Inuitjægere i Igloolik regionen har traditionelt orienteret sig på landjorden og havet ved at kende til en bred vifte af miljømæssige faktorer, herunder vindens adfærd, mønstre for snefygning, dyrs adfærd, tidevandets indretning, strømforhold, og astronomiske fænomener. Inuits orienteringsmetoder er svære at lære.
De involverer en lang læreproces med aktiv læring og opbygning af erfaring. I sidste ende er de dog ganske pålidelige.
I de senere år har Inuitjægere imidlertid tilføjet brugen af GPS, Global Positioning System, til deres traditionelle orienteringsmåder.
Mange unge kender ikke de de traditionelle metoder
Meget har ændret sig i Igloolik i de seneste årtier. Formel uddannelse, butikker, erhvervsmæssig transport, elektronisk kommunikation og lønarbejde har forvandlet sociale mønstre og strukturer.
Tilpasning findes i alle livets aspekter: folk går stadig på jagt efter mad, for eksempel, men ofte på weekendture i mekaniserede køretøjer, snescooter.
Men det er blevet sværere at socialisere de unge inuitter i de ikke-vestlige måder og traditioner inklusive metoder til at navigere på land og hav.
Mange yngre mennesker har i dag ikke den fornødne dybe viden til at kunne bevæge sig sikkert i naturen.
Inuitjægere lærer at navigere under jagten med ældre som læremestre og igennem samtaler med slægtninge og venner.
Før snescootere gjorde deres indtog, udgjorde det langsommere og mere lydløs rejsetempo i hundeslæder i forbindelse med rejsen og jagten en ideel ramme for undervisning og tilegnelse af miljøviden.
I dag derimod, hvor man rejser med de hurtige og støjende snescootere, er instruktion af yngre drenge om miljøet begrænset til tepauser, en pause efter en jagt, under samtaler på lejrpladser eller efter at have jagtet et dyr.
Smart på jagt
Tilgængeligheden af mere overkommelige og præcise GPS-enheder har ført til deres øgede brug.
De ældre inuitter kan se fordelene ved GPS. Kyndige i de traditionelle orienteringsmåder, bruger disse fuldtids- og deltidsjægere dem kun som et supplerende navigationsværktøj.
En ofte nævnt positiv side ved GPS findes, når man er på jagt efter hvalros, en af de primære ernæringskilder. Det er nemlig nemt for en jæger at miste orienteringen, når denne koncentrerer sig om selve jagten, og finde ruten tilbage til lejren.
Ruten tilbage kan være tids- og brændstofkrævende. Med GPS derimod kan en jæger nemt finde den korteste rute. GPS-enheden ses også som nyttig i forbindelse med visse vejrforhold.
Ifølge en erfaren jæger kan behovet for en GPS lejlighedsvis opstå, når man er på jagt i tåget vejr, og man ikke ved, hvor man skal hen; eller man ror i vindstille vejr, uden så meget som en krusning i overfladen og tang til at orientere sig efter. Under disse omstændigheder kan GPS være handy.
Men bekymringer opstod i 1990’erne, idet yngre, og dermed mindre erfarne jægere, stoler for meget på GPS-enheden.
De ældres største ængstelser er, at en GPS-modtager kan gå i stykker under ekstreme arktiske forhold, og det ville være farligt at stole på et instrument, der ikke fungerer, hvis man ikke besidder traditionelle orienteringsevner som backup.
En særlig bekymring er, at GPS-enheder ofte fører brugere i en lige linje til målet uden at tage hensyn til den skiftende natur i Arktis. Man kan f.eks. blive dirigeret henover faretruende tynd is.
Tabte færdigheder
Debatten om indførelsen af GPS-teknologien afspejler bekymringer over tabet af nogle meget vigtige færdigheder. Denne nedkvalificering er ledsaget af et dalende forhold til traditioner og forholdet til naturen og en stigende brug og afhængighed af GPS og andre enheder.
Anvendelsen af hurtige transportmidler og eksistensen af nye måder af arbejde på, holde fri og deltage i formel uddannelse forstærker påvirkningen fra GPS-teknologien.
Yngre jægere, især dem, der har relativt lidt kendskab til Inuits måder at orientere sig på, er mere afhængige af GPS og modtagelige for andre påvirkninger.
Hvad der er mindre klart, er, i hvilket omfang GPS teknologien vil påvirke Inuits orienteringsmetoder og muligvis forårsage en gradvis nedgang i kendskabet til naturen og andre direkte relationer.
De inuitter, der er begejstrede for den nye teknologi, synes at betragte den som en udvidelse af klassiske orienteringsværktøjer.
De, der er mistænkelige eller forsigtige, er bekymrede over tabet af forståelsen for jorden og den natur, inuterne lever i. Det er et kendskab, der er blevet overleveret igennem generationer.
Samtidig vækker konsekvenserne af brugen af snescootere, radiokommunikation, og computere ængstelse.
Lige så foruroligende er den mere indirekte påvirkning af deres samfund og traditionelle nære slægtskabsforhold.
Alt er tænkeligt. Men det slår én, at på trods af den inuitiske evne til at tilpasse sig nye teknologier og nye omstændigheder kan GPS-teknologien på afgørende måde forandre Inuitkulturen og forårsage en reduceret tilgang og forståelse af de geografiske omgivelser og miljøet i almindelighed.
Indlægget har tidligere været bragt i Weekendavisen i en lidt anderledes udgave og bringes her med tilladelse fra Weekenavisen.
Bernhard Bierlich er antropolog, PhD, og har arbejdet i årevis i Vestafrika og Caribien. Dette indlæg er baseret på en artikel i Current Anthropology, 46(5) 2005. Artiklen blev brugt som eksamensopgave ved International Baccalaureate Organisationen, hvor Bernhard Bierlich fungerer som chefkonsulent.
