En handelsaftale mellem EU og Indonesien kan betyde mere afskovning i Indonesien.
Det frygter en lang række miljøorganisationer, mens en ny runde af forhandlinger mellem de to parter føres i Indonesien i denne uge.
Det er særligt øget import af palmeolie, organisationerne advarer imod. Det sker lige efter et nyt studie viser, at 100.000 orangutanger er udryddet på den indonesiske ø Borneo siden 1999.
En af de væsentlige årsager til den udbredte dødelighed blandt de menneskelignende aber er tab af deres levesteder som følge af skovhugst. Vild skov er i stor stil blevet hugget ned i Indonesien til fordel for ensartede plantager med oliepalmer. Og det er netop palmeolie, som i særdeleshed bekymrer miljøorganisationerne.
“Produktion af palmeolie i Indonesien forårsager enorme problemer for miljø, menneskerettigheder og arbejdsrettigheder. De eksisterende frivillige certificeringsordninger har vist sig at være falske løsninger. En handelsaftale, der vil øge importen til Europa vil kun forværre problemerne og bør derfor ikke være en del af nogen aftale”, siger Paul de Clerck fra Friends of the Earth Europe i en pressemeddelelse.
Miljøorganisationen er til stede i Indonesien under diskussionerne mellem EU og øriget om betingelser for handel. Ved en pressebriefing mandag præsenterede NGOen en erklæring med en række krav til en endelig handelsaftale. Erklæringen er underskrevet af over 50 civilsamfundsgrupper fra Indonesien og Europa.
100.000 orangutanger udryddet på 16 år
EU er den andenstørste importør af palmeolie i verden, og det eftertragtede produkt er den største årsag til afskovning og klimaskadelige udledninger i Indonesien, ifølge Friends of the Earth Europe.
Et studie har netop påvist, at 100.000 orangutanger er udryddet på den indonesiske ø Borneo mellem 1999 og 2015. Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology. Undersøgelsen konkluderer, at den enorme dødelighed skyldes tab af levesteder og jagt.
De fleste orangutanger er sandsynligvis mistet til jagt, men det mest dramatiske indhug i bestanden er sket i områder, som er ryddet for skov.
Det betyder, at omkring halvdelen af organgutangerne på Borneo er blevet udryddet siden 1995. Der er nu et sted mellem 70.000 og 100.000 af menneskeaberne tilbage på øen.
Det overrasker forskerne.
“Jeg forventede at se en en ret dramatisk nedgang, men jeg havde ikke forventet, at den ville være så stor”, siger en af studiets forfattere, Serge Wich, fremgår det af en artikel i The Guardian.
Ifølge det britiske medie fortæller eksperter, at mindst 45.000 orangutanger kan gå tabt i 2050 på grund af plantager med oliepalmer.
Bedre miljøbeskyttelse
Erklæringen, der blev præsenteret mandag, er underskrevet af Friends of the Earth Europe samt en del af netværkets nationale grupper, skovorganisationen FERN, Den Europæiske Falige Sammenslutning (ETUC) samt en lang række indonesiske NGO’er.
Den indeholder en lang række krav, herunder bedre miljøbeskyttelse i EU’s handelsaftaler generelt. EU har typisk kapitler om miljøbeskyttelse og klima i handelsaftaler, men der er en udbredt bekymring for, at ordene ikke giver de tiltænkte resultater.
Sidste onsdag kom der en reolution fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EESC), som er et rådgivende organ tilkynttet EU.
EU må sørge for, at kapitler om miljø og arbejderes rettigheder bliver mere konkrete og funktionelle i handelsaftaler, anbefaler udvalget, som består af fagforeninger, forbrugerorgansationer, arbejdsgiverorgansationer og andre relevante aktører.