Vestsahara. Den sidste koloni i Afrika. Kun ganske få danskere kender til den langvarige konflikt, der siden 1975 har stået på mellem Marokko og det oprindelige folk – saharawiernes – befrielsesbevægelse, Polisario.
I 1991 indgik parterne en våbenhvile, der blandt andet indebar, at FN indsatte en fredsbevarende styrke (Minurso), der skulle sikre saharawi-folkets krav på en folkeafstemning.
Folkeafstemningen er endnu ikke blevet holdt, og for nylig forlængede Sikkerhedsrådet i FN Minurso-mandatet for 41. gang. Men stadig uden, at mandatet omfatter overvågning af menneskerettighedssituationen.
Verdenssamfundet har spillet fallit
FN behandler konflikten i Vestsahara som et afkoloniseringsspørgsmål. Saharawi-befolkningen lever en undertrykt tilværelse, spredt mellem massive flygtningelejre i Algeriet og som andenrangsborgere i det besatte område, hvor det er dokumenteret, at de ofte udsættes for diskrimination, fængsling og tortur.
Den saharawiske medieaktivist Nazha El Khalidi har selv oplevet tortur begået af det marokkanske politi:
”Jeg blev arresteret første gang, da jeg var 13 år gammel, fordi jeg deltog i en studenterdemonstration på min skole. Da politiet kom ind på skolen, angreb de os og begyndte at slå. De skilte kvinder fra mænd og fik os til at stå i rækker, hvorefter de begyndte at tisse på os. I arresten blev vi slået og spyttet på. Det var meget tydeligt, at det handlede om at ydmyge os mest muligt,” fortæller Nazha, der blev løsladt efter 9 timer i arresten.
Trods Marokkos gentagne brud på menneskerettighederne, har FN’s Minurso-mission – som den eneste af sin slags – ikke mandat til at overvåge menneskerettigheder.
Tidligere chef for Minurso-missionen, generalmajor Kurt Mosgaard ser det som en falliterklæring, at verdenssamfundet ikke griber ind og kræver, at menneskerettighederne sikres i Vestsahara:
”Når man har en besættelsesmagt, som vogter over et område, så er risikoen for overskridelse af menneskerettigheder større. Derfor synes jeg, verdenssamfundet har et særligt ansvar for at sikre, at de folk der bor i området, har nogle ordentlige vilkår,” siger Kurt Mosgaard.
Dystre fremtidsudsigter
I 2018 steg saharawiernes håb, da Trumps daværende sikkerhedsrådgiver, John Bolton, fik gennemtrumfet, at Minurso-mandatet skulle evalueres hvert halve år, frem for årligt.
Med den 41. forlængelse af mandatet er denne ændring dog blevet tilbagerullet, hvilket Kurt Mosgaard finder beklageligt:
”Jeg synes, man burde have holdt fast i de seks måneder, da der så er mere fokus på missionen fra Sikkerhedsrådet,” siger han.
Grunden til forlængelsen skyldes blandt andet, at FN’s generalsekretærs udsending til Vestsahara, Horst Köhler, i maj trak sig tilbage, og at man endnu ikke har fundet en ny til at besætte posten.
”Det er meget tydeligt, at verdenssamfundet er ligeglade med os, når de endnu ikke har fundet en erstatning til Horst Köhler,” siger Nazha El Khalidi og uddyber:
”FN-resolutionen er meget klar i udmeldingen om, hvad der bør ske med Vestsahara, men alligevel står verdenssamfundet bare helt stille”.
Hos Kurt Mosgaard er der ikke meget håb at hente i forhold til fremtiden for Vestsahara:
”Konflikten har dystre fremtidsudsigter. Jeg tror, at der er en øget risiko for krig, da mange efterhånden har svært ved at se, hvilke andre muligheder der er tilbage,” siger han.
Nordafrika i brand
Nazha El Khalidi frygter, at den lange ventetid på en løsning igen kan ende ud i en væbnet konflikt:
”Mange unge ønsker, at Polisario genoptager krigen. Den nye generation er mere villig til at indgå i væbnet oprør, fordi de længes efter en løsning,” siger hun.
Ifølge Kurt Mosgaard vil en krig mellem Polisario og Marokko få store konsekvenser for os alle sammen:
”Det bliver ikke kun en krig mellem de to parter. Krigen vil brede sig til nabolandene, hvor saharawierne opholder sig, og så har vi pludselig et helt Nordafrika i brand, fordi verdenssamfundet bare har siddet på sine hænder,” siger han.
”Vi har respekteret alt, hvad det internationale samfund har bedt os om. Vi har ventet 28 år på en fair folkeafstemning, men nu er vi tilbage ved status quo, og situationen bliver bare værre,” konstaterer Nazha El Khalidi.
