Hvordan afgør man, om en person eller familie er fattig, og hvordan måler man omfanget af fattigdom i en given befolkning? Derom handler denne artikel.
Umiddelbart er det ikke så svært – eller det skulle man i hvert fald ikke tro. De fattige må være de, som ikke får nok at spise, ikke har en ordentlig bolig, ikke får uddannelse osv.
Det er også rigtigt, men der kan være mange årsager til, at en familie er havnet i denne situation. Naturkatastrofer og andet kan være medvirkende, og i sådanne tilfælde vil vi ikke altid tale om, at familien er udsat for fattigdom.
En fattigdoms-grænse
Ofte vælger man at trække en bestemt linie mellem de fattige og den øvrige befolkning.
Denne linie kan trækkes med udgangspunkt i bestemte fysiologiske behov, eller man kan vælge at fokusere på, om mennesker er i stand til at leve et liv, som betragtes som acceptabelt (hvilket ikke altid betyder, at de rent faktisk gør det).
Eller man kan vælge at trække linien med udgangspunkt i et bestemt forbrug eller en bestemt indkomst, den såkaldte fattigdomsgrænse, som oftest måles i penge.
Denne fattigdomsgrænse er ofte beregnet ud fra en vurdering af, hvilke elementære behov mennesker har i et givet samfund. Ud over et minimum af føde har man behov for bolig, tøj og en vis sikkerhed.
Forskellige fattigdomsgrænser
Dette indebærer, at der nødvendigvis må være forskel på fattigdomsgrænsen fra samfund til samfund. Ikke bare mellem lande, men ofte også fra region til region. Årsagerne hertil er flere:
For det første den ret simple, at der er forskel på prisniveauet forskellige steder. Der er derfor forskel på, hvilket pengebeløb der skal til for at undslippe fattigdommen.
For det andet er der forskel på, hvilke behov mennesker har. På Sri Lanka er prisen på boligopvarmning f.eks. ikke noget problem, hvilket i høj grad er tilfældet flere steder i Kina. Dertil kommer, at staten i nogle lande giver støtte til fødevarer, sundhedsservice m.m., mens staten i andre lande overlader dette til borgerne selv.
For det tredje er der kulturelt betingede forskelle på, hvad der er acceptabelt som bolig, klædedragt og andet. Det berømte tilfælde med børnefødselsdagen, som nogle ikke har råd til, er et eksempel på dette.
Adam Smith omtalte for mere end 200 år siden muligheden for ”at leve uden skam” som en betingelse for at undslippe fattigdommen. Det gælder stadig.
Dette problem er særlig svært at løse, fordi grænserne for, hvad der er acceptabelt, flytter sig med tiden. Når det omgivende samfund bliver rigere, ændres også disse behov.
Tag Verdensbankens fattigdomsgrænse med et gran salt
Disse forhold indebærer, at det er problematisk at sammenligne fattigdom mellem forskellige lande og regioner. Verdensbankens fattigdomsgrænse på 1,25 PPP$ om dagen(om PPP$, se artiklen Grænser for bistand (5): Hvem er rig og hvem er fattig, som vi har bragt tidligere i temaet ”Grænser for bistand”) skal derfor tages med et gran salt.
Som det fremgår, er det en kompliceret øvelse at fastlægge en fattigdomsgrænse. Det er derfor fristende at benytte simplere metoder. Dette må der dog advares imod.
Hvis man benytter simplistiske metoder, svækkes kvaliteten og troværdigheden af fattigdomsmålingen.
Én metode, som desværre har været yderst udbredt de senere år, må der i særdeleshed advares mod. Nemlig at benytte en bestemt procentdel, f.eks. 60 procent, af median-indkomsten (som er det, den ‘midterste’ forbruger tjener, hvis forbrugerne rangordnes efter indkomst) som fattigdomsgrænse.
Dette er alt for simpelt og tager ikke højde for de ovennævnte forhold. Dertil kommer, at fattigdommen aldrig vil ændre sig, uanset hvor meget indkomsterne vokser, hvis fordelingen er uændret. Dette er klart i strid med sund fornuft for de fleste, herunder denne artikels forfatter.
Ulighedsmål
Denne metode giver i virkeligheden ikke et fattigdomsmål, men et ulighedsmål, og dertil ikke et særlig godt mål (f.eks. opfanger Gini-koefficienten langt bedre den samlede ulighed). At metoden har vundet så stor udbredelse (benyttes af både EU og OECD), kan kun beklages.
Når man har fastlagt en acceptabel fattigdomsgrænse, er næste trin at måle, hvor stor en del af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen. Dette er den såkaldte head-count ratio eller fattigdomshyppighed.
Dette er et nyttigt mål til at skaffe overblik over problemets omfang. Ved måling af udviklingen over tid kan man tillige konstatere, om udviklingen går den rigtige vej og hvor hurtigt. Langt det meste tilgængelig statistik om fattigdom viser kun fattigdomshyppigheden.
Fattigdommens dybde
Fattigdomshyppigheden har dog det problem, at den ikke indeholder nogen information om, hvilken levestandard de fattige så har. Ligger de fleste lige under grænsen, eller er der tale om en afgrund, hvor mange lever i afgrundsdyb elendighed?
Dette får man information om gennem måling af den såkaldte poverty gap ratio eller fattigdomsdybde. Dette mål blev først udtænkt af den indiske økonom og Nobelprisvinder Amartya Sen.
Fremgangsmåden er, at man måler, hvor meget de enkelte familier mangler i at nå op til fattigdomsgrænsen. Denne størrelse divideres så med samfundets samlede forbrug eller indkomst.
Derved får man et indtryk af fattigdommens dybde og også af, hvor meget eller lidt, der skal omfordeles for at afskaffe fattigdommen.
Konkrete målinger af fattigdomsdybden er endnu ikke almindelige. Men det må håbes, at metoden vinder større udbredelse, da der er en udpræget mangel på konkret viden om fattigdom i mange lande.
Læs om Gini-koefficienten på Wikipedia.
Jens Lehrmann Rasmussen er tilknyttet U-landsnyt.dk som økonomisk ekspert. Han er økonom og underviser bl.a. i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet og Roskilde Universitet.
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.