Gensyn med en væver i Nyanga

Mit første indtryk er, at byen Nyanga i Zimbabwes østlige højland anno 2016 ikke er alverdens forskellig fra Nyanga anno 1994.

Ikke sådan at forstå, at der ikke er sket noget som helst. Heller ikke at alt, der måtte være sket, er af negativ karakter.

Det er bare svært at få øje på, hvad der præcist er sket af ændringer til det bedre i de mere end 20 år, der ligger mellem de to nedslagspunkter.

Begge de nævnte muligheder ville passe fint ind i den forståelse, de fleste af os nok intuitivt har af udviklingen i Zimbabwe: her er der stort set ikke sket noget som helst godt siden midten af 90’erne – og skulle der være sket noget, så er det bestemt det forkerte!

For dét, vi hører, handler om et land, som fortsætter med at falde fra hinanden, mens præsidentfruen muntrer sig med ekstravagante shoppingture på første klasse i hovedstæder i lande, som ikke har indførte sanktioner mod Robert Mugabes folk.

Mugabes kleptokratiske (tyvagtige, red.) diktatur fortsætter med at stjæle landets mangfoldige naturresurser og gemme pengene i udenlandske banker.

Forsøg fra utilfredse borgere på at sige fra mødes med stokke og tåregas og efterfølgende følgagtige domstoles vilkårlige fængslinger.

Virkeligheden er næsten altid en smule mere kompliceret end de billeder, vi ser malet med nyhedsbureauers og journalisters brede pensler.

Men i tilfældet Zimbabwe må man medgive, at selv de mørkeste malerier bevæger sig tæt på sandheden. Det kan være uendelig svært at finde de lyse farver frem, når man taler om Zimbabwe anno 2016.

Et MS-projekt som stadig findes

Også når det gælder den smukt beliggende by Nyanga er det svært at finde lyspunkterne. Udvalget i byens små butikker ser ud til at være dårligere end i de relativt gode tider i midten af 90’erne, selv om flere års tørke havde tæret på landets resurser.

De fleste bygninger ser ikke ud til at være holdt ved lige i de sidste par årtier, pudset krakelerer og den hvide maling er blevet grå eller sort. Der er langt mellem turister til at bidrage med et tilskud, fortæller de lokale, som slår opgivende ud med armene og ryster på hovedet.

Jeg håber efter rundturen i Nyanga, at humøret er langt bedre i en lille bygning tæt ved centrum, som er mit egentlige mål med besøget.

Bygningen er hvid og har en sol malet på facaden over indgangsdøren. Den er hjemstedet for en gruppe stærke kvinder samlet i Zuwa (det lokale shona-ord for ’sol’) Weavers Cooperative,

Eller sådan var det i hvert fald, da jeg sidst besøgte væverne i 1994. Dengang var lokalerne fulde af liv, og der blev knoklet ved de store smukke danske håndvæve.

Hanne med det smittende humør og store smil

Vævene var en del af det program for støtte til kooperativet, som Mellemfolkeligt Samvirke stod for. Den frivillige, Hanne, gav ikke bare sin viden om organisering, produktudvikling, planlægning, markedsføring og meget andet videre, men også sit smittende humør og store smil.

Hun formidlede en måde at arbejde på sammen med præget af demokratiske værdier og gensidig respekt og accept.

På vej til Eastern Highlands havde jeg helt ærligt været i tvivl om Zuwa’s eksistens i det hele taget.

Men under et besøg ved det smukke World’s View et par dage tidligere, med den storslåede udsigt ud over bjerge og dale, mødte jeg tilfældigt lederen af den lokale afdeling af National Trust of Zimbabwe. NTZ havde lige åbnet en ny afdeling af det lille museum, og jeg spurgte lederen om tæpperne på gulvet var lavet af Zuwa-væverne nede i Nyanga.

“Ja, det er de da! NTZ støtter og markedsfører lokalt produceret kunsthåndværk. Indtægterne fra vores salg af produkterne går til at støtte producenternes familier, og at bistå ved træningen af den næste generation af kunsthåndværkere.”

Derefter fortæller den midaldrende hvide kvinde, at hun engang var forretningskvinde i Harare. Efter at hendes mand døde, valgte hun at slå sig ned i Nyanga-området.

Mugabes styre lagde alligevel så mange forhindringer i vejen for virksomheder ejet af hvide, at det ikke kunne betale sig.

”Væverne findes skam stadig, men med nedgangen i turismen er det utrolig svært for dem at sælge noget. Så jeg er helt sikker på, at de bliver glade for at se dig!”

Gensyn med en kraftfuld kvinde

Der var ingen i salgslokalet, da jeg trådte ind ad døren, men der var en hel del tæpper i de kendte mønstre og farver og den helt vidunderlige tykke fåreuld.

I et sidelokale støder jeg på en ung kvinde, som stirrer ind i en computer, og jeg spekulerer på om det kan være rigtigt, at Zuwa-kvinderne har råd til at have en slags manager ansat? Hvilket jeg så spørger hende om.

”Nej, jeg arbejder for et statsstøttet privat låneprogram, hvor folk kan låne et mindre beløb til at starte eller udvide en virksomhed. Men én af væverne fra Zuwa er her, og hun kommer sikkert om lidt.”

“Er det ikke Biiijooorn?” 

Det gjorde hun ganske rigtigt. En lille kvinde med store kraftige hænder, læderagtige furer i ansigtet og øjne der gnistrer griber fat i min udstrakte hånd.

Jeg husker ikke alle væverne fra for godt 20 år siden, men jeg kan da fornemme, at vi har mødtes før. Det gør hun åbenbart også.

“Er det ikke Biiijooorn? Johh! Men du ser altså meget tykkere ud end da vi sidst mødtes!”

Hvorefter hun trækker mig hen til en opslagstavle, hvor der hænger billeder fra de MS-frivilliges årsmøde i 1994. Det var en stor forsamling med alle de frivillige og deres lokale samarbejdspartnere.

Der er også udklip fra den regeringskontrollerede avis The Herald, som fortæller om kooperativets meriter. Plus et par billeder af det lokale parlamentsmedlem Didymus Mutasa, medlem af regeringspartiet Zanu PF.

På ét af billederne ser man Mutasa sammen med undertegnede som gæster ved fejringen af kooperativets tiårsfejring. Billedet lader ingen tvivl tilbage om, at hun har helt ret: jeg er blevet kraftigere siden vi sidst mødtes!

Min indre film – og virkeligheden i dag

Det føles både vemodigt og deprimerende at gå rundt i bygningen. På min indre film ser jeg fortællingen om liv og glæde. Nu virker det som om vævene kun bruges i meget begrænset omfang. Flere af dem ser ud til at have samlet spindelvæv i flere årtier.

Bunken af uld er beskeden, og den ser ikke ud til at være af samme kvalitet som før. Tæpperne er stadig smukke, men der er ikke sket nogen teknisk udvikling siden for tyve år siden. Folderne om kooperativet stammer tilbage fra de glade dage.

”Vi er syv vævere tilbage i kooperativet, som laver tæpper, og så får vi penge fra kommunen, som lejer lokaler hos os, bl.a. til dem der giver lån. De betaler til tiden.”

Som den økonomiske situation i Zimbabwe ser ud i denne tid, er det overraskende at høre om betaling til tiden. Især regeringen fremturer uden blusel med at betale de offentliges lønninger med flere måneders forsinkelse.

Jeg håber det er sandt, for så er det i hvert fald et eksempel på, at MS i tidernes morgen bidrog til at sikre kooperativet et solidt fundament gennem ejerskabet over bygningen.

At økonomien generelt har dykket, og at især turister med mulighed for at købe de smukke tæpper har holdt sig væk, kan hverken væverne eller donorerne styre.

Selv den mest eftertænksomme theory of change fortælling om Zuwa ville ikke i 1994 have været i stand til at rumme den udvikling, som Zimbabwe har gennemløbet. Meget kan man forudsige, men ikke alle Mugabe-regimets perlerække af irrationelle og ekstreme beslutninger.

God mand for Zuwa-projektet

En lille krølle på dette zimbabwiske miniunivers i Nyanga er den tidligere omtalte Didymus Mutasa. Han var en god mand for Zuwa-projektet i den forstand, at han bakkede op om MS’ samarbejde med væverne.

Da jeg i 2012 vendte tilbage til Zimbabwe for at arbejde med de politiske partier, var Mutasa én af de stærke mænd i regeringspartiet. Ikke blot var han minister, han var også leder af Zanu PFs partimaskineri.

På vores første møde belærte han mig og en hollandsk kollega om problemerne med at samarbejde med vores type af demokrati-institution.

Vi var jo hvide, og vi var ude på at belære dem om demokratiet, som om vi havde nogen ret til at belære nogen om noget som helst! Først da jeg i min replik gjorde et stort nummer ud af at minde ham om, at vi næsten tyve år tidligere havde været sammen om at hylde og støtte væverne i Nyanga, kom der et glimt af accept og samhørighed i hans ansigt.

Nu var jeg pludselig ikke helt så ’hvid’, som han havde givet udtryk for i sin indledende tale. Det blev starten på et samarbejde, som kun blev muligt, fordi vi kunne finde en personlig dimension som grundlag for det minimum af tillid, der var nødvendigt.

Men Mutasa blev udrenset

Derfor var det ikke specielt opmuntrende, at Mutasa allerede i slutningen af 2014 blev udrenset fra regeringspartiet lige inden den årlige partikongres.

Mutasa var ikke hovedmålet, men han var blandt ofrene i det frygtløse og nøje planlagte angreb, som præsidentfruen og hendes støtter i Generation 40 gruppen satte ind over for vicepræsident Joyce Mujuru.

Hun blev svinet til i alle regeringsstyrede medier, og beskyldt for at planlægge et kup mod præsidenten. Hendes forventelige ambitioner om en dag at efterfølge Mugabe blev naturligvis manipuleret.

Mujuru havde stor folkelig støtte, og utvivlsomt også støtte i hæren, som hendes nu afdøde mand havde været general i. Derfor var hun en trussel mod de ambitioner, som Grace Mugabe og hendes hær af unge stræbsomme politikere havde.

Didymus Mutasa var ikke kendt som en politiker, man kunne have tillid til. Han var kendt som en politiker, der ikke gik af vejen for at bruge rå magt.

Hans positioner på de politikker, som har kørt landet økonomisk i sænk, er ikke anderledes end dem, partiet officielt har proklameret.

Alligevel vil mange sige, at det tjener ham til ære, at han forlod skuden sammen med Joyce Mujuru – i øvrigt med en bandbulle rettet mod Mugabe for at stå i spidsen for et diktatoriske styre, som landets befolkning ikke længere har glæde af.

Det er ikke fremmende for helbredet at give offentligt udtryk for kritik af Mugabe og regeringens politik.

Min veninde fra Zuwa-væverne smiler med sine få skæve tænder i overmunden, da jeg betaler hende for det tæppe, jeg har besluttet at købe, og samtidig fisker efter et bud på, om hun har et håb om, at tingene kan blive bedre, hvis Joyce Mujuru og hendes tro væbner Didymus Mutasa kommer til magten.

Hendes svar afspejler den realisme, præget af en vis portion opgivenhed, som almindelige mennesker i Zimbabwe ikke overraskende giver udtryk for.

”Vi må nok selv gøre alt arbejdet, hvis det skal blive bedre for almindelige mennesker i Zimbabwe. Sådan var det jo også dengang, du sidst besøgte os, Mr. Biiijjoorrrn.”

 

Kom og vær med som skribent!

Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.

Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.

Seriens redaktør, Peter Sigsgaard, vil meget gerne kontaktes på e-mail [email protected] eller telefon 45 82 12 39

Indlæg er honorarfrie.