Min dag starter dog helt normalt med en kop kaffe! Det er mit link til en genkendelig normalitet og tryghed- og derefter kan jeg så begynde at forholde mig til, hvad ”hverdag” i Bangladesh egentlig er.
Der har igen været et skudattentat på en udlænding i Bangladesh! Onsdag 18. november blev en italiensk læge og præst skudt i Dinajpur i den nordvestlige del af landet, men han er heldigvis uden for livsfare.
Han arbejder på det lokale tuberkulose hospital og er desuden ordineret præst i en lokal, katolsk menighed. Han har boet en årrække i Bangladesh og kender landet og kulturen ud og ind. Alligevel blev han et mål.
Jeg har talt med en bekendt, der bor i området og som kender den pågældende italiener. Min bekendte fortæller, at folk i området er bekymrede- både udlændinge og bangladeshere.
Attentater på udlændinge, drab på lokale, sekulære bloggere og drabsforsøg på lokale præster har i de sidste par måneder fyldt meget i medierne og i folks bevidsthed.
Bangladesh har hidtil været regnet for et forholdsvist harmonisk land, hvor de forskellige religioner har accepteret hinanden og hvor udlændinge ikke har været mål for attentater.
Men nu er situationen anderledes og som folk siger:” Bangladesh har mistet sin uskyld”.
Den seneste rejsevejledning på den danske ambassades hjemmeside nævner, at der er en general risiko for terrorangreb i Bangladesh og en særlig risiko for vesterlændinge.
Vi indstiller os alle nu på, at den nuværende situation i Bangladesh er “the new normal”.
Politisk vold
Politisk har Bangladesh dog aldrig været speciel fredelig. Den politiske situation er generel ustabil og reaktioner voldelige – ofte ekstrem voldelige. Torsdag 19. november, var der således hartals – generalstrejker – i hele Bangladesh på grund af den seneste retssag mod to oppositionsledere, der er dømt for krigsforbrydelser begået mod deres landsmænd under Frihedskrigen mod Pakistan i 1971. De står til hængning.
De to oppositionsledere tilhører desuden partiet Jamaaet-e-Islami, som af nogle betegnes som et ekstremistisk, islamisk, parti.
Hartals forekommer jævnligt og resulterer oftest i voldelige demonstrationer, så vi frarådes at bevæge os udenfor den såkaldte diplomatiske zone i Dhaka. Det er den bydel, vi bor i.
Tidligere kunne vi gå eller køre i rickshaws i området, men da vi nu også er pålagt begrænsede bevægelsesmuligheder på grund af den øgede trussel mod udlændinge – ja så sidder vi herhjemme og skal planlægge al færdsel i detaljer og vurdere sandsynlige risici og konsekvenser.
På den ene side ønsker vi ikke at tage unødige chancer, men på den anden siden vil vi heller ikke lade os hverken skræmme eller begrænse mere end højest nødvendigt i hverdagen.
Så hvad gør vi og hvor går grænsen?
Er det mon nødvendigt at bevæge sig ud for at hente is og cola til vores gæster i aften?
Skal vi have tonede vinduer i bilen, som mange har fået, så det ikke bemærkes at vi er udlændinge?
Skal jeg alligevel tage til mødet i det nordlige Bangladesh, dog under politibeskyttelse?
Skal jeg trække gardinerne for om aftenen, så ingen kan se, at her bor udlændinge (selv om alle sikkert ved det allerede)?
Konstant alert
Den konstante tilstand af øget agtpågivenhed påvirker os, også selv om vi forsøger ikke at lade det gå os for meget på.
Det er ikke rart, at tage sig selv i at holde øje med forbikørende motorcykler for at se, om passageren bagpå holder noget, der ligner et våben.
Det er anstrengende som det første, at orientere sig om hvor de nærmeste nødudgange eller flugtveje befinder sig, uanset hvilket hjem, supermarked eller mødelokale jeg befinder sig i. Det er udmattende gentagne gange at vågne op om natten på grund af larm udenfor vinduerne – det er jo Dhaka med mennesker og larm overalt! – og tænke over, hvem det mon er.
Eller at vågne fordi jeg kommer i tanke om, at vi endnu ikke har fået pakket vore ”panik-taske” eller ”grab-bag”. Altså den taske som alle udlændinge anbefales at have stående parat, indeholdende de mest nødvendige ting så som dollars i kontanter, pas og måske en tandbørste. Hvis det nu skulle ske, at vi hurtigst muligt skal ud af vores hjem eller endda ud af landet med minutters varsel.
Mental træning
Et par timer efter vågner jeg så op til de almindelige lyde fra gaden, bilers dytten og solen, der skinner igennem de lyse gardiner og fylder rummet med et gyldent lys.
Så tænker jeg, at det trods alt bliver en god dag og at der jo er så mange gode opgaver og vigtige projekter at tage fat på. Jeg brygger dagens første kop kaffe, hælder sødmælk i – ja, vi kan nu få langtidsholdbar, økologisk Arla i Dhaka – og tænker, at hverdagen alligevel ikke er så anderledes end i Danmark.
I hvert fald ikke i den førte halve time og når bare jeg er forberedt på det uforudsete hele tiden. Jeg kalder det mental træning og glæder mig over, at det efter sigende skulle holde Alzheimers, som min mor i Danmark desværre lider af, på afstand.
Jeg planlægger møder, projektbesøg og noget så banalt som at tage til træning efter mørkets frembrud, for løbende at være nødt til at planlægge det hele om. Jeg planlægger så i stedet at arbejde hjemmefra ved computeren, men finder ud af at netforbindelsen er mere end ustabil og at Viber, FB og Messenger er lukket ned på ubestemt tid grund af de politiske uroligheder.
Det, der for tiden ærgrer mig mest, er dog at jeg ikke kan besøge Danmissions partnerkirke, Bangladesh Lutheran Church (BLC) i det nordvestlige Bangladesh, hvor jeg lige nu samarbejder – eller i det mindste forsøger at samarbejde – med en gruppe fantastiske kvinder og unge om at planlægge aktiviteter, der kan styrker deres indflydelse og ansvar i den Lutherske kirke (BLC).
Begrænsninger i hverdagen
Med hensyn til den øgede trussel mod udlændinge så lægger det helt specielle begrænsninger på vores hverdag.
Eksempelvis kan større arrangementer – så som gudstjenester, fester eller sportsaktiviteter – kun kommunikeres ud til lukkede grupper. Og der er hele tiden en mulighed for at arrangementet aflyses i sidste øjeblik.
Det er besværligt at bevæge sig omkring i Dhaka, fordi vi anbefales at blive kørt i bil, uanset hvor eller hvor langt vi skal. Og i Dhakas trafikkaos er bilen ikke altid det hurtigste transportmiddel! Det kan tage en time at køre en kilometer.
Vores yngste søn bliver hver dag i skolebus ledsaget til skole af to bevæbnede betjente på motorcykel, og som det sidste anbefales det nu, at vi ikke bevæger os ud efter mørkets frembrud – hvilket allerede er kl 18. Det gør vi dog alligevel men altid i bil og aldrig alene. Vi er altid mindst to i bilen.
De lokale er også påvirkede. Der er politiafspærringer ved centrale rundkørsler og langs de større veje, hvor unge mænd på motorcykler jævnligt bliver stoppet og checket for bla. våben.
En vis grad af ”normalitet”
Der spekuleres i, hvad attentaterne mod udlændinge og lokale helt konkret skyldes og hvem der egentlig står bag.
Mange mener, at den internationale udvikling med terror og angreb på civile og uskyldige mennesker i stort set hele verden, nu også viser sit grimme ansigt i Bangladesh.
Andre hælder mere til den teori, at det skyldes interne magtkampe mellem den siddende regering og oppositionen med øget, politisk vold til følge.
Men uanset om det er udenlandske, ekstremistiske religiøse grupper, der nu er begyndt at operere synligt i Bangladesh, eller om det skyldes den interne, ustabile, politiske situation – eller begge dele – så påvirker det os alle.
Og det påvirker alles daglige færden i Dhaka og i Bangladesh generelt og ikke mindst udførelsen af vores arbejde.
Så jeg begynder hver dag med en kop kaffe og glæder mig – i den første halve time i det mindste – over at noget trods alt er helt normalt, inden jeg går i gang med dagens forskellige udfordringer. Tak for kaffe!
Christa Lund Herum er dialog- og kommunikationskonsulent i Danmisson og er udstationeret i Bangladesh.