Haarder om katastrofens forfærdende omfang

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den humanitære katastrofe i flodbølgens kølvand er langt værre end frygtet, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) udtaler:

– Situationen i regionen er fortsat uoverskuelig. Desværre stiger tabstallene, som man kunne frygte, fortsat time for time. De værste forudsigelser er langt overgået.

– FN har netop her i eftermiddag afholdt et koordinationsmøde i Geneve for de berørte lande, donorer og humanitære operatører. Heller ikke på dette møde kom der præcise oplysninger om behovene. Men der blev tegnet et dystert billede: Hastigt voksende tabstal og enorme ødelæggelser. Tilsyneladende værst i Sri Lanka og Indonesien.

– FN forventer, at der først kan foreligge en samlet, konsolideret appel for kriseområdet på den anden side af nytår. I mellemtiden må vi se på de foreløbige landeappeller (opgørelser til donorer om de konkrete humanitære behov), som forventes de kommende dage.

-Det står klart, at der bliver behov for en større international indsats, end man forventede på katastrofens første dag. Fra dansk side er vi parate til at se på de nye tal, der kommer, og se på, hvordan vi bedst kan yde en solid indsats.

– De 10 mio. kr., vi afsatte i første omgang til hurtige indsatser, er tæt på at være fordelt. Hovedparten går gennem danske hjælpeorganisationer til det meget hårdt ramte Sri Lanka.

– Sammen med Beredskabsstyrelsen ser vi lige nu på en henvendelse fra FN, der netop er modtaget, om at sætte et FN-krisekoordinations-center op på Sumatra i Indonesien. Det skal ske sammen med nordiske, britiske og hollandske beredskabspartnere.

– Så snart vi har endelig besked fra FN om de præcise behov for et sådant krisecenter på Sumatra, vil arbejdsdelingen komme på plads og Beredskabsstyrelsen komme hurtigt af sted, slutter Haarder.