Globalnyt har fået ny chefredaktør

Sven Johannesen.


Foto: Jesper Skoubølling
Laurits Holdt

7. december 2023

Globalnyt starter det nye år med en ny mand i spidsen, da Sven Johannesen 1. januar tiltræder som ansvarshavende chefredaktør.

Sven Johannesen kommer fra en stilling som journalist på Orientering Udsyn på DR og har tidligere været chefredaktør af to omgange. Først på undervisningsmediet Koncentrat og sidenhen SoMe-mediet Reelly, der laver nyheder om globale forhold til unge. Han har været med til at drive og udvikle de to medier som en del af Journalistbureauet TANK. 

Det var også sammen med Journalistbureauet TANK, at Sven Johannesen i 2016 vandt Timbuktu Prisen for kritisk udviklingsjournalistik på baggrund af webdokumentaren Drowning Megacities til Al Jazeera om klimakrisen i de afrikanske metropoler Lagos og Dar es Salam. 

Lisbet Fich, forperson for Globalnyt, glæder sig over Sven Johannesens tiltrædelse.

“Sven har en imponerende journalistisk track record på det globale område, er iderig og foretagsom, så vi ser frem til, at Sven kan lede Globalnyt frem mod nye højder. Derudover er Sven et utroligt behageligt menneske, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med, og som vil matche vores dream team på redaktionen rigtig godt”, siger hun.

Tidens behov for globalt udsyn

Globalnyt har det seneste år oplevet medvind i både læsertal og økonomi og vil med Sven Johannesen fortsætte arbejdet med at styrke journalistikken og nå endnu bredere ud til globalt interesserede danskere.

“Jeg er både begejstret og beæret over at få lov til at stå i spidsen for Globalnyt. Mediet har knalddygtige og vidende journalister, et dedikeret publikum og ikke mindst en ufattelig vigtig funktion. Der er større behov end længe for et medie, der beskæftiger sig med den store verden kontinuerligt og ikke bare, når katastroferne rammer. For hvis vi ikke ved, hvordan andre mennesker lever, så bliver vi heller ikke berørt, når de dør,” siger Sven Johannesen.

“Tidens behov for mere viden om internationale sammenhænge plus Globalnyts høje journalistiske niveau siger mig, at vi kan nå ud til langt flere end de nuværende læsere og lyttere. Det er i hvert fald det, jeg vil knokle for, i tæt samarbejde med mediets redaktion og bestyrelse.”

Sven Johannesen har en kandidatgrad i journalistik og en bachelorgrad i geografi fra Roskilde Universitet og er uddannet på Dagbladet Information. Han er desuden medforfatter til undervisningsbogen om globalisering: Verden i kasser.