Da der i begyndelsen af 2018 blev lækket interne dokumenter fra hjælpeorganisationen Oxfams britiske afdeling, Oxfam GB, kom det frem, at flere højtstående medarbejdere havde betalt lokale unge kvinde for sex, mens de var udstationeret for organisationen i Haiti i 2011. Sagen var ekstra alvorlig, fordi flere af kvinderne muligvis var under den seksuelle lavalder.
Sagen kostede organisationen dyrt. Den prominente menneskerettighedsforkæmper Desmond Tutu, tidligere ærkebiskop i Johannesborg, trak sig sammen med flere andre kendisser som goodwillambassadør og omkring hver tiende personlige bidragyder til organisationen stoppede deres bidrag. Den økonomiske konsekvens var at organisationen måtte spare 136 millioner kroner.
En anden konsekvens var, at organisationen blev smidt ud af myndighederne i Haiti, hvor den havde bistået i hjælpearbejdet efter jordskælvskatastrofen i januar 2010, som kostede 300.000 livet.
Fra flere sider kom der skarp kritik af organisationen fordi den havde holdt oplysningerne om sex-købene hemmelige og det medførte en generel opstramning på området i mange organisationer i udviklings – og den humanitære sektor.
En syg kultur
Men nu får organisationens håndtering alvorlig kritik af den britiske myndighed, som holder øje med civilsamfundsorganisationerne, Charity Commission.
Kommissionen har været gennem 7.000 dokumenter og andre bevismaterialer og konkluderer at ledelsen i Oxfam GB ikke levede op til sit ansvar i håndteringen af sagerne fra Haiti.
Specifikt kritiseres det, at organisationen ikke fulgte nok op på spørgsmålet om, hvorvidt nogle af kvinderen var mindreårige; ikke anmeldte anklagerne om ansattes overgreb på mindreårige og behandlede højtstående ansatte mildere end ansatte, der var placeret lavere i hierakiet.
Og videre kritiseres det, at organisationen ikke satte nok midler af til at håndtere sager om misbrug og overgreb og at indsatsen på området var ustruktureret. Desuden kritiseres organisationens indsats på HR-området, som bl.a. medførte et kultur, hvor dårlig opførsel blev tolereret.
Gode intentioner er ikke nok
Chefen for Charity Commission, Helen Stephenson, mener at sagerne fra Haiti var et symptom på et bredere problem:
”Det der gik galt i Haiti var ikke en isoleret sag. Vores undersøgelse viser at Oxfam over flere år tolererede dårlig opførsel og til tider mistede blikket for de værdier, som den står for.”
”Organisationens ledelse har nok været i god tro men vores rapport viser at gode intentioner har begrænset værdi når de ikke matches med de nødvendige ressourcer, robuste systemer, der bliver implementeret på jorden. Og endnu vigtigere, en organisationskultur, der prioriterer folks sikkerhed.”
Officiel advarsel
Organisationen står overfor store opgaver, siger Helen Stephenson videre:
”Der er brug for yderligere kulturelle og systemiske ændringer for at rette op på de mangler, som vores rapport påpeger. Så konklusionen på vores undersøgelse markerer begyndelsen – ikke slutningen – på en proces for Oxfam GB. Der venter ledelsen hårdt arbejde og vi vil overvåge deres fremskridt nøje i de kommende uger og måneder.”
Kommissionen har også en formand, baronesse Stowell, som i forordet til rapporten bl.a. skriver:
”At være en velgørende organisation handler ikke kun om hvad man gør men også om hvordan man gør det.”
Kommissionen har giver Oxfam GB en officiel advarsel og pålagt organisationen at komme med en handlingsplan, som skal godkendes af af kommissionen inden 30. juni. Handlingsplanen skal beskrive, hvordan kommissionens krav og anbefalingen vil blive ført ud i livet hos Oxfam GB.