Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Sent fredag blev det meddelt, at der skal være omvalg på Zanzibar den 20. marts. Det var ventet, at en eller anden form for løsning på valgkrisen skulle annonceres før tre-måneders grænsen efter valgte den 25. oktober 2015, var nået.
Indtil det sidste, var der mange, der håbede på, at der kunne findes en mindelig løsning mellem regeringspartiet, CCM, og oppositionen, CUF, men på trods af mange møder mellem lederne, og fem års erfaring fra en enhedsregering, er der ikke nået nogen aftale.
Valget i oktober blev af de uafhængige valgobservatører beskrevet som frit og fair, men blev af formanden for valgkommissionen aflyst, da han hævdede, at der havde fundet valgsnyd sted på Pemba, som er den nordlige af de to øer, der tilsammen udgør Zanzibar.
Oppositionen har siden hævdet, at de er blevet snydt for en sejr, og at de ikke vil deltage i et omvalg. Regeringen har for sin del hævdet, at de respekterer valgkommissionens afgørelse.
Hvad gør CUF?
Nu venter vi på CUF. Fastholder CUF en afvisning af valget, vil det uundgåeligt føre til spændinger. Dels på valgdagen, men særlig, når en vinder udråbes, der i oppositionens øjne ingen legitimitet har. Vælger CUF derimod at deltage, vil fokus være på valgkommissionens uafhængighed, som der desværre er grund til at betvivle.
Tonen mellem parterne er ikke blevet bedre af splittelsen efter valget og bliver det næppe af yderligere valgkamp. Snare må vi forvente, at polerne bevæger sig væk fra hinanden.
I forbindelse med fejringen af revolutionen den 12. Januar bar CCM’s ungdomsafdeling plakater, hvor der stod: ”Machotara Hizbu; Zanzibar ni Nchi ya Waafrika”. ”Zanzibar Nationalist Parti er for halvblods; Zanzibar er et afrikansk land.”
Teksten henviser til det parti, som havde magten på Zanzibar efter briterne forlod øen, og som blev styret af arabere.
Revolutionen gjorde op med det nationale parti og indsatte en afrikansk styret regering, som har haft magten lige siden.
CCM kalder oppositionen for halvblods i kontrast til afrikanerne. Den form for retorik har givet genlyd på Zanzibar, hvor mange netop ser sig selv som resultatet af blandet blod; Afrikanere, Arabere, Indere og Iranere for blot at nævne de store grupper.
Det er Zanzibars DNA, som kritiseres! Zanzibar er en blanding af racer, religioner og kulturer, og det er netop det pragtfulde og fascinerende ved stedet.
Officielt har CCM beklaget plakaterne, men skaden er sket.
Højt spil
CCM spiller højt spil. Dels er der mange lokale, som er utilfredse med CCM, og dels vil både lokale beboere og internationale partnere have svært ved at acceptere åbenlys snyd.
Samtidig må det erkendes, at der eksisterer en reel frygt for at CUF får magten.
Vil der blive ændret på relationen til hovedlandet? Hvordan vil det stille de mange, som siden sammenlægningen med Tanganyika er flyttet til øerne?
Frygten er udbredt hos minoriteterne, der oplever CCM som en garanti for stabilitet og mod arabisering af landet, og mange vil være klar til at give køb på de demokratiske institutioner for at undgå CUF.
Der er således lagt i ovnen til et varmt forår – og her er allerede varmt med op til 34 grader.
