Både FN og oppositionen i Burundi frygter, at præsident Pierre Nkurunzizas nye regering vil fortsætte med at slå hårdt ned på sine kritikere.
”Et nyt oprør fødes for øjnene af os,” siger en unavngiven analytiker i Burundi til den ugandiske avis The Independent.
Mandag udtrykte FN's Sikkerhedsråd ”dyb bekymring” over den politiske og sikkerhedsmæssige situation i landet efter et yderst omstridt præsidentvalg i juli.
Ivan Simonovic, om er FN's vicegeneralsekretær for menneskerettigheder, advarer om, at situationen hurtigt kan eskalere.
”Risikoen for alvorlig vold og for, at situationen kan komme helt ud af kontrol i Burundi, er meget reel,” siger hans talsmand ifølge The Independent.
Indbyggere i hovedstaden Bujumbura fortæller, at man kan høre lyden af skud og granater de fleste nætter i byen.
”Krigen er i realiteten allerede begyndt,” siger Innocent Muhozi, chef for en af oppositionens forbudte radio- og tv-stationer og en fremtrædende borgerrettighedsforkæmper.
Omkring 200.000 mennesker er flygtet fra urolighederne i Burundi og har søgt tilflugt i nabolandene Tanzania, Rwanda og DRCongo.
Gamle kendinge i ny regering
Striden i Burundi blussede op, efter landets præsident, Pierre Nkurunziza, for et par måneder siden meddelte, at han ville genopstille til en tredje embedsperiode, selv om forfatningen siger, at en præsident kun kan sidde i to embedsperioder.
Den genvalgte præsident, som blev taget i ed i sidste uge, præsenterede tirsdag sin nye regering, som udelukkende består af ”hardlinere” og folk, der er loyale over for ham.
Blandt de nye ministre er sikkerhedsminister Alain-Guillaume Bunyoni, der spillede en nøglerolle i sikkerhedsstyrkernes hårdhændede indsats mod de demonstranter, der protesterede imod Nkurunzizas beslutning om at stille op til en tredje embedsperiode. Demonstranterne fastholder, at beslutningen er i strid med forfatningen, mens en domstol omvendt gav grønt lys for, at præsidenten kunne genopstille.
Nkurunziza sikrede sig 69 procent af stemmerne ved første runde af det omstridte præsidentvalg i sidste måned, som oppositionen for de flestes vedkommende havde valgt at boykotte.
”Intet inkluderende ved denne regering”
Iagttagere havde på forhånd udtrykt håb om, at Nkurunziza ville forsøge at sammensætte sin nye regering, så den imødekom nogle af de kritikpunkter, der har været rettet mod ham. Om ikke en samlingsregering, så i hvert fald en regering, der kunne føre en knap så konfrontatorisk politik.
”Jeg kan ikke se noget inkluderende ved denne regering. Som mange iagttagere allerede har påpeget: hvis man ser på, hvad der foregår hver eneste dag, så bliver folk anholdt, de bliver tortureret, de forsvinder – og mange mener, at politiet eller efterretningstjenesten er ansvarlige for disse ting. Det er ret tydeligt, at det der foregår, er en fortsættelse af det, der allerede har foregået,” siger Innocent Muhozi til VOA News.