USA’s præsident, Joe Biden, erklærede i foråret, at amerikansk militær skulle være ude af Afghanistan inden 11. september i år, nøjagtig 20 år efter angrebet på World Trade Center. USA’s tilbagetrækning skulle være begyndelsen på afslutningen af den lange krig i Afghanistan. Men i stedet har det givet talibanbevægelsen fornyet tro på egne politiske ambitioner og territorial ekspansion. Talibanbevægelsen kontrollerer et sted mellem 50 og 85 procent af Afghanistan, senest formåede de at erobre kontrollen over strategisk vigtige landegrænser.
Talibanbevægelsen bruger ekspansionen instrumentelt til at lægge et politisk og territorialt pres på Ghani-regeringen. Præsident Ashraf Ghanis administration erkender, at landets militær har svigtet og ikke længere kan overkomme udfordringerne, men giver samtidig Vestens fredsaftale med talibanbevægelsen skylden for forværringen af landets sikkerhed og risikoen for, at regeringen kollapser.
Den nuværende situation afspejler, hvordan fredsaftalen har givet talibanerne politisk legitimitet og svækket tyve års modstand mod talibanbevægelsen, hvilket har skabt et nyt politisk vakuum i Afghanistan. Dette politiske tomrum anvender krigsherre-dynastier succesfuldt til at genpositionere sig i kampen mod talibanbevægelsen.
De seneste Doha-forhandlinger viste også, at talibanbevægelsen og Ghani-regeringen ligger politisk langt væk fra hinanden, og at en eventuel fredsaftale kræver voldsomme politiske indrømmelser, som ingen af parterne er klar til. Talibanbevægelsen vil have sit eksistentialistiske ønske om afmontering af republikken Afghanistan, altså nu også en forfatningsændring, og afsættelsen af Ghani-regering indfriet, før en fredsaftale kan blive en realitet. Omvendt forsøger en presset Ghani-regering at opretholde republikken Afghanistan, og afviser blankt at lade talibanbevægelsen få plads i landets centraladministration. Dog er begge enige om, at en fredsaftale mellem partnerne inden den 11. september ikke længere er en realitet.
Globalnyt giver her en overordnet status på USA-Taliban fredsaftalens betydning for Talibans genopstandelse, og på hvorfor Ghani-regeringen og talibanbevægelsen kom tomhændet ud af fredsforhandlingerne, som Globalnyt fulgte på tæt hold i Doha.
Taliban genopstået som Fugl Føniks
For et par uger siden slukkede USA lyset på sin største militærbase, Bagram. I forbindelse med Bagrams nedlukning offentliggjorde Pentagon, at USA’s tilbagetrækningsplan var 90 procent afsluttet. Blot få dage efter nedlukningen af Bagram fremgik det af de lokale nyheder, at talibanbevægelsen kontrollerede mere end 50 procent af landet, mens det franske medie France24 vurderede, at det snarere var 85 procent.
For afghanerne har talibanbevægelsens territorielle ekspansion betydet opløsning eller separation af familier. Ghani-administrationen har mistet kontrollen med landets hovedveje, dermed er Taliban lykkedes med at skære landets storbyer fra hinanden. Afghanske familier, som er spredt mellem Kabul og provinsen, har ikke længere mulighed for at se hinanden. Dette har fået indbyggerne i Kabul til at tildele Ghani-regeringen øgenavnet Kabul–regeringen.
Ifølge embedsmanden og politikeren Dr. Enayatullah Babur Farahmand kan årsagen til talibanbevægelsens fremmarch og den svækkede Ghani-regering delvist forklares med landets ineffektive militær, men i større grad med Vestens legitimering af talibanbevægelsen:
”Store dele af vores militær er ikke og har aldrig været tilstrækkeligt uddannet, og de fleste soldater bærer uniform, fordi det sikrer deres familiers overlevelse, og ikke, fordi de føler sig loyale overfor regeringen. Hyppigt opleves det, at udstationerede militærfolk er mere loyale over for stærke individer, som enten repræsenterer deres etniske eller religiøse ophav.”
Dr. Farahmand tegner et billede af talibanbevægelsen som Afghanistans Fugl Føniks, som genopstår af de seneste tyve års krigsaske og Vestens legitimering og blåstempling af bevægelsen – cementeret i USA-Taliban-fredsaftalen:
”Under Trump-administrationen var man i færd med at invitere talibanerne til Det Hvide Hus for at underskrive USA-Taliban-fredsaftalen, men den plan forpurrede vi HELDIGVIS. I stedet blev USA-Taliban-fredsaftalen og dermed den officielle og internationale legitimering af bevægelsen vedtaget i Doha. Den indebærer, at USA ikke længere må blande sig i Afghanistans anliggender. Med et pacificeret USA og en international blåstempling begyndte talibanerne så småt at lægge et succesfuldt politisk og militært pres på Ghani-regeringen. Vestens fredsaftale gav talibanerne fornyede kræfter og en legitimering af deres politiske mål for Afghanistans fremtid og den intra-afghanske fredsaftale. Afghanistans fremtid er nu i hænderne på afghanerne selv .”
Et tankesæt som Dr. Farahmand ikke er alene om.
Regeringens sidste livline er bevæbnede civilsamfund og krigsherrer
Ahmad Massoud, søn af Nordalliancens leder og nationalhelten Ahmad Shah Masssoud, er en af de mange prominente politikere, som er kritisk overfor USA-Taliban fredsaftalen:
”USA’s fredsaftale med talibanerne er den største fejl i Afghanistans politiske liv og et kæmpe svigt af afghanernes gæstfrihed.”
Iført den afghanske uldhue, med sin fars billede bag sig og omringet af gamle mujahedin-krigere står den karismatiske unge politikker Ahmad Massoud og holder motivationstale for sine støtter:”USA har forladt skuden Afghanistan, men mujahedinere er atter klar til at sætte talibanerne ud af spillet. Vores mål er at fjerne talibanernes indflydelse fra Kabul og hele vejen til Kandahar.”
Hvorefter deltagerne løfter en knyttet hånd og råber ”Takbiir” efterfulgt af ”Allahu Akbar”. Ahmad Massoud artikulerer en plan om at mobilisere en ærbar hær, der kan beskytte Afghanistan og afghanerne mod talibanernes overgreb. En halv time efter har lokale indbyggere rakt deres AK47’ere i vejret, og også regeringssoldater har stillet sig til rådighed for den unge Ahmad Massoud. ”Er I klar? ” spørger Ahmad Massoud forsamlingen. ”JAH!” råbes der i modsvar. Med et følge af internationale medier, sikkerhedsfolk og mange tilhængere forsvinder Ahmad Massoud ind i sit kontor, hvor audienssøgende venter på at få lov til at møde den nye løve fra nordalliancens højborg, Panjshir.
Ahmad Massouds politiske rolle viser, hvordan vanerne af den dynastiske politik forbliver indgroet i Afghanistans politiske scene. Ifølge Dr. Farahmand er efterkommere af krigsherre-dynastier som Ahmad Masouds et positivt bidrag til landets situation og til Ghani-regeringen:
”Vi har flere steder været vidne til, at indbyggere bevæbner sig og gør sig klar til at forsvare landet mod talibanere. Det er i den grad en positiv og nødvendig udvikling. Landets militær kan ikke længere alene overkomme den nationale sikkerhedsmæssige trussel. Derfor valgte regeringen også for nyligt at støtte et bevæbnet civilsamfund ved at statsautorisere det, for alle har ret til at forsvare sit land, mens det er en regerings pligt at få det indrammet ved at få de uautoriserede soldater under statens vinger.”
Selvom Dr. Fahrahmand og den unge Ahmad Massoud ser kritisk på USA-Taliban-fredsaftalen er de dog begge enige om, at Afghanistans fremtid afgøres i Doha:
“Løsningen for landets fremtid er nu i hænderne på de ældre og skal udmøntes gennem forhandlingerne i Doha” siger Dr. Farahmand.
Talibanbevægelsen i Doha kræver en ny islamisk regering
Globalnyt fløj til Doha, da Ghani-regeringen og talibanbevægelsen påbegyndte deres interne forhandlinger.
Forhandlingerne foregår på det luksuriøse Sheraton Hotel, og allerede i lobbyen er man ikke i tvivl om, hvor forhandlingsindgangen er placeret. Fra lobbyens indgang ses alle at være fokuseret på glasdøren tæt på restauranten. På lobbysiden af glasdøren er der sat metaldetektorer, og der er sikkerhedsfolk. Disse tiltag skal blandt andet sikre, at forhandlingsrepræsentanterne fredeligt kan forhandle bag lukkede døre og uden mediernes tilstedeværelse i forhandlingslokalet.
De få gange forhandlingsdelegerede kommer ud ad døren for enten at gå på toilettet, bede en af de fem daglige bønner eller blot for at strække benene, bliver de med lysets hastighed omringet af journalister og blinkende kameraer og spurgt om status på forhandlingerne.
En mulighed åbner sig, og Globalnyt sikrer sig et interview med talibanbevægelsens talsmand, Mohammad Suhail Shaheen:
”Jeg kan bekræfte, at vi befinder os langt væk fra en fredsaftale,” siger han. Ifølge Shaheen skyldes den politiske distance Ghani regeringens forsøg på at modarbejde processen mod et islamisk Afghanistan, som han siger, Taliban er blevet lovet i USA-Taliban fredsaftalen:
”I fredsaftalen med USA blev en ny islamisk regering eksplicit vedtaget. Kabul-administrationen modarbejder aftalen ved at bringe nye ideer til forhandlingsbordet i stedet for at diskutere oprettelsen af en ny legitim islamisk regering, hvor al lovgivningen bygger på Islams love,” og som betyder en afvikling af Ghani-regeringen og republikken Afghanistan, altså også en ændring af forfatningen:
”Vi har ingen interesse i et statssamarbejde indenfor rammerne af republikken Afghanistan eller Kabul-administrationen, vi vil hellere diskutere konstruktionen af nyt islamisk Afghanistan – som et helt nyt afghansk kapitel, som den illegitimt anbragte Ghani-regering ikke kan være en del af.”
Da jeg spørger Shaheen, om afviklingen af republikken Afghanistan har en negativ indvirkning på Afghanistans civilsamfund, så svarer han kategorisk nej og tværtimod:
”Hvorfor skulle afghanerne frygte en islamisk regering. En islamisk regering sikrer basale rettigheder – fri adgang til uddannelse, sundhed og juridisk retfærdighed for både kvinder og mænd”.
Lige inden Taliban-talsmanden, Shaheen, gør sig klar til at vende tilbage til forhandlingslokalet sætter han kort ord på bevægelsens seneste territorielle ekspansion i Afghanistan:
”Afghanerne ønsker en ny islamisk regering, det er vores forhandlinger med lokale ledere bevis på. Gennem forhandlinger med landsbyledere opnår vi territoriel støtte fra de lokale indbyggere, også et stort antal Ghani-desertører tilslutter sig løbende vores mål om en ny islamisk regering. For historisk set ved de fleste afghanere godt, at en islamisk regering før har kunne sætte punktum for årtiers borgerkrig.”
Hvorefter talibanbevægelsens talsmand viser sit VIP- kort, og sikkerhedsfolket giver ham adgang til forhandlingslokalet.
Efter seks timers intensive forhandlinger går glasdøren atter op igen. Denne gang er det Ghanis delegation, som kommer ud af forhandlingslokalet og træder med raske skridt på lobbyens marmorhvide fliser hen imod elevatoren og op på hotellets 5. etage.
Efter par timer ses Ghani-delegationen igen. Bevæbnet med et papir kommer de ned og går langsomt hen imod glasdøren. De nyhedssultne journalister omringer forgæves Ghani-delegationen for at se indholdet på papiret, men Ghani-delegationens sikkerhedsfolk omringer den for at holde journalisterne på afstand hele vejen til glasdøren. Men i forhandlingernes 11. time begynder forhandlingslokalets vægge at tale. Det kommer frem, at parterne vil have politiske indrømmelser før realisering af en våbenhvile eller fredsaftale. Talibanerne kræver frigivelse af krigsfanger og forfatningsændring med en ny islamisk regering indfriet som det første. Omvendt afviser Ghani-delegationen at frigive flere talibanfanger og kræver i stedet en øjeblikkelig våbenhvile. Forhandlingerne ender til alles overraskelse uden en våbenhvile, men derimod med en fælles erklæring om at sikre humanitær hjælp til befolkningen, bedre beskyttelse af landets infrastrukturer, og en yderligere fremrykning af de kommende fredsforhandlinger.
Ghani-adminstrationens Dr. Abdullah Abdullah: Ingen fredsaftale inden 11. september
Dagen efter forhandlingerne møder Globalnyt Ghani-delegationens Dr. Abdulla Abdullah til morgenmad. Dr. Abdullah Abdullah er Ghani-administrationens chefforhandler og øverste ansvarlige for landets forsoningsråd – The High Council for National Reconcilation. Omringet af Al Jazeera og BBC trækker Dr. Abdullah til side til en snak om det afsluttede forhandlingsmaraton, og om en Ghani-Taliban-fredsaftale inden d. 11.09.2021 er realistisk:
”Det var i hvert fald nødvendigt at mødes, men de (Taliban) sender modsatrettede signaler. For parallelt med fredsforhandlingerne intensiverer de (Taliban) deres militære offensiv i landet. Det er ikke vejen frem for en reel fredsaftale.”
Hvilket Dr. Abdullah opfatter som forklaring på, hvorfor parterne ikke nåede det fulde potentiale i de afsluttede forhandlinger:
”Forhandlingerne havde større potentiale, end vi nåede frem til. Det er også en realitet, at afghanerne havde forventet bedre resultater. Landets nuværende situation taget i betragtning så forstår man dem godt.”
Til spørgsmålet om de afsluttede forhandlinger har fået dem tættere på en afghansk fredsaftale, siger Dr. Abduallah Abdullah følgende:
”Der er to mulige scenarier i Afghanistan: 1) landet bliver kastet ud i en ny borgerkrig, hvor afghanerne vil opleve yderligere smerte og lidelser, eller 2) en fredsaftale bliver materialiseret til gavn for Afghanistan og afghanerne. De kommende uger vil vise, hvilken af de to mulige scenarier der bliver til virkelighed.”
Men uanset scenarierne afviser Dr. Abdullah Abdullah blankt at lade taliban-bevægelsen tage magten over landet. Men en underskrevet fredsaftale med talibanerne vil tage længere tid end til 11. september:
”Fredsaftale eller ej bør afghanerne vide, at talibanerne aldrig får magten over landet igennem vold. Et fremtidigt nyt Afghanistan kan kun tage form igennem forhandlinger, vi er standhaftige og vil ikke acceptere vold som en del af forhandlingerne ”
Formålet med USA-Taliban-fredsaftalen var, at Afghanistan efter tyve års intervention skulle stå på egne ben. Men de seneste måneders udvikling har vist, at USA-Taliban-fredsaftalen har skabt et politisk vakuum til fordel for talibanbevægelsen og har givet Ghani-administrationen følelsen af misbrug af afghanernes gæstfrihed i landet. Taliban derimod ser vestens fredsaftale med dem som en sejr for deres politiske mål om en ny islamisk regering i Afghanistan, der ikke inkluderer Ghani-regeringen eller republikken Afghanistan. Hvilket besværliggør fuldførelsen af en intra-afghansk fredsforhandling, for Ghani-regeringen vil ikke træde af, før hans embedsperiode er afsluttet. Den kommende tid vil vise, hvordan slutspillet om Afghanistan kommer til at forme sig, og om republikken Afghanistan stadigvæk består efter 11.09.2021.
Ahmad Walid Rashidi er statskundskabsstuderende, grundlægger af og direktør for organisationen Freemovement og krigsinvalid.