Den italienskfødte Sonia Ghandi har opgivet at blive den næste regeringschef i Indien. Det har hun meddelt det indiske parlament, fremgår det af flere nyhedskilder tirsdag.
– Posten som premierminister har ikke været mit mål. Jeg vil følge min indre stemme. I dag fortæller den mig, at jeg ydmygt må sige nej til posten, sagde hun.
I stedet peger hun på den nu 71-årige tidligere finansminister Manmohan Singh, der indledte den økonomiske liberalisering for 13 år siden i Indien.
Straks efter meddelelsen samlede der sig tusindvis af nyvalgte politikere og tilhængere foran hendes hus i New Delhi, hvor de havde forsøgt at overtale hende til at ændre mening.
Det er kun få dage siden, at Sonia Ghandi blev valgt som leder af Kongrespartiet og dermed som kommende regeringschef efter partiets sejr ved valget for nylig.
Gandhi har haft problemer med en regeringsdannelse, efter at Indiens 4 nationale kommunistpartier har sagt, at de ikke vil deltage i en koalition under ledelse af Gandhis Kongresparti, men kun vil støtte en samlingsregering fra sag til sag.