Fra vores egen verden: 3Verden.dk lukket

Redaktionen

Kristeligt Dagblad og 26 større u-landsorganisationer har lukket netavisen 3verden.dk. Netavisen bragte artikler, pressemeddelelser og andre nyheder om udviklingssamarbejde.
– Der var for få besøgende, kendskabet til den var for lille, og det var svært at få partnerne, en række danske u-landsorganisationer, til at markedsføre den og levere stof til den i tilfredsstillende grad. Kvalitet og antal besøgende gik ikke op i den højere enhed, vi håbede på, siger Kristeligt Dagblads udlandsredaktør Morten Garly Andersen om lukningen.
– Vi vil i stedet for styrke Den tredje Verden-dækningen på Kristeligt Dagblads almindelige hjemmeside – www.kristeligt-dagblad.dk – som har mange besøgende. Vi vil lave særlige temaer og sektioner om u-landsforhold, som gør stoffet overskueligt og let tilgængeligt, tilføjer han.
Den netavis, De læser nu, kan læses gratis af alle. Det samme gælder ikke alle artikler og notitser på Kristeligt Dagblads hjemmeside, herunder u-landsstoffet.
3Verden.dk lukkede formelt 20. februar. Den eksisterer dog stadig som genfærd i cyberspace. Alt stof er uforandret siden begyndelsen af denne måned. Selv lukningen er ikke omtalt på den afdøde hjemmeside.