Debatindlæg af Per Stig Møller
Dansk bistand skal bekæmpe fattigdom, men vi skal ikke give bistand til lande, der selv har råd til at hjælpe deres fattige. Derfor skal vi stå fast på BNI-grænsen – også selv om BNI ikke giver et specielt retvisende billede af et lands økonomi.
Dansk udviklingspolitisk basis er kampen mod verdensfattigdommen. Det er en humanistisk og humanitær grundpille for at formindske elendigheden i verden og give verdens fattigste muligheden for et bedre liv. Samtidig vil kampen mod fattigdommen i et fattigt land medvirke til at fremme landets udvikling.
Løftes de fattige ud af fattigdommen, får de mulighed for at foretage sig andet og mere end at bruge hele dagen på en kraftesløs kamp mod sulten.
De får kræfter til at arbejde og dermed skaffe indtægter til sig selv og dermed til samfundet. De får kræfter til at arbejde politisk for et mere retfærdigt samfund.
Kampen mod fattigdom i fattige lande kan derfor bestå både i projektstøtte og i budgetstøtte, så landet selv kan træffe nogle fornødne dispositioner med samme formål. Begge dele er gjort med held i adskillige lande.
Selv om udviklingsministeren taler om sin udviklingspolitik som en “rettighedspolitik”, kan vi ikke ude fra komme og give nogle mennesker i et land rettigheder. Men vi kan være “fortalere” for deres principielle rettigheder, som vi vil hjælpe til at blive konkrete.
Stoppede hjælpen til Indien
Men der er også fattige i lande, som ligger over fattigdomsgrænsen. Skal vi ikke hjælpe dem, som landet ikke selv hjælper?
(NOTE: Hvis man bor i et land, hvor bruttonationalindkomsten (BNI) ligger over 17.826 kr. – eller 3.228 dollars – pr. indbygger, kan man ikke få hjælp fra nogen af de danske NGOer. Det er Danidas såkaldte BNI-landeindkomstgrænse.)
For det FØRSTE er selv 15-16 miliarder kroner en begrænset størrelse i kampen mod fattigdommen, hvorfor vi må anlægge et kriterium for, hvor disse skal anvendes. Dette kriterium er, at vi giver til de fattigste lande under det givne BNI-tal.
For det ANDET skal vi ikke fritage lande, som har midler nok til selv at bekæmpe “fattigdomslommerne”, fra at opkræve de dertil nødvendige skatter og dermed selv bekæmpe den sociale ulighed, som ellers kan udvikle sig til social uro.
Går vi andre ind og løser dette problem, kan landet jo fortsat undlade selv at gøre noget ved det og dermed fortsat undlade at foretage den nødvendige skatteopkrævning og omfordeling.
Det var derfor, jeg i sin tid gik ind for at stoppe hjælpen til Indien, med undtagelse af hjælpen til dalitterne (kasteløse), som Indien ikke ville gøre noget for. Fordi vi stillede krav, frabad Indien sig siden enhver hjælp.
Vi hjælper bedre via EU og WTO
For det TREDJE har vi hjulpet og kan hjælpe i lande over BNI-grænsen med fattidomslommer.
Det er sket i Kina, men nu standset, for Kina har penge nok. Og det er sket og sker stadig i begrænset omfang i Rusland, hvor hjælpen går til de sibiriske inuitter, fordi den statslige støtte til dem ikke kommer.
Lande, som ligger over BNI-grænsen, hjælper vi bedre gennem handelsaftaler med EU, gennem LDC-særbehandlingen (af de fattigste u-lande, red.), og vi kæmper for en global frihandelsaftale i WTO (Verdenshandelsorganisationen).
Kommer den igennem, vil gevinsten ved en frihandelsaftale være større end hele verdens u-landsbistand.
I øvrigt er både BNP- og BNI-bindingen temmeligt tilfældige størrelser, der ikke er ganske retvisende. De tager ikke højde for den sorte og parallelle økonomi, som er stor i disse lande.
De er heller ikke ganske retvisende for i-landene. Når vi rammes af en orkan, stiger BNP og BNI, fordi den skaber arbejde og nye indtægter til alle dem, der beskæftiges med at udbedre skaderne, uanset et land ikke blive rigere af at blive ramt af en storm.
Beslutter vi i en finanslov at ansætte flere sygeplejersker i det offentlige og udvide den offentlige sektor, stiger BNP og BNI, men det er vi trods alt ikke blevet rigere af.
Imidlertid er det disse begreber, som er vedtaget, så dem holder vi os til.
Mag.art. og dr.phil. Per Stig Møller (71) er udenrigs- og udviklingsordfører for Det Konservative Folkeparti og formand for Folketingets udenrigsudvalg.
Han var udenrigsminister fra nov. 2001 til feb. 2010 – med ansvar for udviklingsbistanden frem til august 2004, da integrationsminister Bertel Haarder (V) også blev udviklingsminister.
