De fleste kender billedet. Overfyldte gummibåde ud for den italienske kyst med mennesker, der tomhændede har forladt deres hjemland i håbet om at finde en bedre fremtid.
Migranter kalder vi dem. Og bådene, de sejler i, kalder vi migrantbåde. Men forestil dig at tage lige netop det billede af den overfyldte migrantbåd ud af ligningen. Hvem er de mennesker så?
De er ligesom du og jeg.
Det mener i hvert fald den pakistanske stjerneforfatter Mohsin Hamid, der i 2017 skrev den anmelderroste Exit West om to unge mennesker, der tvinges til at forlade deres hjemland, da en borgerkrig pludselig bryder ud.
Dengang som nu vil Hamid fjerne det skel, der har bygget sig op mellem de mennesker, der er migranter, og de, der ikke er. Han vil fjerne forestillingen om, at det skulle være to forskellige kategorier.
Mohsin Hamid
Født 1971 i Pakistan og flyttede som 18-årig til USA.
Han fik sit internationale gennembrud i 2007 med sin anden roman Den modvillige fundamentalist. Sådan bliver du stinkende rig i det nye Asien er hans anden roman på dansk.
Han var shortlistet til en Booker Prize for sine fjerde roman Exit West.
Hans seneste bog fra 2022, The Last White Man portrætterer en hvid mand, som vågner op en dag som brun. Den er endnu ikke oversat til dansk
“Vi har det med at sige til os selv; altså, jeg har ikke været på sådan en rejse, så den her person er ikke som mig. Jeg har aldrig krydset Middelhavet i en lille gummibåd, så det her er en anden type person. Men den person har heller aldrig krydset Middelhavet i en gummibåd indtil den dag, det skete. De befandt sig et sted, og så var de et nyt sted. Og det er en oplevelse, vi alle har haft,” forklarer Mohsin Hamid, da Globalnyt møder ham i Humlebæk under Louisiana Literature Festival.
I Exit West har Hamid derfor tilført en lille genialitet til den ellers grufuldt genkendelige virkelighed, vi møder i hans bog. Et magisk element. I Hamids konstruerede verden sætter mennesker på flugt sig nemlig ikke i en gummibåd eller forsøger at krydse et pigtrådsbeklædt hegn. I stedet dukker der små magiske passager op rundt omkring i byrummet. En magisk portal, som fører de mennesker, der går igennem, til et ukendt sted i verden.
Virkelighedens rejse over Middelhavet er ellers en, som tusindvis af mennesker dør under hvert år. For eksempel sank en fiskerbåd med omkring 750 mennesker ud fra den græske kyst sidste sommer, hvoraf langt de fleste omkom.
“Det er ikke fordi, den rejse ikke er vigtig. Det er for at fjerne skellet mellem dem af os, der ikke har været på en sådan rejse, og dem af os, der har. For vi har alle migreret, om det så er fra vores forældres hus til vores eget hus, fra en by til en anden by, til et naboland eller til den anden ende af jordkloden,” siger den 53-årige forfatter.
Mennesker har altid bevæget sig
Mohsin Hamid er selv migrant i mere traditionel forstand. Han er født i Pakistan, har levet store dele af sin ungdom i USA, før han som voksen flyttede til London. I dag lever han spændt ud mellem de tre lande og har udgivet en række bøger om mennesker, der rammes af tidens store bevægelser som globalisering, migration eller spørgsmål om race.
Derfor følger Mohsin Hamid også med bekymring den udvikling, der er i mange vestlige lande om at stramme grænsekontrollen og skærpe kampen mod migration. Illegale migranter, som det i nogle kredse kaldes. Men hele idéen om at kriminalisere menneskets bevægelse er dybt imod vores natur, mener forfatteren.
Som alle dyr bevæger vi os nemlig af mange forskellige årsager. Når føden er knap, når andre dyr kæmper om territorium, når klimaet forandrer sig.
Det, vi ser lige nu, er et forsøg på at stoppe den bevægelse på et nærmest industrielt niveau
“Det, vi ser lige nu, er et forsøg på at stoppe den bevægelse på et nærmest industrielt niveau. Men enhver art har bevægelse som en sikkerhedsventil. Når en situation bliver uudholdelig, flytter vi os. Så når vi fjerner den sikkerhedsventil, er det klart, at vi på en måde reducerer en arts evne til at tilpasse sig,” forklarer han.
Måske holder det i 100 år
Da fiskerbåden med de 700 mennesker ombord sidste sommer sank, kom det efterfølgende frem, at den græske kystvagt angiveligt havde fulgt båden op til ulykken.
Ulykken følger mange års diskussion om, at de livreddende operationer på havet er en såkaldt pull-effekt. Altså at de tiltrækker flere flygtninge, og at de derfor bør begrænses mest muligt og i nogle tilfælde kriminaliseres.
Læs også: Livreddere i modvind: “Vi bliver forhindret i at være, hvor der er brug for os”
Den diskussion er ifølge Mohsin Hamid udtryk for, hvor langt vi nået i at dehumanisere andre mennesker.
“Jeg mener, hvis du fortæller dit barn, mens nogen drukner i havet ved siden af dig, ‘lad dem drukne. Hvis vi begynder at hjælpe dem, vil der komme en million flere.’ Måske vil det få flere mennesker til at drukne og færre mennesker til at komme. Det er muligt. Men det vil også ændre, hvem dit barn er som menneske,” forklarer han.
Og ifølge Mohsin Hamid er en sådan kynisk passivitet ikke nødvendigvis enden på historien.
“Det kan i virkeligheden være, at vi i en vis forstand skaber betingelser for vold i os selv.”
Spørger man forfatteren, er det ikke kun umoralsk at se til, mens mennesker drukner i forsøget på at nå frem. Det er også uholdbart i forsøget på at beskytte vores stabile samfund i Vesten.
“Når vi fortæller folk, at de ikke kan bevæge sig, påtvinger vi en slags rigiditet i vores naturlige system, som næppe vil vare ved. Det kan vare et stykke tid. Måske holder det i 100 år eller 200 år. Måske er det godt nok. Men når den rigiditet bryder sammen, sker det ofte i meget, meget dramatiske former.”
En fiasko i storytelling
Mohsin Hamids talestrøm flyder gnidningsfrit gennem verdens brændpunkter. Fra Sudans borgerkrig, der har fordrevet flere end 10 millioner mennesker fra deres hjem. Forbi de voldelige optøjer i sit andet hjemland, England, hvor voldelige antimigrationsprotester brød ud efter et knivstikkeri i den lille by Southport. Og til den anderledes positive modtagelse europæiske lande har givet de ukrainske flygtninge efter Ruslands invasion i 2022.
Han mener, at den måde vi taler om migration, langt hen ad vejen er resultatet af en fiasko i vores historiefortælling. Storytelling ,som han kalder det med sin formfuldendte britiske accent.
Hvorfor er der for eksempel ingen, der taler om Joe Biden som en efterkommer af irske migranter, når han er på besøg i London? Og hvad med de tusinder af asiater og afrikanere, der kæmpede på de allieredes side under Anden Verdenskrig, spørger han retorisk?
Så er vi engageret i en form for historiefortælling, som fjerner alle positive associationer til migranten
“Når vi fortæller vores historier, så forsvinder alle de her mennesker. Og vi forestiller os, at de allierede tropper i Europa var de her rene hvide styrker. Så er vi engageret i en form for historiefortælling, som fjerner alle positive associationer til migranten,” siger Hamid.
“Mange briter var selv migranter for ikke så længe siden. Over hele verden. Se hvordan den fortælling om at være migrant dengang handlede om mod, om genopfindelse, en ny begyndelse og nye opdagelser. Du ved, det er også en måde at fortælle historien på.”
Hvad er de unges vision?
I Exit West ender hovedpersonerne Saeed og Nadia netop i London. Og i hvad der nu kan virke som en profetisk skildring, lægges de først for had af de indfødte. Siden angribes de systematisk af horder af mennesker.
Men uden at afsløre for meget sker der også en ændring i folks opfattelse af migranterne. En accept af at den eneste holdbare måde at forholde sig til migranter er at acceptere, at de er her, og at flere vil komme til. For det er ifølge Mohsin Hamid her, den virkelige udfordring ligger.
“Udfordringen bliver på en måde at finde ud af, hvordan vi skaber en optimistisk vision for fremtiden, som også er inkluderende. Og der tror jeg, kunstnere og forfattere har en vigtig rolle at spille.”
Mohsin Hamid sætter sin lid til de unge mennesker på tværs af Europa. En ny generation, der ikke drømmer sig tilbage til en tid inden indvandring, men som for en stor dels vedkommende har haft en dagligdag, hvor indvandrere og deres efterkommere spiller en naturlig rolle i deres liv.
Det virker som om, vi mangler modet til at sige, at vi har brug for migranter
“Selvfølgelig er der mange unge mennesker, der er imod migration og som støtter det ekstreme højre. Men de fleste unge europæere har mere erfaring med at leve blandt migranter i deres skoler, i deres byer og på deres arbejde, end de ældre har.”
“Og jeg forestiller mig, at de fleste af de unge også vil være mere komfortable i det. Så hvis vi skal se efter en mere optimistisk fremtid for europæisk politik, vil jeg foreslå at spørge de unge europæere, hvordan de gerne vil indrette sig. Jeg tror, de vil fortælle os, at de vil have mindre krig, mere fokus på klima og mindre fokus på den her splittende retorik om migranter.”
Vi er bange for at forestille os en anderledes fremtid
En åbenlys anden fortælling, som burde ræsonnere hos både ældre og yngre europæere, er ifølge Mohsin Hamid, at den europæiske velfærdsstat er bygget op om en demografisk trekant med mange unge mennesker og færre ældre. Men som vi bliver ældre, og vi får færre børn, mangler bunden af den pyramide.
At de ældre fylder forholdsvist mere, er der ifølge Hamid visse politiske og kulturelle farer forbundet med. Det betyder, at samfundet er disponeret for nostalgi, og derfor fører en politik, der higer efter fortiden. Med andre ord, at vi prøver at bevare den verden, som primært er den ældre generations verden.
“Og jeg tror vi er nødt til at give slip på den her forestilling, om at fremtiden vil blive som fortiden. Du ved, Danmark for 200 år siden var ikke i nærheden af det her,” siger han og slår ud med armene.
“Det var et komplet anderledes samfund. Om 200 år vil det også være helt anderledes.”
“Det virker som om, vi mangler modet til at sige, at vi har brug for migranter. Og hvis vi har brug for dem, hvordan kan vi så bygge vores samfund på en måde, så mødet mellem migranten og den indfødte bliver et godt møde?“
