Venezuela var tirsdag endnu en gang præget af uroligheder, efter at oppositionsleder Juan Guaidó bad folk gå på gaden til nye store protester, og opfordrede militæret om at støtte ham frem for præsident Nicolás Maduro.
I en meddelelse, der hurtigt blev spredt på sociale medier, sagde Guaidó, at den endelige fase af den såkaldte ”Operation Frihed”, der skal vælte Maduro-styret, er sat i værk.
Maduro og hans regering har betegnet Guaidós handling som et kupforsøg og siger, at militæret stadig bakker fuldt og helt op om Maduro. Den har opfordret alle regeringens støtter til at samle sig omkring præsidentpaladset for at ”forsvare revolutionen, forsvare Nicolás og forsvare Hugo Chavez’ eftermæle”.
Det er uklart, hvor stor opbakning Guaidó har fra militæret, og i givet fald om der er ledende generaler blandt hans støtter. Men i en video er han omgivet af soldater, der angiveligt har skiftet til hans side.
Andre tv-billeder viste soldater i udkanten af Caracas, som tilsyneladende var iført gule armbind – oppositionens farve. De kastede tåregasgranater tilbage mod andre soldater, der er loyale over for præsident Maduro, som tilsyneladende sendte en byge af tåregas mod dem.
Mindst 52 mennesker er bragt ind på et hospital i Caracas efter de voldsomme begivenheder i hovedstaden tirsdag, oplyser direktøren for hospitalet til den amerikanske tv-station CNN. Af dem var 32 blevet ramt af gummikugler.
Dramaet begyndte tirsdag før daggry lokal tid, da Guaidó offentliggjorde den video, hvor han opfordrer sine tilhængere til at hjælpe med at afsætte Maduro “på ikke-voldelig vis” og “inden for forfatningen”.
Maduros næstkommanderende, Diosdado Cabello, hævder ifølge den britiske avis The Guardian, at styret er ”fuldkommen roligt”.
”Vi vil sejre. Og de vil blive behandlet som en flok kupmagere”, siger han.
Landets informationsminister, Jorge Rodríguez, siger, at det er den ”morderiske yderste højrefløj”, der står bag oprøret, og han opfordrer ligeledes venezuelanerne til at bakke op om Maduro og militæret.
En anden oppositionsleder, Leopoldo Lopez, formåede tirsdag at undslippe fra sin husarrest, hvor han har befundet sig siden november 2017. Han blev set sammen med Juan Guaidó i løbet af dagen, inden han søgte tilflugt i Chiles ambassade i Caracas. Ifølge venezuelanske medier har han søgt asyl på ambassaden.
Guaidó hævder, at soldater, der er loyale over for oppositionen, befriede Lopez, mens Maduro-regeringens udlægning er, at Lopez bestak en vagt med penge fra USA.
USA: Dette er ikke et kup
Guaidó udråbte i januar sig selv til Venezuelas retmæssige præsident og har fået opbakning fra Brasilien, Colombia, Ecuador, USA og store dele af EU, herunder Danmark.
I Washington afviser præsident Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, ”høgen” John Bolton, Maduro-styrets anklage om, at der er tale om et amerikanskstøttet kupforsøg.
”Dette er tydeligvis ikke et kup”, siger Bolton i en udtalelse.
”Vi anerkender Juan Guaidó som Venezuelas legitime, midlertidige præsident, og lige så vel som det ikke er et kup, når USA’s præsident giver en ordre til forsvarsministeriet, er det ikke et kup, når Juan Guaidó forsøger at tage kommandoen over det venezuelanske militær,” siger Bolton ifølge CNN.
Bolton tilføjer, at Trump og hans stab i Det Hvide Hus har fulgt udviklingen minut for minut i løbet af dagen.
”Det er tydeligvis en meget alvorlig situation”, siger han og betegner oprøret som en mulighed for, at ”det venezuelanske folk genvinder sin frihed”.
I am monitoring the situation in Venezuela very closely. The United States stands with the People of Venezuela and their Freedom!
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 30. april 2019
I Cuba skriver udenrigsminister Bruno Rodriguez Parrilla på Twitter, at landet tager afstand fra ”kupforsøget” og fortsat bakker om Maduro.
We strongly condemn attempted coup in #Venezuela. #Cuba expresses firm support and solidarity with @NicolasMaduro, Constitutional President of that sister nation and its Bolivarian government and people. Stop attacks against peace of #OurAmerica. | #Cuba
— Bruno Rodríguez P (@BrunoRguezP) 30. april 2019
Også Rusland og Tyrkiet, der begge støtter Maduro, har i kraftige vendinger taget afstand fra Guaidós såkaldte ”Operation Frihed.
Oppositionen har på forhånd indkaldt til store 1. maj-demonstrationer onsdag, så urolighederne ventes at fortsætte her.