Og den højesteretsdommer som de var dømt for at kritisere i to artikler, er flygtet ud af landet, for at undslippe lignende anklager for korruption og magtmisbrug. Præcis hvad artiklerne om ham havde handlet om.
Desuden sidder manden som var justitsminister da de blev dømt ved siden af dem på anklagebænken. Han er varetægtsfængslet, anklaget for korruption og magtmisbrug, og bagefter skal hans appel om kaution høres. Han giver dem hånden og ønsker dem tillykke da de bliver frikendt.
Er du forvirret? Det er de ikke i Amnesty International, hvor man betragtede journalist Bheki Makhubu og menneskerettighedsadvokat Thulani Maseko som samvittighedsfanger, eller i FN, Europarlamentet, eller de mange andre organisationer inklusive danske Afrika Kontakt, som havde krævet de to løsladt.
Uskyldigt dømt
De er heller ikke forvirrede i det lille enevældige kongedømme Swaziland, hvor Thulani og Bheki kommer fra.
Et land hvor den rige enevældige konge kontrollerer alt fra domstolene til parlamentet, mens over to tredjedele af befolkningen overlever for under en dollar om dagen.
Et land hvor Coca-Cola har sit afrikanske hovedsæde.
Et land som har en partnerskabsaftale med EU, der sikrer at landet årligt eksporterer næsten 400.000 tons sukker til unionen.
”Anklagemyndigheden havde intet andet valg end at løslade dem, fordi der ingen lovmæssig basis var for at dømme dem”, siger menneskerettighedsadvokat fra Swaziland Mary Pais da Silva.
Under den korte retsproces tirsdag indrømmede anklageren da også, at de ingen sag havde.
Ifølge Sibusiso Nhlabatsi, der er advokat i Thulani Masekos advokatfirma, beviser dette at fængselsdommen imod dem var helt hen i vejret.
”Så Thulani og Bheki tilbragte år i fængsel uden at have gjort noget”, fortæller han.
Og et fængselsophold i Swaziland er ingen ferie. Thulani Maseko tilbragte lange perioder i isolation, og ifølge Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer er Swazilands politi og fængselspersonale kendt for at være yderst brutale over især politiske fanger.
Fængslerne er så overfyldte, at op til 40 fanger kan risikere at skulle sove i en lille celle, uden madrasser eller sengetøj.
Ikke et tegn på god vilje
Mlungisi Makhanya fra det forbudte parti People’s United Democratic Movement, som Maseko er medlem af, og som den danske offentlige uafhængige institution DIPD støtter med projektmidler, glædede sig da også over frifindelsen.
Han opfordrede dog samtidigt domstolene til at frigive andre politiske fanger som hans organisations præsident, Mario Masuku, der har siddet varetægtsfængslet i over et år for at have råbt ”viva PUDEMO”.
”Dommen er ikke et tegn på god vilje fra regimet”, siger fagforeningsleder Wonder Mkhonza.
”Hvis det var det, ville regimet samtidigt have løsladt alle de andre politiske fanger. Løsladelsen er et signal til det internationale samfund om at Swaziland skam er en retsstat. Men vi lader os ikke narre”.
”Der er ingenting at fejre. Dette er en total parodi på en retssag, og vi fordømmer regimets misbrug af retssystemet”, tilføjer Wandile Dludlu fra Swaziland United Democratic Front. Alligevel rejste mange af tilhørerne sig alligevel spontant op og klappede, da dommen blev afsagt.
Internationalt pres virker
Noget kunne dog tyde på at både Wandile Dludlu og tilhørerne har ret.
Thulani Maseko er stadigvæk i princippet under anklage for statsundergravende virksomhed, for en tale han holdt i 2009. Ligesom mange andre i Swazilands demokratibevægelse i øvrigt er det, for hvad der synes at være banale forseelser som at bære en t-shirt med PUDEMOs logo på.
Men ifølge verdens største internationale faglige hovedorganisation, ITUC, er det positivt at det internationale pres på Swaziland var med til at sikre deres løsladelse.
”Så derfor skal det internationale pres opretholdes, for at presse på for respekt for menneskerettighederne i Swaziland”, udtalte Sharan Burrow, generalsekretær for ITUC.
Dette anerkendes også af PUDEMO, der vil fortsætte deres kampagne for at alle politiske fanger skal løslades.
”Det ville være klogt af regimet at forstå at befolkningen vil blive ved med at kræve frihed. Det må forstå, at det system der opretholder den er døende, og at det eneste rigtige at gøre er, at give magten tilbage til folket”, skriver PUDEMOs talsmand Brian Ntshnagase i en mail.