1 år efter jordskælvet i Haiti lever mange forsat under uhyrlige forhold, mener Læger uden Grænser (MSF).
Den lynhurtige udbredelse af koleraen viser de internationale hjælpeorganisationers begrænsninger i det caribiske land, siger MSF.
Siden udbruddet af kolera er flere end 3.000 døde, og frygten for sygdommen har ført til, at risproducenterne i den nordlige del af landet er holdt op med at så.
Ris er i Haiti som i alle andre fattige lande basismad. FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) frygter, at den manglende såning kan forværre sulten.
MSF kritiserer især små hjælpe-organisationer for hverken at have kapacitet eller erfaring til at arbejde i Haiti.
Flere end 220.000 døde under jordskælvet, og flere end 1 million lever fortsat i primitive teltlejre.