Den 5. august blev Imran Khan hentet af politiet i hans hjem i Lahore, efter at en domstol i Islamabad havde idømt ham tre års fængsel for korruption.
Imran Khan vidste, at hans anholdelse var uundgåelig. Siden han sidste år måtte sige farvel til posten som premierminister, er den ene sag efter den anden skyllet ind over den tidligere regeringsleder med anklager om korruption, bestikkelse og magtmisbrug. Og med mere end 150 sager på nakken var det bare et spørgsmål om tid, før hammeren ramte.
I en video optaget før anholdelsen bad Khan sine tilhængere om fredeligt at protestere for at sikre deres “frihed og menneskerettigheder”.
“Jeg har kun én appel. Sid ikke stille derhjemme,” sagde den tidligere premierminister i videoen. Men indtil videre ser det ud til, at det er det, de gør. Sidder derhjemme. For i modsætning til tidligere på året, hvor Imran Khan fik gigantiske protester til at bryde ud i det sydøstasiatiske land, ligger gaderne nu stille hen.
Marvin Weinbaum, der er Pakistan-analytiker ved tænketanken Middle East Institute, ved heller ikke, hvem der skulle mobilisere protesterne. Khans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), er ikke det samme parti som for bare få måneder siden. Mange af hans partifæller er enten blevet arresteret eller forsvundet. Og med Khans egen stemme låst inde, er det tvivlsomt, om han formår at udnytte sin brede popularitet hos befolkningen, understreger Weinbaum.
Mens Khans advokater arbejder på højtryk for at få den 70-årige politiker ud af sin celle, er oppositionen og militæret godt i gang med at genetablere deres magt på den politiske top. Og alt imens landets elite har travlt med at klamre sig til magten, kæmper befolkningen med den ene krise efter den anden.
Men hvad er der egentlig los i pakistansk politik? Og hvem er den tidligere cricket-superstjerne og premierminister, som hele balladen drejer sig om?
Kendis-Khan
Groft skåret kan man sige, at Imran Khan har splittet Pakistan i to – der er dem, der hader Imran Khan, og dem der elsker Imran Khan. De første, Khan-kritikerne, mener, at hans politiske stil er både splittende, udemokratisk og populistisk. Det andet hold, hans mange støtter, bakker op om hans politiske projekt og ser ham som en slags ikke-korrupt frelserfigur, der kan redde det kriseramte land.
Imran Khan deler således vandene. Det er dog ikke til at komme uden om, at han lige nu er Pakistans mest populære politiker. I hvert fald ifølge den seneste meningsmåling af Gallup Pakistan. Her svarer 61 procent af de adspurgte, at de har en positiv opfattelse af Imran Khan, mens andenpladsen for mest vellidte politiker deles af oppositionens Nawaz Sharif og Bilawal Bhutto, som begge må nøjes med opbakning fra 36 procent.
Men Imran Khan var populær blandt den pakistanske befolkning længe før, han blev politiker.
I 1970’erne bor Imran Khan i England, hvor han studerer politik, filosofi og økonomi på det prestigefyldte University of Oxford. I samme periode viser det sig dog, at det ikke er academia, der skal bane vejen for den unge pakistaners succes, men hans talent for den højtelskede nationalsport i Pakistan, cricket. Imran Khan bliver holdkaptajn på det pakistanske landshold og opnår status som en af de suverænt dygtigste cricketspillere.
Med sin stjernestatus og gode udseende bliver den unge pakistaner sluset ind i et miljø af britiske rockstjerner og kongelige. Han optræder hyppigt på Londons dyre klubber og får ry for at være noget af en aristokratisk womanizer, der jagter supermodeller rundt i storbyens natteliv. Den promiskuøse livsstil gør ham til fast inventar i tabloiderne. Offentlighedens interesse for den nydelige sportsmand bliver heller ikke mindre, da han i 1995 gifter sig med den britiske journalist og rigmandsdatter Jemina Goldsmith.
Fra sportsikon til filantrop …
I 1992 fører holdkaptajnen Pakistan til dets første sejr ved Cricket World Cup. Holdet slår den tidligere kolonimagt England i finalen, og Imran Khan er ikke længere bare et sportsikon, men en nationalhelt.
Der går dog ikke lang tid før den pakistanske helteskikkelse forlader cricketbanerne til fordel for velgørenhedsarbejde. To år efter VM-sejren grundlægger han et forskningscenter og kræfthospital i Lahore med penge, han har samlet ind. Hospitalet tilbyder gratis kræftbehandling til landets fattige og tager navn efter Khans mor, der døde af sygdommen i 1985.
… til politiker
Som pensioneret sportsudøver begynder Imran Khan desuden at blande sig i politik. Han er ikke tilfreds med hjemlandets politiske ledelse og lancerer i 1996 sit eget politiske parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI) – den pakistanske bevægelse for retfærdighed.
Den tidligere cricketstjerne slår sig op på at ville skabe et nyt Pakistan. Han lover mere velfærd og et sundere politisk miljø uden korruption. For ifølge Khan er det ikke militærets evige indblanding i politik, der er roden til Pakistans problemer. Den virkelige ulykke skal først og fremmest findes i den politiske magtelites ragen til sig på statens bekostning.
Og Khans løfter om forandring vækker genklang hos befolkningen. Især blandt middelklassen, understreger Mahvish Ahmad, der forsker i politik og menneskerettigheder i Pakistan ved London School of Economics.
“Her kommer den her mand. Han er flot, han er karismatisk, han er elsket verden over, lader det til. Han kan tale med Vesten, og han kan tale med Østen. Han er muslim, og han er moderne. Han er alle de ting, som man ville ønske, man selv kunne være. Og man ville ønske, Pakistan kunne være,” siger hun.
Også blandt den enorme generation af pakistanske unge er Khan populær. For Imran Khan er et spejl, skriver den pakistanske journalist Madiha Tahir i en artikel fra 2012. Hun beskriver, hvordan hendes ene veninde drømmer om at have sex med playboy-Khan, mens en anden gerne vil i moské med muslim-Khan. Og hvor tusindvis af unge drenge stræber efter at blive lige så from som Khan, vil andre bare gerne ryge en joint med politikeren. Alle ser Imran Khan og drømmer om Imran Khan på deres egen måde, skriver hun.
Til kamp mod amerikansk imperialisme
Han er dog langt fra Vestens yndling. Undervejs i sin politiske opstigen får Khan øgenavnet Taliban-Khan for sin for sin milhed over for Taliban, samtidig med at han højlydt kritiserer den pakistansk-amerikanske alliance i forhold til Afghanistan. Til gengæld gør det ham populær blandt pakistanerne, der i mange år har mærket konsekvenserne af amerikanernes krig mod terror, forklarer Mahvish Ahmad.
“Han forstod at fange den følelse af afmagt og frustration som mange følte, når amerikanske ledere holdt taler om fred og menneskerettigheder, men dagligt stod i spidsen for droneangreb i Pakistan, der også slog børn ihjel,” fortæller Mahvish Ahmad og understreger, at aversionen over for USA altså ikke kommer ud af det blå.
“Hvis man kigger på historiske fakta, så har USA og dets vestlige allierede stået bag flere militære, økonomiske og politiske interventioner siden Pakistan blev skabt i 1947. Interventioner der har været med til at skabe de kriser, som vi ser i dag.”
Khan og hans militære kammesjukker
Da Khan træder ind på den politiske scene er pakistansk politik domineret af to partier og to familier. Bhutto-familien, der er knyttet til Pakistan People’s Party (PPP), og Sharif-familien, der er koblet til Pakistan Muslim League (PML-N). I årevis har de to sider skiftedes til at sidde på magten. En politisk dans, som Imran Khan døber ‘dynastiets politiske greb om Pakistan’.
Men selvom de to dynastier har tradition for at lede landet, så er det i sidste ende militæret, der er landets de facto-hersker. Siden Pakistans uafhængighed i 1947 har højtstående generaler enten direkte eller indirekte kontrolleret landet. Ifølge Mahvish Ahmad tyder meget også på, at det var opbakning fra den kant, der gjorde det muligt for Imran Khan at manøvrere uden om de traditionelle fløje i det politiske landskab ved valget i 2018.
“Frem til valget stod det klart, at Imran Khan og hans retfærdighedsparti ikke havde den nødvendige opbakning til at løbe med sejren,” fortæller Pakistan-forskeren.
Det fik PTI-lederen til at optage en mere pragmatisk tilgang og placere såkaldte ‘electables’ i sit parti – militærets stemmekvæg, som hver især kontrollerer bestemte valgdistrikter.
“Khan har tidligere kritiseret de her ‘electables’, men nu inviterede han dem altså ind i sit parti. Og grunden til at de overhovedet valgte at gå ind i hans parti, var selvfølgelig, at militæret havde sagt god for det,” forklarer Mahvish Ahmad.
Den strategiske kovending viste sig at komme cricketkongen til gode. Imran Khan vandt valget i 2018 med et snævert flertal i parlamentet.
Pakistanske kommentatorer begyndte at referere til den nye premierministers styre som et hybrid-regime, hvor militæret stod i kulisserne og førte regeringens politik. Og i modsætning til tidligere i pakistansk historie, hvor militæret fik sin politiske magt gennem direkte kup eller ved at vælte regeringer via oppositionspartier, lykkedes det denne gang militæret at få indflydelse gennem en siddende civilregering, forklarer Mahvish Ahmad.
“Imran Khan var simpelthen med til at genetablere militærets magt efter, at den i en årrække faktisk var skrumpet. Han oprettede blandt andet et nationalt udviklingsråd, der skulle fastlægge landets økonomiske politik og tildelte den daværende hærchef, Qamar Bajwa, en plads i rådet,” fortæller hun og understreger, at det var første gang nogensinde, at militæret blev tildelt formel magt over landets økonomi.
Ifølge Mahvish Ahmad anså flere Khan-skeptikere ham som en trussel mod demokratiet. En mand, der ville gøre alt for at sidde på magten og blive siddende, om det så indebar at slå en handel af med militæret. Hvordan kunne han kalde sine egne politiske modstandere for korrupte tyve og slyngler, når han selv agerede marionetdukke for militæret, lød argumentet.
En grim skilsmisse
Ægteskabet mellem Khan og generalerne skulle dog ikke vare evigt. I sidste ende ragede Imran Khan uklar med militæret, og i 2022 stod det klart, at det var på tide at gå hver til sit.
Khan var, forklarer Marvin Weinbaum, begyndt at bevæge sig mere og mere ind på områder, som militæret anså for at være sit domæne, særligt udenrigspolitikken. Han ville tilmed have indflydelse på militærets hierarki og bestemme, hvem der skulle forfremmes. Og til sidst blev det simpelthen for meget arbejde med den lidt for selvsikre premierminister, mener Weinbaum.
Ifølge Pakistan-analytikeren tyder meget på, at den militære ledelse gav Khans politiske modstandere grønt lys til at underminere hans position i parlamentet. Og det lykkedes. Khan fik sparket ved et mistillidsvotum i parlamentet den 10. april sidste år, og få dage efter overtog oppositionsleder Shehbaz Sharif titlen som premierminister, lillebroren til den tidligere regerinsleder Nawaz Sharif, der er dømt for korruption i Pakistan og opholder sig i London af “medicinske årsager”.
Khans fald fra tronen er nu ikke noget særsyn i pakistansk politik. Faktisk har ingen premierminister i landets 75-årige historie formået at fuldføre en hel embedsperiode. Med tre år og syv måneder kom Imran Khan tæt på. Men også denne gang blev forholdet mellem den civile regering og militæret den afgørende faktor.
Imran Khans politiske exit
Det politiske kaos skulle dog ikke ende med detroniseringen af Imran Khan. Tværtimod fortsatte slagsmålet mellem Khan og hans modstandere. Efter at have forladt posten i april begyndte den tidligere premierminister at turnere land og rige rundt for at råbe op om den sammensværgelse, han mente at være offer for. Og da Khan første gang blev arresteret den 9. maj, brød voldelige protester ud på tværs af landet, mens stribevis af politikere og Khan-sympatisører blev anholdt.
Nu er 15 måneders politisk turbulens så kulmineret med en fængselsdom til Imran Khan. Han er sigtet for at have solgt alt fra Rolex-ure og diamantsmykker til dyrt bestik, han modtog som premierminister, oplyser Al-Jazeera. Det ser ud til at koste Khan tre år i spjældet.
Ifølge Zahid Hussain fra det pakistanske medie Dawn er det ikke unormalt, at pakistanske politikere bliver anklaget for korruption. Imran Khans skæbne er i virkeligheden mere reglen end undtagelsen for pakistanske premierministre, skriver han og kalder forløbet “endnu en episode af tragikomedien from power to prison” i pakistansk politik.
Det bemærkelsesværdige er nærmere timingen, siger Pakistan-analytiker Marvin Weinbaum.
“Den officielle begrundelse for anholdelsen er, at Imran Khan er anklaget for korruption. Den uofficielle – og reelle – er, at militæret ikke ønsker at se Khan stille op til valget og potentielt ende som premierminister igen,” siger han og refererer til det valg, der skal finde sted til november.
Og lige nu ser det altså ud til, at Imran Khans modstandere er lykkedes med at gøre en ende på den 70-åriges politiske liv. Khan kan i hvert fald ikke føre megen kampagne fra sin celle. Og skulle han senere få lyst til at gøre comeback, så er det ifølge pakistansk lovgivning ikke tilladt at stille op til valg med en plet på straffeattesten.
Men historien om Imran Khan er ikke slut endnu. Han har anket dommen, og der er ingen tvivl om, at hans juridiske hold lige nu arbejder på højtryk for at få ham frikendt.
Så stay tuned for næste episode af from power to prison.
Tak fordi, du læste min artikel om situationen i Pakistan og ikke mindst landets tidligere premierminister Imran Khan, der er centrum for hele balladen. Hvis du kunne lide artiklen og fremover vil være sikker på, at du ikke går glip af lignende historier, så skriv dig op til Globalnyts nyhedsbrev, der tre gange om ugen serverer dig overblik og indsigt i verden i udvikling.