Ghana: Transportabelt museum klar til afgang

1200
Kioskmuseet, der skal bringe kunst og kultur ud til indbyggerne i alle Ghanas ti regioner.
Foto: Ofoe Amegavie/ANO
Gerd Kieffer-Døssing

Kunst skal være tilgængeligt for alle. Det er grundtanken bag Ghanas ’rejsende museum’, der i december skal på rundtur i landets 10 regioner. Det lille museum er på størrelse med en kiosk og vil rejse omkring med en mindre udstilling af kunst og kulturelle genstande.

Ifølge The Guardian er idéen til kioskmuseet kommet fra skribenten og filmskaberen Nana Oforiatta Ayim, der også er leder af nonprofit kunststedet ANO i Accra.

På gader overalt i Vestafrika ses containere, der bruges til værksteder, udsalgssteder, butikker eller andet – flere af dem er illegale og en del af den uformelle økonomi, som regeringen har ønsket at udrydde. Når Ayim omdanner en sådan containerkiosk til et museum skabes der dels en forbindelse til landets fattige befolkning, dels er det en hyldest til landets uformelle struktur, som er en ligeså stor del af Ghanas kultur, som det etablerede og formelle.

Samtidig er tanken, at befolkningen rundt om i landet vil have lettere ved at acceptere museet, netop fordi det kommer i en genkendelig indpakning. Det bekræftes over for The Guardian af Nana Nyarko Boateng, der har besøgt kioskmuseet under en festival tidligere i år:

”Flertallet af ghanesere får deres brød, mælk og sukker fra kiosker, så ingen bliver intimideret af at gå ind i en.”