Nytårsaften annoncerede Colombias præsident Gustavo Petro, at der var indgået våbenhvile med fem af landets største væbnede grupper, foreløbig indtil slutningen af juni. En skelsættende nyhed i Colombia, der er verdens største producent af kokain og gennem snart seks årtier har oplevet en blodig konflikt med flere millioner internt fordrevne, dræbte og forsvundne.
Det viste sig imidlertid, at Petro var lidt for hurtigt ude. ELN, Den Nationale Befrielseshær, som er den største tilbageværende guerillagruppe, udtalte, at der nok havde været kontakter og forhandlinger, men at der ingen aftaler forelå endnu.
Petro har gjort det til en af sine største mærkesager at opnå, hvad han kalder for ”total fred” i det voldsprægede land. Det kræver, at han får indgået fred med alle de tilbageværende guerillagrupper og narkokarteller.
Ældre guerillagrupper fra det forrige århundrede og enorme summer af narkopenge lægger hindringer ud for den reformvenlige venstrefløjspræsidents vej mod mål med sit politiske svendestykke. Helt centralt bliver det, om han kan sikre land og muligheder til de fattige koka-bønder, bygge vigtig infrastruktur i tidligere guerilla-områder og forhandle en fredelig overgang med de voldelige narkobaroner.
Guerilla, paramilitære og narkokarteller
Colombia er det mest voldelige land i Latinamerika og har været det i mange år. Efter fredsaftalen med FARC i 2016 faldt volden, men i de senere år er den steget igen. Colombia er også det land på verdensplan, hvor næstflest bevæbnede grupper er aktive.
Og der er mange grupper med meget forskellig baggrund. I alt 22 væbnede organisationer har tilkendegivet deres interesse for at forhandle med regeringen, mens der er flere end 30 andre grupper involveret i kokain-produktionen, som ikke har meldt ud. Der er allerede iværksat forhandlinger med ELN, der har hærget landet i næsten 60 år og har vokset sig stærkere de seneste år.
Hertil kommer de mange paramilitære grupper, der i de seneste mange år har forsvaret de store jordejeres interesser. Og der er udsigt til at indgå fred med de forskellige dissidentgrupper af FARC – de mindre grupper, der ikke var enige i fredsaftalen, eller de grupper, der senere tog våbnene op igen som protest mod den manglende gennemførelse af fredsaftalen. FARC, den største guerillagruppe, blev der indgået en fredsaftale med for seks år siden.
Blandt de mange andre væbnede grupper figurerer ikke mindst Golfklanen, landets største narkokartel, der står for en stor del af produktion og udsmugling af kokain, og som vel og mærke er skyld i store dele af volden.
Narkokartellerne tvinger småbønderne til at dyrke koka og huserer i mange landområder for at få adgang til havet og udskibe kokainen. Der er noget af en udfordring at komme kokainkartellerne til livs, fordi der er enorme summer og store interesser på spil. Det er en af de helt store knaster, hvis man vil opnå total fred, som Petro har sat sig for.
Colombia – verdens største kokainproducent
Colombia er verdens største producent af koka og kokain – står for op mod to tredjedele af den samlede kokainproduktion. Ifølge en nylig rapport fra FN har produktionen af kokain i Colombia været stigende de seneste år, ikke mindst under Corona-pandemien, og er nu den største nogensinde i historien – 1400 tons i 2021, hvoraf størstedelen går til USA
I Colombia dyrkes langt størstedelen af kokaen af fattige bønder ofte i afsidesliggende områder i landet. Kokaen er langt mere indkomstgivende og mindre arbejdskrævende end andre afgrøder. På mindre kokain-laboratorier i landområderne omsættes koka gennem en ret simpel proces til kokain, som afsættes til narkokartellerne.
Kartellerne smugler kokainen ud af landet fra Stillehavskysten i interimistiske både, over landegrænserne til Ecuador, Venezuela og Panama eller på fly til Mellemamerika og Mexico. De mexicanske narkokarteller dominerer de colombianske karteller og sørger i vid udstrækning for videresalget til USA og Europa.
Den voksende produktion hænger sammen med den stigende efterspørgsel, da kokain er blevet mere og mere udbredt blandt især unge i USA og Europa. Det gælder også Danmark, hvor forbruget af kokain har været stærkt stigende blandt de unge i de senere år. Ligesom der er stigende efterspørgsel i Latinamerika.
Fejlslagen kamp mod kokain
Kort tid efter fredsaftalen med FARC i slutningen af 2016 blev over 13.000 guerillasoldater demobiliseret og afvæbnet. De relativt store områder, som FARC havde kontrolleret, blev en slags ingenmandsland, som ofte kom under narkokartellernes og i nogen udstrækning ELN og andre guerillagruppers kontrol. Siden fredsaftalen blev indgået, er flere og flere grupper blevet involveret i narkohandelen. Også mange af de tilbageværende guerillagrupper, inklusive ELN, har udnyttet situationen og samarbejdet med narkokartellerne for at kunne finansiere deres aktiviteter. FN´s Sikkerhedsråd har gang på gang opfordret den colombianske regering til at etablere statslige institutioner i de tidligere FARC-kontrollerede områder, men uden stor lydhørhed hos den tidligere regering.
I fredsaftalen med FARC fra november 2016 er der et specielt kapitel om, hvordan man vil bekæmpe koka/kokain. Her lægges der vægt på to typer aktioner: 1) støtte de små kokabønder til at overgå til lovlige afgrøder. Der skal ifølge aftalen ydes direkte økonomisk støtte til kokabønderne, og samtidig skal man forbedre afsætningsmulighederne af lovlige afgrøder ved at forbedre infrastrukturen. 2) bekæmpe og optrevle narkokartellerne og deres netværk ved at styrke politiets og anklagemyndighedernes efterforskningsarbejde.
Under den tidligere regering under ledelse af Iván Duque, der var modstander af størstedelen af fredsaftalen, er der ikke sket nævneværdige fremskridt på disse områder. Tværtimod fortsatte Duque med stor økonomisk støtte fra USA den gamle tilgang til bekæmpelse af kokain, hvor det er tvang, der er i centrum.
Plan Colombia var navnet på den oprindelige plan fra slutningen af 90erne, der modtog massiv støtte fra USA. Langt størstedelen blev givet til det colombianske militær, der lagde vægt på at sprøjte kokamarkerne og fjerne planterne. I de senere år har man især lagt vægt på at fjerne kokaplanterne med tvang, da oversprøjtning af markerne er blevet forbudt af højesteret. Man har fjernet mange hektarer, men der er blevet sået lige så meget eller mere andre steder, så den samlede produktion er vokset.
USA’s samarbejde med Colombia stammer helt tilbage til starten af 80erne. De seneste godt to årtier har USA givet over 10 milliarder dollar til den såkaldte Plan Colombia til bekæmpelse af koka og kokain. Men uden det er lykkedes at reducere produktionen i Colombia. Det har på ingen måde været en succes. Petro har nu lagt op til at anlægge en helhedstilgang til spørgsmålet om bekæmpelse af kokain. Den amerikanske regering synes at være enig i sådan en bredere tilgang, som udtrykt af udenrigsminister Antony Blinken under et nyligt besøg i Colombia.
Ny tilgang til bekæmpelse af kokain
Under FN’s Generalforsamling holdt Petro en opsigtsvækkende tale, hvor han fremførte, at ”krigen mod narko” var mislykkedes og produktionen steget. ikke mindst i Colombia havde narkobekæmpelsen skabt mere og mere vold, voksende økonomisk kriminalitet og haft yderst negative miljømæssige konsekvenser, især i Amazonas-området.
Det første, Petro og hans regering har slået fast, er, at man vil følge anbefalingerne fra fredsaftalen med FARC (aftalen var lagt på is under den forrige regering), nemlig at yde økonomisk støtte til de mange fattige kokabønder, så de kan overgå til lovlige afgrøder. Samtidig har Petro allerede indgået en aftale med de store kvægbrugere om at købe tre millioner hektarer, der skal uddeles til fattige og jordløse bønder, herunder kokabønderne. Herudover skal der ydes bistand til at støtte den lokale udvikling i de øde områder, hvor der dyrkes koka, og forbedre afsætning af de nye lovlige afgrøder.
Politi og anklagemyndighederne skal styrkes i deres arbejde med at nå bagmændene og optrevle de netværk, der står bag kokainproduktionen og som ofte omfatter politiske og militære kredse, lokale politikere og myndigheder. Kriminelle netværk, der rækker langt ud over Colombias grænser og kræver internationalt samarbejde at komme til livs.
Endelig initiativet om direkte forhandlinger med de største kokainkarteller med sigte på deres overgivelse, eventuelt med udsigt til nedsatte straffe. Men der er en på ingen måde lagt op til straffefrihed. Forhandlinger med kokainkartellerne har aldrig tidligere fundet sted.
I november sidste år afholdt Global Commission on Drug Policy møde i Colombia. Kommissionen, der består af en række tidligere præsidenter fra Latinamerika, Europa og andre regioner, bakkede fuldt og helt op om Petros forslag til at ændre på den repressive tilgang, der efter 40 år hverken har mindsket omfang af narko eller volden forbundet hermed.
På internationalt plan er der mere og mere kritik af ”war on drugs” tilgangen og de voldsomme brud på menneskerettighederne, denne tilgang har medført. Således har FN’s Menneskerettighedskommission for et halvt år siden opfordret til en ny tilgang baseret på respekt for menneskerettighederne.
Vil Petros politik lykkes?
Det er givet ikke en nem proces at føre den nye politik, som endnu ikke er færdigformuleret, til bekæmpelse af kokain ud i livet. Man kan næppe forvente at alle kokabønderne vil deltage, fordi kokaen afsættes til priser, der langt overgår priser på andre afgrøder. Og koka kan høstes op til 6 gange om året. Man regner med at der er cirka 200.000 kokabønder i Colombia. De tjener gennemsnitligt omkring 1600 dollar årligt – betydeligt mere end en gennemsnitlig bonde med 1000 dollar årligt. Hertil kommer, at kokabønderne er under voldsomt pres fra narkokartellerne til forsat at levere koka. Men en del af dem vil uden tvivl gribe de nye muligheder.
Det er heller ikke ligetil at få narkokartellerne med på at stoppe deres økonomisk yderst givende aktiviteter. Det vurderes, at værdien af den kokain, der årligt smugles ud af Colombia, er omkring 10 milliarder dollar, over to procent af bruttonationalproduktet. Det gør kokain til landets anden største eksportvare efter olie. Nogle af narkokartellerne har udtrykt interesse i at deltage, måske fordi de ser det som en mulighed for at komme ud af et yderst voldeligt miljø, men det er givet at ikke alle narkokarteller vil overgive sig.
Petro er ganske godt klar over, at det bliver en vanskelig og langstrakt proces, men den positive interesse fra en del af kokabøndernes og nogle af narkokartellerne giver grund til en vis optimisme. Han har foreslået et nærmere samarbejde med andre latinamerikanske lande, herunder ikke mindst Mexico. Under Petros nylige besøg i Mexico blev man enige om at arrangere et latinamerikansk møde for at drøfte fælles initiativer.
Det vil også være nødvendigt at etablere et samarbejde med USA og Europa især for at begrænse forbruget, hvilket naturligvis er en enorm udfordring, og optrevle de mange kriminelle netværk, der står bag narkohandelen. Hertil kommer kontrol med handelen med våben, som bruges af narkokartellerne, og hele problematikken om konti og pengeoverførsler og større kontrol med de impliceredes finansielle operationer og hvidvaskning.
Der er stor fornyet international støtte til fredsprocessen i Colombia med Gustavo Petro ved roret. Således har FN er speciel verifikationsmission i Colombia og hvert kvartal bliver fredsprocessen drøftet i FN’s Sikkerhedsråd, senest den 11. januar, hvor man bakkede op om de nye fredsinitiativer fra regeringen i Colombia. Og FN-missionen fik netop udvidet mandatet til også at omfatte fredsaftalen kapitler omkring landbrugsreformen og etniske gruppers inklusion.
Også EU og de enkelte medlemslande støtter processen med betydelige økonomiske midler. Danmark udmærker sig ved at være det eneste nordiske land, der ikke yder økonomiske støtte til fredsprocessen.
Mogens Pedersen er tidligere ambassadør i Colombia. Merete Hansen er freelance konsulent.