Friis Bach: Partnerskabet med Uganda ind i nye faser

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

25. oktober 2012

Christian Friis Bach vil styrke samarbejdet med Uganda både inden for handel og investeringer og med folkelige, ikke statslige-organisationer. Den demokratiske proces halter nemlig.

Udviklingsministeren lovede at styrke ”det allerede stærke partnerskab” mellem Danmark og Uganda, da han ønskede Uganda til lykke med de 50 års selvstændighed den 9. oktober.

Hvordan han forestiller sig det styrkede partnerskab, fortæller han til U-landsnyt.dk:

” Et styrket partnerskab vil være afhængigt af den fortsatte udvikling i Uganda og også Ugandas egne prioriteringer. Hidtil har vi opnået særdeles gode resultater i udviklingssamarbejdet, og jeg ser gode muligheder for et styrket samarbejdet inden for handel og investeringer og den brede folkelige kontekst.”

”Vores partnerskab vil altså gå ind i nye faser. Et udviklingspolitisk samarbejde må nødvendigvis være noget, som vi løbende diskuterer og justerer. Samtidig skal vi hele tiden bestræbe os for at forbedre og effektivisere vore indsatser.”

I sin lykønskningstale fremhævede ministeren de betydelige fremskridt, Uganda har gjort inden for bl.a. uddannelse, økonomisk vækst og hen imod et demokratisk samfund. Han understregede også Ugandas bidrag til at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen, i Somalia og Sydsudan. ”Uden sikkerhed ingen udvikling”.

Han sagde da om det danske samarbejde med Uganda, at det skal medvirke til at skabe jobs, vækst, fremme den demokratiske proces og beskytte menneskerettighederne.

Korruption

Måske meget naturligt i en jubilæumstale sagde ministeren ikke et ord om den voldsomt stigende – og ødelæggende – korruption i Uganda.

Men kan korruptionen accepteres i et tæt partnerskab?

Udviklingsministeren forklarer:

” Vi har en nul tolerance politik over for korruption. Uganda har i dag de rigtige institutioner til at forfølge korruption, blandt andet opbygget med dansk bistand. Det halter dog bagud med den politiske vilje til at gennemføre egen politik”.

”Præsident Museveni har imidlertid de seneste uger været ude med alvorlige påtaler af den offentlige sektor for ikke at forfølge korruptionssager tilstrækkeligt. Det hilser jeg velkomment. Ingen kan acceptere korruption”.

Menneskerettigheder

Et andet problem for samarbejdet med Uganda har været – og er – grove krænkelser af menneskerettighederne. Det gælder f.eks. overgreb på politiske modstandere og forfølgelse af homoseksuelle, senest med lovforslaget, der giver mulighed for at idømme homoseksuelle dødsstraf.

Hertil siger ministeren:

”Jeg har personligt været i tæt kontakt med regeringen i Uganda om loven, og det er min klare forventning, at den ikke gennemføres. Jeg har samtidigt gjort det klart, at Danmark lægger afgørende vægt på overholdelse af menneskerettighederne, og ikke mindst, at der ikke diskrimineres mod borgere på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.”

” Det er også derfor, vi i Uganda støtter en række offentlige institutioner og folkelige organisationer med henblik på at styrke menneskerettighederne, herunder bl.a. Ugandas Menneskerettighedskommission, der er udnævnt som den bedste nationale menneskerettighedsorganisation i Afrika.

”Inden for vores Democratic Governance Facility arbejder vi bl.a. også på at fremme og styrke menneskerettigheder. For indeværende støtter DGF mere end 40 folkelige organisationer, og snart forventes antallet at være oppe på 100 på tværs af de forskellige danske program-indsatser.”

Befolkningstilvækst

Med en befolkningstilvækst på ca. 3,2 % – en tilvækst som æder fremskridt op – er fokus både på øget landbrugsproduktion og på familieplanlægning nødvendigt. Ugandas regering prioriterer modernisering af landbruget, men familieplanlægning er ikke højt på regeringens dagsorden, hvis den er der overhovedet. Vil du presse på, så det spørgsmål prioriteres?

”Fra dansk side er befolkningstilvæksten allerede et spørgsmål, der indgår i vore prioriteringer. Under vort Hiv/Aids program gives der midler til en række fonde, der arbejder med reproduktiv sundhed og familieplanlægning. Herudover har UNFPA et stort program, som Danmark også støtter.”

Kvinder

Med fokus på de produktive og beskæftigende sektorer – husker man så kvinderne i dialogen med uganderne? I landbruget udgør de hovedarbejdsstyrken.

”Kvinder er en vigtig målgruppe i vores støtte til landbrugssektoren. Under netop dette program har vi en Gender for Growth Fund, der har til formål at forbedre indkomsten for kvindelige landmænd og entreprenører”.

Demokratisk proces

Det styrkede partnerskab lyder som lidt mere af samme slags. Er du så tilfreds med partnerskabet?

”Vi har en god dialog, og vi har et medansvar for udviklingen. Både når det går godt, og når det går mindre godt. Man kan ikke som udviklingspartner engagere sig og så ikke tage ansvar også, men det største ansvar påhviler Ugandas regering og befolkning. Det er dem, der skal vise og tage lederskab.”

”Når man ser på Ugandas udvikling over de sidste 50 år, er vi efterhånden kommet et pænt stykke. Det kan vi være stolte af. Ikke alle Ugandas naboer har været i stand til at håndtere selvstændighed, overkomme konflikt og diktatur på samme måde som Uganda. Det er ikke det samme som at sige, at arbejdet er færdigt. Der er stadig meget at lave, og meget der skal konsolideres og styrkes. Ikke mindst den demokratiske proces”.