi lever i frygt for vold fra de statslige sikkerhedstjenesters side, og politiet slipper af sted med deres overgreb, siger Amnesty International.
Mindst 400 mennesker er dræbt og knap en kvart million mennesker flygtet fra deres hjem, siden urolighederne begyndte i april sidste år. Omfattende protester mod præsidentens beslutning om at genopstille til en tredje embedsperiode fik sikkerhedsstyrkerne til at lå hårdt ned på demonstranterne og oppositionens tilhængere.
Amnesty International dokumenterede i en rapport for to uger siden, at forholdene i Burundis hovedstad, Bujumbura, er forværret i de seneste måneder. Det sker nærmest dagligt, at indbyggerne får meldinger om, at der er fundet dræbte i gaderne, skriver Amnesty.
Menneskeretsorganisationen opfordrer Nkurunzizas regering til at respektere såvel menneskerettighederne som loven.
Ifølge Amnesty fandt de værste angreb sted i begyndelsen af december, hvor politiet svarede igen på et attentatforsøg ved at hente en række formodede mistænkte ud af deres huse og henrette dem.