Peru har hjemkaldt sin ambassadør i Chile og afsendt to protestnoter til den chilenske regering efter at Chiles kongres har vedtaget en lov om grænsedragningen mellem de to nabolande i Stillehavet.
Perus regering mener, det chilenske lovprojekt får betydning for peruanske interesser i området, skriver den pan-Latinamerikanske TV-station, Telesur.
Siden Stillehavskrigen mellem de to lande i slutningen af 1800-tallet, som Chile vandt, har der været stor mistænksomhed i Peru overfor chilenske aktiviteter i grænseområdet.
Der har gentagne gange været diplomatiske kriser og jævnligt optræk til militær konfrontation.
I Stillehavskrigen indtog Chile det meste af Peru og annekterede det, der i dag er det nordligste Chile.
Det er stadig et dybt traume for mange peruanere, som stadig betragter den nordlige del af Chile som en del af Peru.