Grethe Philip er død – rundede de 100

folketingskvinder
Grethe Philip ses som nummer to fra venstre i forreste række. På den række er det Gerda Møller, Grethe Philip, Else-Merete Ross, Astrid Skjoldbo, Nina Andersen, Marie Antoinette von Lowzow og Clara Munck.
Foto: KVINFO
Forfatter billede

Grethe Philip sad i Folketinget fra 1960 til 1979 og arbejdede inden da som fuldmægtig i Arbejdsministeriet.

Hun engagerede sig i sin politiske karriere især i social- og kvindepolitiske anliggender. Hun var bl.a. medlem af Finansudvalget, Lønningsrådet og Folkepensionskommissionen, og da hun forlod Christiansborg fortsatte hun på bestyrelsesposter i den finansielle sektor.

Man kan i en u-landssammenhæng ikke nævne Grethe Philip uden hendes for længst afdøde mand, professor Kjeld Philip.
 
Udslaggivende for ægteparrets tilknytning til Det Radikale Venstre var de radikales u-landspolitik, den stærke opslutning til FN og kombinationen af social ansvarlighed og økonomisk realisme.
 
Ægtefællen blev hentet ind i regeringen som handelsminister i 1957. Det skærpede hendes interesse for politisk arbejde, og 1960 stillede hun op i den svage radikale kreds i Hellerup, hvor hun blev valgt i kraft af et stort personligt stemmetal. Hun blev genvalgt den næste snes år.
 
Grethe Philip blev den første kvindelige finanslovsordfører 1962, kendt for vægtige indlæg, der både demonstrerede stort økonomisk overblik over Danmarks situation og en pragmatisk realisme.
 
Men hun var lige så kyndig på internationale anliggender. Da finansudvalget 1966 gennemførte en omdiskuteret rejse til danske u-landsprojekter, brugte hun den som anledning til en diskussion af, hvordan u-landsbistanden, der blev udbygget i disse år, kunne kvalificeres. Hun havde gennem sin mand, der var udsendt som økonomisk rådgiver for FN, et indgående kendskab til verdensorganisationens bistandsarbejde.
 
Se også om Grethe Philip i kvindebiografisk leksikon på 
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1749/
 
Kjeld Philips store østafrikanske projekt
 
Kjeld Philips navn er i en international sammenhæng især knyttet til Østafrika. U-landsnyt.dk kunne i november 2014 skrive følgende om Philips indsats:
 
SR-regeringen, SF og Enhedslistens milliardbesparelse på udviklingsbistanden i 2015 rammer Kjeld Philips store østafrikanske samarbejdsdrøm med et cut på 400 mio. kr. 

485 millioner kr. – altså næsten halvdelen af pengene – findes på den BILATERALE BISTAND til u-landene i Afrika, Asien og Latinamerika

Kjeld Philips store østafrikanske samarbejdsprojekt får ikke en eneste bistandskrone  

Hovedparten af de 485 mio. kr. fremkommer ved helt at annullere et program for regional økonomisk integration i ØSTAFRIKA. På regeringens finanslovforslag var der afsat 400 mio. kr. over fem år til det formål.

"Regional integration" kan lyde uspændende, men der er tale om systematisk at bygge videre på tanken om et nært østafrikansk samarbejde, som Danmark har støttet helt siden 1960erne – bl.a. som en slags eksport af de nordiske samarbejdsbestræbelser.

Dengang var professor Kjeld Philip (1912-1989) udsendt til Kenya og blev formand for Kommissionen for Østafrikansk Samarbejde (1965-67) og senere også dens sekretariatsleder i Nairobi (1966-67)- det var den spæde forløber for dagens visioner om et østafrikansk fællesmarked og en slags fremtidig politisk union a la EU. 

East African Community (EAC) omfatter siden 2007 Burundi, Kenya, Rwanda, Tanzania og Uganda og har hovedkvarter i Arusha i det nordlige Tanzania – se http://www.eac.int

En toldunion er i hus og en møntunion på trapperne i den enorme region. Den omfatter 1,82 mio.kvadratkilometer med henved 145 mio. indbyggere og er et potentielt afrikansk powerhouse.

Også af den grund vil en historisk set så markant donors faneflugt blive bemærket. For hele støtteprogrammet slettes.

Her en vurdering i 2012 af Det Østafrikanske Fællesskab – se

http://u-landsnyt.dk/nyhed/26-02-12/store-visioner-om-eac-som-et-slags-stafrikansk-usa 
 
Kjeld Philip blev efter hjemkomsten til Danmark formand for U-landsstyrelsen i 1968 – eller Styrelsen for Teknisk Samarbejde med u-landene”, som den hed dengang. Han var også formand for IFU- der hed Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene.
 
Grethe Philip blev født 14. august 1916 og døde 1. september 2016.